Debat

Fremtiden er faglært

DEBAT: Antallet af faglærte vil falde i fremtiden, og for at fremtidssikre arbejdsstyrken skal der sættes fokus på voksenlærlinge-ordningen, mener Jan Hendeliowitz, regionsdirektør i beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Jan Hendeliowitz
Regionsdirektør i beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland

"Fremtiden er faglært" er slogan for en kampagne, jobcentrene i Østdanmark og Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland gennemfører i samarbejde her i foråret.
Sigtet er at få flere i gang som voksenlærlinge. Kampagnen har desuden til formål generelt at styrke jobcentrenes samspil med virksomhederne. Konsulenter fra jobcentrene vil besøge 2.000 virksomheder i Østdanmark.

Baggrunden for kampagnen er, at der på sigt er risiko for ubalance på arbejdsmarkedet. Antallet af faglærte i arbejdsstyrken vil falde i årene fremover. Flere skal have en faglært uddannelse, så virksomhederne kan få opfyldt deres efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft.

Voksenlærlingeordningen retter sig mod personer over 25 år. Virksomheden kan få tilskud til ansættelsen, hvis voksenlærlingen ikke har en uddannelse i forvejen eller har en forældet uddannelse. Desuden skal uddannelsen være inden for et område med gode jobmuligheder.

En ekstra chance
Vi ved godt i beskæftigelsessystemet, at voksenlærlingeordningen yder et relativt beskedent bidrag til gruppen af faglærte på det danske arbejdsmarked. Den primære vej til en faglært uddannelse går via ungdomsuddannelserne, og det er afgørende, at flere unge kommer i gang med og afslutter en erhvervsuddannelse.

Voksenlærlingeordningen er en fordel for den enkelte, for virksomheder og for samfundet. Kampagnen "Fremtiden er faglært" sætter fokus på muligheden for at blive voksenlærling. Samtidig skal vi på alle fronter styrke indsatsen for at få flere unge til at gennemføre en uddannelse. Det er ikke et enten eller. Det er et både og.

Jan Hendeliowitz
Regionsdirektør i beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland

Vi har stadig en alt for stor gruppe unge, som forlader uddannelsessystemet efter folkeskolen. Der skal være tilbud om uddannelse til alle unge - også unge med svage forudsætninger. Det er en vigtig opgave for erhvervsuddannelserne at tiltrække disse grupper af unge og sikre, at de får mulighed for at gennemføre.

Voksenlærlingeordningen er imidlertid en ekstra chance for den gruppe, som måske var skoletræt eller droppede ud af deres uddannelse. For den gruppe, som gerne lige ville tjene lidt penge, inden de skulle i gang med uddannelsen - og som aldrig kom i gang, men nu som voksne har opnået joberfaring.

Lærlingene har høj motivation
Mange voksenlærlinge har høj motivation og et stærkt ønske om en uddannelse. 31-årige Hussein fra Ishøj, som står frem i forbindelse med kampagnen, er et rigtigt godt eksempel. Han var ledig, da han startede som voksenlærling i et malerfirma i Slagelse.

Som Hussein siger om det at være voksenlærling: "Du lærer et fag, og du fremtidssikrer dig økonomisk. Derudover betyder det meget for mig at have papir på noget udover min studentereksamen. Det er jo ikke kun et bevis i hånden, man får, det er jo også en identitet i sig selv".

Hussein ser uddannelsen som en fantastisk platform: Om 20-30 år vil han helt sikkert stadig være i faget - men måske som selvstændig eller som malerkonduktør, siger han.
Et andet eksempel er 51-årige Karen, som de seneste fire år har arbejdet som rengøringsassistent på Nykøbing Falster Sygehus. Hun er i gang at uddanne sig til serviceassistent via voksenlærlingeordningen.

"Det er både en fordel for min arbejdsgiver og for mig. Hun kan bruge mig til at aflaste på nogle nye områder, og jeg får en anden tilfredsstillelse, fordi jeg bliver udfordret", fortæller Karen, der ikke tøvede et øjeblik, da hendes arbejdsgiver tilbød hende en uddannelse som serviceassistent og et større ansvarsområde på arbejdspladsen. Med uddannelsen som serviceassistent bliver arbejdsopgaverne mere varierede, for Karen kan fremover arbejde også med tilberedning af fødevarer, og hun kan varetage portørfunktioner.

Både og
Hussein og Karen formulerer hermed præcis det, der er baggrunden for kampagnen. Uddannelse giver flere muligheder på arbejdsmarkedet og reducerer risikoen for ledighed, samtidig med at den enkelte får bedre løn og jobkarriere.

Voksenlærlingeordningen er en fordel for den enkelte, for virksomheder og for samfundet. Kampagnen "Fremtiden er faglært" sætter fokus på muligheden for at blive voksenlærling. Samtidig skal vi på alle fronter styrke indsatsen for at få flere unge til at gennemføre en uddannelse. Det er ikke et enten eller. Det er et både og.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan Hendeliowitz

Regionsrådsmedlem (S), Region Sjælland
cand.polit. (Københavns Uni. 1977)

0:000:00