Forfatter: Det er ondskabsfuldt at tage modet og håbet fra syge mennesker

DEBAT: De seneste års beskæftigelsesreformer og en vilkårlig kommunal forvaltningspraksis har påført mange syge, forulykkede og traumatiserede mennesker yderligere afmagt. Det leverer en ny bog 24 vidnesbyrd om, skriver Lisbeth Riisager Henriksen.

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter

Det er et generelt problem, at de seneste års reformer af førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og sygedagpenge og en sine steder vilkårlig kommunal forvaltningspraksis har påført mange syge, forulykkede og traumatiserede mennesker yderligere afmagt.

Det kom for eksempel meget tydeligt til udtryk i februar 2018 i et 24 timers-maratonarrangement på Christiansborg – 24 timer for de reformramte.

Her kunne man høre oplæsninger af flere hundrede beretninger fra syge mennesker, som er blevet ramt af disse reformer og af grim forvaltning forskellige steder i beskæftigelsessystemet.

En stærk og sjælden udgivelse
Oplæsningen var arrangeret af de sociale modstandsbevægelser Jobcentrets Ofre, Næstehjælperne og Bekæmp Fattigdom Nu i samarbejde med Alternativet og Enhedslisten.

Den blev live-streamet på Facebook og gjorde et meget stort indtryk på mig.

Nu foreligger der en bog med 24 udvalgte beretninger herfra, De reformramte.

Den er redigeret af Chili Turèll, Susanne Jakobsen og Margit Ernst og udkommet på Forlaget Udenfor i december 2018.

Det er en stærk og sjælden bogudgivelse, fordi den lader de reformramte selv komme til orde.

Den ligner i øvrigt en anden bogudgivelse, Stemmer fra dybet, som er redigeret af Dorte Hummelshøj Jakobsen og udkommet på forlaget Candied Crime i oktober 2018.

Lægefaglige vurderinger fordrejes og ignoreres
Når man læser en række beretninger i streg, så bliver strukturelle mønstre meget tydelige.

Det er et gennemgående træk for alle beretningerne i De reformramte, at de sygdomsramte ikke blot oplever at være udsat for uretfærdig lovgivning.

Nogle af dem har gået ubehandlet med alvorlige traumer eller sygdomme i mange år, før nogen i sundhedssystemet har villet tro på dem, give dem de rette diagnoser og tilbyde dem relevant behandling.

I mange af beretningerne optræder der også magtfulde kommunalt ansatte, der ikke anerkender deres sygdomme og funktionsnedsættelser, men presser dem ud over evne og truer med sanktioner, hvis de ikke lever op til umulige krav.

Eller ansatte fordrejer eller ignorerer lægefaglige dokumenter og vurderinger.

Det er beretninger om socialfaglig inkompetence og om kafkaske tilstande, hvor behandlingen fremstår meningsløs og umyndiggørende, og hvor der ikke er nogen retssikkerhed overhovedet.

En labyrint uden udgang
Det er tilstande, som folk sammenligner med juridiske processer, hvor de bliver dømt af myndigheder uden at kunne få at vide, hvad sagen handler om, eller hvad der er dens præmisser.

Labyrinter uden udgang i den anden ende er et dækkende billede af tilstanden. Eller billedet af et ludospil, hvor kommunens folk har magt til at sende dem "tilbage til start", som var de ludo-brikker. Det er meget alvorlig kritik.

De beskriver et social- og beskæftigelsessystem, som i mange tilfælde direkte modarbejder deres behandling i sundhedssystemet.

Vidner om mennesker, der er kommet til systemet på grund af invaliderende sygdomme eller andre livsomstændigheder, men som i systemet bliver påført yderligere erfaringer af afmagt, uvished, utryghed, social deroute, stress- og belastningstilstande, depression, angst og PTSD.

Sammenligninger med psykisk vold
Således sammenlignes beskæftigelsesforvaltningen i beretning nummer fem (anonym) med psykisk vold:

"Det minder om det samme, som jeg blev udsat for i mit psykisk voldelige ægteskab. Min krop og mit sind reagerer på det på samme måde. Jeg får svedeture, lider af søvnløshed, jeg er meget grådlabil, bliver vred, isolerer mig, har manglende energi og manglende lyst til livet."

Og i beretning nummer 21 (anonym) reflekteres der over systemstrukturen bag denne psykiske vold:

"Sagsbehandlernes behandling er som et overgreb, hvor man bliver trængt op i en krog. Man isoleres fra andre og får selv tildelt skyld for sin situation. Man bliver truet på sin økonomiske overlevelse, talt ned til og hjernevasket (…). De har fuldstændig magt over vores fremtid. Og det er struktureret, så de kan pege på en anden person eller en forvaltning eller en organisatorisk enhed, hvis man konfronterer dem med utilfredshed. (…) Jeg forstår godt, når folk bryder helt sammen."

