Debat

EL til Dansk Metal: Jeres neoliberale syn på international handel vil medføre flere globale problemer 

Som en ødelagt pladespiller gentager Dansk Metal de neoliberale paroler om frihandelens evne til at løse alle verdens problemer. Med en sådan indstilling ender Danmark og EU med at rage til sig og hælde kul på klimaforandringer, skriver Christian Schmidt Jacobsen. 

Johan Moesgaard og Dansk Metals neoliberale paroler tager ikke højde for EU´s hykleri og nutidens klimamæssige udfordringer, skriver Christian Schmidt Jacobsen. 
Johan Moesgaard og Dansk Metals neoliberale paroler tager ikke højde for EU´s hykleri og nutidens klimamæssige udfordringer, skriver Christian Schmidt Jacobsen. Foto: Mandoga Media/AP/Ritzau Scanpix
Christian Schmidt Jacobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Johan Moesgaard Andersen fra Dansk Metal skal have stort tak for at sætte handelspolitik på dagsordenen til det kommende valg til Europa-Parlamentet i et indlæg her i Altinget 29. november sidste år. Det er et vigtigt område, som sjældent får nok opmærksomhed.

Moesgaards ensidigt positive fokus på frihandelens evne til at løse alle problemer er dog et slidt ekko af Vestens gamle neoliberale paroler, der ikke tager højde for EU´s hykleri og nutidens klimamæssige udfordringer.

Mercosur-aftalen accelererer klimakatastrofen

Jeg blev en kende chokeret over den noget nonchalante bemærkning fra Moesgaard om, at “klimaaktivister har lagt armene over kors”, når det kommer til EU´s handelsaftale med den sydamerikanske Mercosur-blok.

Vi står midt i en meget alvorlig klimakrise, der truer planetens bæredygtighed. Det er den største krise i hvor tid. At klimaaktivister og organisationer tager det så seriøst, at de mobiliserer modstand mod EU's handelsaftale med Mercosur-blokken er ganske forståeligt. Jeg selv og Enhedslisten støtter den modstand.

Repræsentanten for Dansk Metal falder ned i en meget snæversynet regionalistisk tænkning

Christian Schmidt Jacobsen (EL)
Kandidat til Europa-Parlamentet

Flere grønne organisationer og eksperter har påpeget deres frygt for, at aftalen vil øge afskovningen i Amazonas markant.

Afskovning i Amazonas kan som bekendt udgøre et tipping point, der vil sætte en række negative feedbackprocesser i gang, som vi aldrig vil kunne spole tilbage igen. Det er ikke en risiko, vi bør løbe midt i en tid med varmerekord på varmerekord.

Desværre er Mercosur-aftalen netop et eksempel på en handelsaftale, der ikke følger med tiden.

Udover afskovningsproblematikken er aftalen nemlig skruet sammen, så det er muligt at pålægge hårde sanktioner for overtrædelse af de økonomiske dele af aftalen, mens overtrædelse af bæredygtighedskapitlet kun leder til dialogmøder og rapportskrivning i yderste tilfælde.

Med andre ord er hensyn til profit beskyttet langt stærkere end hensynet til miljø og klima i aftalen.

Protektionisme og statsstøtte

Moesgaard maler et stort skræmmebillede op om protektionismens dårligdomme. Jeg vil ikke hylde protektionisme, men derimod nuancere og understrege EU´s egen hykleri på området.

Spørger man den verdenskendte økonom Ha-Joon Chang, er protektionisme ikke altid det forkerte svar. Han viste for over et årti siden, at verdens rigeste lande selv er blevet rige på at beskytte industrier, indtil de var klar til international konkurrence.

EU, USA og andre rige vestlige aktører har længe udnyttet deres styrkeposition til at kræve åbenhed på markeder i udviklingslande, hvor industrierne ikke var klar til international konkurrence. Det har skabt fattigdom og bremset udvikling, ifølge Chang.

Læs også

Nu vi er ved Vestens handelspolitiske-hykleri, er EU's tilgang til protektionisme et skoleeksempel i dobbeltmorale.

Vi kan starte med landbrugsstøtten. Mens man ude i verden prædiker, at statsstøtte er ondskaben selv, pumper man milliarder ind i det europæiske landbrug og kræver åben adgang for europæiske landbrugsprodukter på udviklingslandes markeder.

Toldeskalation er et andet eksempel på hykleriet. EU sætter høje toldrater på forarbejdet kakao og kaffe og nærmest ingen told på det ikke-forarbejdede. Det sikrer, at det er de europæiske virksomheder, der kan tilføre værdi til produkterne ved at forarbejde dem og ikke virksomheder i sydamerikanske og afrikanske lande, hvor råvarerne oprindeligt er fra.

Det er strategisk protektionisme på højt plan, der omfordeler fra fattige til rige lande.

International solidaritet før EU-regionalisme

Det er dog ikke alt, hvad Moesgaard argumenterer for, jeg er uenig i. Eksporten er vigtig for at skabe arbejdspladser, og EU skal være en region, hvor vi producerer. Fordi vi er gode til det, fordi det kan bidrage til den grønne omstilling, og fordi vi skal have mangfoldige muligheder i arbejdslivet for europæerne.

Med en neoliberal indstilling ender Danmark og EU med at rage til sig og hælde kul på klimaforandringer

Christian Schmidt Jacobsen (EL)
Kandidat til Europa-Parlamentet

Helt overordnet falder repræsentanten for Dansk Metal dog ned i en meget snæversynet regionalistisk tænkning, der blot forlænger den økonomiske nationalisme til at gælde EU i stedet for nationalstaten. Hvis det eneste mål med handelspolitikken er at gøre Danmark og EU rigere, hvad så med resten af verden?

Der er stadig en kæmpe opgave i at skabe økonomisk lighed på tværs af verdensdele og sikre, at klimakatastrofen ikke stikker helt af. Med en neoliberal indstilling, hvor man tror, at frihandel løser alle verdens kvaler, ender Danmark og EU med at rage til sig og hælde kul på klimaforandringer, der desuden rammer lande i det globale syd hårdest.

International handel er ikke et problem i sig selv, men den neoliberale æra indenfor handelspolitik har ikke løst problemerne med global ulighed og klimakrisen.

Det på tide, at vi begynder at indgå nye typer af handelsaftaler, hvor udviklingsøkonomierne får lov til at beskytte spæde industrier, og klimaet ikke tages som gidsel i jagten på profit. International solidaritet skal komme før EU-regionalisme.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Schmidt Jacobsen

Kandidat til Europa-Parlamentet (EL)
Kandidat i socialvidenskab, pædagogik og uddannelsesstudier, RUC

Johan Moesgaard Andersen

EU-chef, Dansk Metal
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2015)

0:000:00