Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Er frisætning bare det nye ord for den afbureaukratisering, vi har talt om i årevis?

Ældreminister Mette Kierkgaard har store planer på ældreområdet og ordene ”smager” godt i munden hos mange. Men hvad kommer de egentlig til at betyde? 

Debatten om fremtidens ældrepleje fortjener politisk ærlighed om ressourcer og prioriteringer, så frisætning ikke blot bliver et spin-ord for et lavere serviceniveau, skriver Lisbeth Knudsen. 
Debatten om fremtidens ældrepleje fortjener politisk ærlighed om ressourcer og prioriteringer, så frisætning ikke blot bliver et spin-ord for et lavere serviceniveau, skriver Lisbeth Knudsen. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Regeringen forbereder den mest omfattende frisættelse i velfærdssamfundets historie. Og det starter med ældreområdet.”

Kæmpestore ord fra den nye ældreminister Mette Kierkgaard fra Moderaterne og sendt ud i rummet uden den mindste nervøsitet på stemmebåndene i en tale hos Ældresagen forleden under lanceringen af organisationens store nye analyserapport om ”Alderens mangfoldighed”. Og ministeren tilføjede, at ældreplejen ”er byggemoden og parat til forandringer på mange måder.” Så sandt som sagt.

Problemet er nok mest, at det har vi talt om længe, men der mangler en klar ny retning og konkret handling. Måned for måned kigger vi kun ind i en vanskeligere situation. Den demografiske udvikling betyder, at antallet af ældre i alderen 65 år og derover forventes at stige med 164.000 mellem 2022 og 2030, svarende til en stigning på 13,7 procent.

Samtidig er der store udfordringer med mangel på arbejdskraft. Tilgangen til SOSU-uddannelserne har været faldende i en årrække med en lille undtagelse et enkelt år. Kun omkring 60 procent af SOSU-assistenterne og omkring 35 procent af SOSU-hjælperne er beskæftiget inden for det offentlige sundheds-, ældre- og socialområde 10 år efter endt uddannelse. De forlader faget igen på grund af dårligt arbejdsmiljø og arbejdsforholdene. Endelig er andelen af kommunalt ansatte social- og sundhedsmedarbejdere over 50 år steget fra at udgøre 19 procent  i 2010 til 29 procent i 2019. Så der er et stort generationsskifte på vej.

Statsministeren sagde det i sin nytårstale 1. januar 2022 bare med andre ord. Vi har en ældrepleje, vi ikke kan være bekendt. Nu har det nedsatte embedsmandsudvalg (det såkaldte Okkels-udvalg) og ekspertgrupper, der skulle forberede en ny ældrelov, for længst afleveret deres rapport. Et nyt regeringsgrundlag er kommet på plads med endnu større tryk på frisætningspedalen. Så hvad skal der ske? Hvordan skal afbureaukratiseringen og frisætningen af ældreområdet langt om længe tage form?

Mens ældreområdet venter på at trække sit nummer i regeringens lange reformkø, så går de spændt og venter ude i kommunerne på den her frisætning, og hvad den indebærer.

Lisbeth Knudsen

Ældreloven er kommet ind i reformkøen. Bag ved store bededags-slaget, udspillet til udmøntningen af forsvarsaftalen, beskæringerne af kandidatuddannelser på universiteterne og besparelserne på jobcentrene. Men hvornår befrielsens øjeblik indfinder sig på ældreområdet er der ingen, der ved endnu.

Så mens ældreområdet venter på at trække sit nummer i regeringens lange reformkø, så går de spændt og venter ude i kommunerne på den her frisætning, og hvad den indebærer. Frisat fra hvem og til hvad? Frisat til en hel ny decentral styringsmodel for ældreområdet, men også frisat til store lokale forskelle og forskellige fortolkninger af borgernes basale behov i ældreplejen?

Frisat til mere frit valg og mere privatisering af ældreplejen? Frisat fra både statslige og kommunale dokumentationskrav og papirarbejde? Frisat til større ansvar hos kommunalpolitikerne i forhold til at bestemme serviceniveauer frigjort fra statslige standarder og minimumskrav? Frisat fra nogle af de nuværende kontrollerende tilsyn og overgang til mere lærende eftersyn? I hvert fald frisat til den realitet, at vi skal klare os med færre ressourcer per ældre medborger i fremtiden end nu, for arbejdskraften er der ganske enkelt ikke.