Uvished om fremtiden
Det er som en snebold, der ruller og ruller, efterhånden som den allestedsnærværende ventetid i systemets labyrinter og meningsløse indretning går.

Det er år ud og år ind med uvished om fremtiden – i nogle tilfælde op til flere årtier.

Således reflekterer beretning nummer 19 (Christian Danvill) over tidsperspektivet for arbejdsprøvninger og sagsbehandling efter at have været på kontanthjælp i hele 27 år:

"… tiden klinger ud og bliver en uerstattelig pris på den yderste dag. (…) en tredjedel af mit liv er nu brugt på at udrede mig. (…) Fastlåst i usynlige lænker. Fanget på ubestemt tid. Og reflekterende over den forbrydelse, jeg åbenbart har begået ved at blive syg i Danmark. Så er det uundgåeligt at sammenligne med den hårdeste fængselsstraf, man eksekverer i Danmark."

Afmagt og håbløshed
Endelig er der beretninger om mennesker, der simpelthen har givet op og har taget deres liv.

Derom handler blandt andre beretning nummer ti (Kirsten Poulsen om sin afdøde brors historie).

Og så er der beretninger, der som nummer 16 (anonym) fortæller om mislykkede selvmordsforsøg, eller som i nummer 14 (Jørgen A. Madsen) overvejer selvmord.

Bogens beretninger vidner om nedstigning i afmagtens og håbløshedens land.

Den afmagt og håbløshed gør kun folk mere syge og nedbryder den arbejdsevne, de eventuelt måtte have haft lidt af i behold, da de første gang kom ind i systemet. Og den går også ud over børnene.

Beretning nummer et (anonym) har en meget tydelig fordømmelse af denne praksis:

"Det er meget ondskabsfuldt at tage modet og håbet fra et menneske, ikke mindst når det gælder mennesker, der er syge."

Det sidste tages fra dem
Ja, det er ondskabsfuldt!

Tager man modet og håbet fra syge mennesker, så tager man det allersidste fra dem. Og det er nærmest en overskrift for hele den kritik, som mange andre, herunder også jeg selv, igennem årene har givet af reformpolitikken og den manglende retssikkerhed og værdighed i dele af beskæftigelses- og socialforvaltningen siden vedtagelsen af reformen af førtidspension og fleksjob i 2012 med daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i spidsen.

Man har kunnet finde utallige andre eksempler i pressen og i Facebook-grupper på lignende uværdig behandling af mennesker som dem, der er bragt i nærværende bog, og som jeg har fremhævet her.

Kritikken kan ikke afvises
Derfor mener jeg ikke, at forligskredsen kan fortsætte med i det store hele at afvise kritikken af reformpolitikken og af forvaltningen af den ved at tale om undtagelser.

Tusindvis og atter tusindvis af mennesker kan ikke alle sammen helt undtagelsesvist være blevet udsat for dårlig behandling, som ikke var i overensstemmelse med de politiske intentioner bag lovgivningen.

Når lignende behandling gives til tusindvis af mennesker, så skyldes det, at den er sat i system. Derfor er det et politisk ansvar at ændre selve systemet.

Lovgivningen skal ændres grundlæggende
Bogen kommer i sit forord, som er skrevet af Susanne Jakobsen, Marianne Rasmussen og Torsten Gejl (ALT), med en direkte appel til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og forligskredsene bag de nævnte reformer om lovændringer, som kan give syge og udsatte mennesker den hjælp, de faktisk har brug for, og så de kan leve værdige liv og blive sat frie.

I særlig grad appelleres der til at ændre lovgivningen om førtidspension og fleksjob grundlæggende, når beskæftigelsesministeren og forligskredsen bag denne reform efter sigende snart vil evaluere den – noget, de i øvrigt mange gange har udmeldt og så alligevel udskudt at gøre.

Det er ændringer, som vi allerede har ventet mange år på nu – jeg har selv foreslået 14 grundlæggende ændringer.

Vil ikke blive glemt
Jeg tilslutter mig opfordringen fra forordets sidste side:

"Vi håber, at forligskredsen præsenterer forbedringerne af førtidspensions- og fleksjobreformen før et kommende valg, så vi alle sammen har mulighed for at bedømme resultaterne, før vi skal til stemmeurnerne. Og hvis forligskredsen forpasser muligheden for at vise forbedringer af reformen før et valg, vil det blive tolket som en hån mod de tusinder af danskere, der tæller deres dage i sygdom, armod og elendighed. Det vil ikke blive glemt."

Forrige artikel DA: Stressede danskere kan sagtens føle sig sunde DA: Stressede danskere kan sagtens føle sig sunde Næste artikel Brancheforening til kommuner: Vi kan nedbringe det offentlige sygefravær Brancheforening til kommuner: Vi kan nedbringe det offentlige sygefravær