Debat

Fair Løsning rækker ikke

DEBAT: S og SF's Fair Løsning er uambitiøs og diffus, mener Kim Graugaard, viceadministrerende direktør i Dansk Industri. Derfor opfordrer han de to partier til at komme med nogle bedre løsningsforslag.
Foto: DI
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er ikke godt nok at henvise til Fair Løsning. Den rækker ikke. Vi står med store udfordringer, som vi er nødt til at tage alvorligt. Derfor vil jeg opfordre S og SF til at anvise bedre løsninger.

Kim Graugaard
Viceadministrerende direktør i Dansk Industri
Fakta

Bland dig?
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected].

Af Kim Graugaard
Viceadministrerende direktør i Dansk Industri

Udfordringerne for dansk økonomi er store og kalder på løsninger. Det er et faktum, at vi har et stort offentligt underskud, der oven i købet vil vare ved i mange årtier frem, og at vi har udsigt til særdeles lav vækst i de næste mange år, fordi vi bliver færre til at bidrage.

Regeringen har spillet ud med forslaget om tilbagetrækningsreform og S-SF med Fair Løsning. De to udspil er begge relevante, men ikke ligeværdige. Regeringens forslag om at afskaffe efterlønnen er det mest konkrete og realistiske forslag, der både mindsker underskuddet og øger væksten. Der skal muligvis mere til, men en afvikling af efterlønnen vil sammen med genopretningspakken bringe os tæt på målet.

Uambitiøst udspil fra S og SF
S og SF's udspil er mindre ambitiøst og langt mere diffust. Ambitionen er at finde besparelser for 15 mia. kr. ved arbejdsmarkedsreformer, men uden at afskaffe efterlønnen. Det er uambitiøst, fordi udfordringen er betydeligt større end 15 mia. kr. Finansministeriet regner med, at der er behov for forbedringer for omkring 50 mia. kr. Så selv hvis det skulle lykkes at nå 15 mia. kr., ville det altså slet ikke række.

Dertil kommer, at forslagene til at finde de 15 mia. kr. er særdeles diffuse. Der har været mest tale om forslaget om øget arbejdstid, men det store spørgsmål er, om der er opbakning til det. Fra arbejdsgiverside er vi positive og vil når som helst gerne diskutere det. Vi kan imidlertid konstatere, at opbakningen fra fagbevægelsens side er mere vaklende, og at interessen fordufter, når realiteterne nærmer sig. Det blev tydeligt ved de offentlige overenskomstforhandlinger, hvor ønsket om øget arbejdstid blev blankt afvist af lønmodtagersiden.

Diffuse elementer
De andre elementer i Fair Løsning er lige så diffuse. Ud over forslagene vedrørende arbejdstid indeholder planen nogle forslag om ældres tilknytning til arbejdsmarkedet. Flere af disse forslag kredser om efterlønnen, men uden at tage fat om nældens rod, dvs. afskaffelse af ordningen. For eksempel vil man give efterlønnere mulighed for at arbejde mere uden modregning. Men det er slet ikke sikkert, at det forslag vil øge arbejdsudbuddet, for der er jo også risiko for, at flere med sådanne regler vil finde efterlønnen endnu mere attraktiv end i dag.

Et andet eksempel er forslaget om at gøre efterlønspræmien mere synlig ved at udbetale den løbende. Det er svært at tro, at det vil ændre noget som helst. Det forudsætter i hvert fald, at folk er betydeligt mere kortsynede, end tilfældet nok er. Endelig indeholder planen en række øvrige forslag, der ligeledes har tvivlsom effekt. For eksempel foreslås en ny CSR-afgift på virksomheder. Det har snarere en skadelig effekt end en gavnlig. Øgede afgifter på erhvervslivet presser konkurrenceevnen og risikerer at føre til tab af arbejdspladser herhjemme.

Det er ikke godt nok at henvise til Fair Løsning. Den rækker ikke. Vi står med store udfordringer, som vi er nødt til at tage alvorligt. Derfor vil jeg opfordre S og SF til at anvise bedre løsninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Graugaard

Viceadm. direktør, Dansk Industri, næstformand for Industriens Pension
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1987)

0:000:00