Læs også

Spørgsmålene er virkelig mange. Og i kommuneland erklærer de sig parat til at gribe bolden, men er samtidig meget bevidste om, hvor ansvaret havner, når den første møgsag dukker op i medierne, efter at regler, regulativer, dokumentationskrav og sikkerhedsprocedurer er blevet skrottet og den enkelte institution har lagt sine egne procedurer og regler ind i dagligdagen i fælles forståelse med den pågældende plejehjemsbestyrelse og de pårørende. Så ved kommunerne godt, at ansvaret lander i skødet på kommunalpolitikerne, som må formodes at beholde et overordnet ansvar for området.

Hvor skal styringen af økonomi og ressourcer ligge i den her nye frisætning? Hvor ligger ansvaret, hvis økonomien kører i hegnet på den enkelte institution, som er blevet bevilget flere frihedsgrader? Institutionslederne får mange herrer at stå til ansvar overfor samtidig, hvis de både har en kommunalbestyrelse, en kommunal forvaltning og en lokal institutionsbestyrelse med pårørende og ældrerepræsentanter. Og de skal samtidig lægge mere ansvar ud til personalet, som også skal frisættes og have mere fagligt ansvar i dagligdagen.

Hvem afgør om fru Jensen kan få hjælp til sine behov i fremtiden fra det offentlige? Skal vi som borgere betale mere selv for at få ret til selv at bestemme mere? Hvordan skal visitationskravene være i fremtiden til ældrepleje og plejehjem?

Giv befolkningen og ikke mindst de kommuner, der skal arbejde med at få reformerne, tid til at få tingene til at fungere i virkeligheden og en chance for at komme med deres bedste løsningsmodeller.

Lisbeth Knudsen

Spørger man ældreministeren, siger hun, at grundtonen fra kommunen skal være, ”at spørge efter, hvad du har behov for, i stedet for at slå fast, hvad du kan få.” Det er en skøn grundtone. Det er jo et smukt princip, men noget siger mig, at vi ikke alle kan få vores behov opfyldt, præcis som vi ønsker.

Ministeren understregede forleden, at ønskerne om afbureaukratisering jo ikke var nye, men at vi til gengæld har fået en ny regering, der har en politisk parathed til at starte forfra. Også det er en smuk tilgang, som det er svært at være uenig i. Men hvordan skal velfærdsrevolutionen indfases?

Og her kommer en appel til regeringen om ikke at fremlægge en reform på ældreområdet som en tyv om natten lige som bededags-reformen eller besparelserne på jobcentrene. Giv befolkningen og ikke mindst de kommuner, der skal arbejde med at få reformerne, tid til at få tingene til at fungere i virkeligheden og en chance for at komme med deres bedste løsningsmodeller. Fastlæg nogle få overordnede principper og rettigheder for borgerne. Frisæt derefter kommunerne til at finde nye styringsmodeller og forskellige løsninger tilpasset befolkningssammensætning, rekrutteringsmuligheder og fysiske rammer i de enkelte kommuner.

Tiden for at blive ved med at tale om den utilstrækkelige ældrepleje er ved at rinde ud. Det var også et klart løfte fra de tre regeringspartier i valgkampen at gøre noget på ældreområdet, selv om valgløfter er blevet noget devalueret i kurs.

Her behøves ikke et nyt ekspertudvalg med et års arbejde foran sig på samme måde som med strukturen på sundhedsområdet eller den såkaldte Robusthedskommission ligeledes på sundhedsområdet, der skal komme med en række konkrete anbefalinger ultimo 2023. Der kan rent faktisk sættes en offentlig debat i gang nu om, hvad det er for konkrete handlinger, der skal revolutionere vores velfærdssamfund på ældreområdet. En debat som fortjener politisk ærlighed om ressourcer og prioriteringer i fremtidens ældrepleje, så frisætning ikke blot bliver et spin-ord for et lavere serviceniveau.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

Mette Kierkgaard

Ældreminister, MF (M)
ph.d. (Aalborg Uni. 2002), cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 1999)









0:000:00