Debat

Grøn arbejdsgiver og fagboss: Den grønne produktion skal være på danske hænder

De seneste års kriser har vist os, at det er afgørende at have fremtidens grønne industri i Danmark. Det er til gavn for både klima og danske arbejdspladser, skriver Claus Jensen og Niels Brix.

Det bliver afgørende at beholde Danmarks styrkeposition på for eksempel vindmølletårne, skriver Claus Jensen og Niels Brix. Arkivfoto.
Det bliver afgørende at beholde Danmarks styrkeposition på for eksempel vindmølletårne, skriver Claus Jensen og Niels Brix. Arkivfoto.Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix
Niels Brix
Claus Jensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De seneste år har kriserne stået i kø: coronapandemien, krigen i Ukraine og den igangværende energikrise. Det er kriser, som på hver deres måde har udfordret vores samfund.

Men vi mener også, at kriserne til sammen har givet os et svar: Det er afgørende at have fremtidens grønne industri på danske hænder. Desværre er vi bekymrede for, om Danmark politisk tør tage de nødvendige greb i brug i tide for at være på forkant med udviklingen.

Lad os spole tiden tilbage til 2020. Da coronakrisen ramte os, blev nogle beslutningstagere overraskede over, at vi pludselig var afhængige af mundbind og værnemidler produceret på andre kontinenter. At virksomhedernes forsyningskæder blev udfordret – uanset om det gjaldt mikrochips eller elektronik. Og at det pludselig ikke var ligegyldigt, hvor i verden de livsvigtige vacciner skulle produceres. Her betalte vi prisen for, at produktion gennem mange år var sendt østpå. Særligt til Kina.

Grønne udbud
Da Rusland invaderede Ukraine 24. februar 2022, blev nogle overraskede over, hvor afhængige vores samfund og virksomheder i virkeligheden er af russisk gas og af den energi, som kommer udefra. Fremtidens politik bliver nødt til at tage endnu bedre højde for de megakriser, som kan ramme os. Kriserne viser os nemlig, at der er brug for et stærkt produktionsdanmark. Sikkerhedspolitik og danske arbejdspladser hænger nemlig i den grad sammen. Hvis du spørger os, må og skal fremtiden være ”made in Denmark” og ”made in Europe”. 

Det er afgørende, at Danmark er på forkant og ikke sender gode, grønne arbejdspladser østpå

Claus Jensen og Niels Brix

Vi ser ind i en fremtid, hvor den grønne omstilling tager fart over hele verden. Her er det afgørende, at Danmark er på forkant og ikke sender gode, grønne arbejdspladser østpå. I dag har Danmark for eksempel en styrkeposition på vindmølletårne.

De bliver produceret af flere hundrede dygtige smede, svejsere og industriteknikere – for eksempel i Rødekro. Mellem 2025 og 2030 skal der på globalt plan sættes vindmøller op i et omfang, som er større end nogensinde før. Derfor bliver det afgørende at fastholde denne styrkeposition på danske hænder. Til gavn for både klimaet og danske arbejdspladser. 

Der er flere veje frem – for eksempel at gøre vores udbud grønnere. Så vi sikrer, at grønne hensyn bliver tilgodeset, når der skal bygges vindmølleparker. For det første skal vi anvende de nye muligheder i EU’s udbudskriterier om statsstøtte. Fremover er det nemlig muligt at lade 30 procent af udbudskriterierne handle om andet end pris. Det vil for eksempel være oplagt, at budgiverne på fremtidens udbud af vindmølleparker bliver vurderet på, i hvor høj grad de lever op til bæredygtighedskravene i EU’s taksonomi. 

Fødekæde af faglærte bør sikres
For det andet bør budgivere i fremtiden fremlægge såkaldt ESG-dokumentation, så man kan udregne det samlede CO2-aftryk for hele tilbuddet for alle dele af værdikæden. Dermed kan det indgå som kriterium, hvilken virksomhed, der kan levere det samlede mindste CO2-aftryk. 

For det tredje bliver det helt afgørende at sikre en god fødekæde af faglærte, som skal bygge den grønne omstilling både nu og her frem mod 2030 – men også på langt sigt. Ved at anvende EU's udbudskriterier skal vi altså vægte virksomhedernes sociale ansvar langt højere, end vi gør i dag. For eksempel virksomhedernes ansvar for at tage lærlinge og bidrage til at flere unge tager en erhvervsuddannelse. Så vi får rigeligt med flittige hænder ud på virksomhederne i produktionsdanmark.

Forhåbentlig kan vi snart lægge de igangværende kriser bag os. Men vi ved, at nye kriser kan opstå pludseligt. Vi håber, at danske beslutningstagere vil bruge fortidens kriser som afsæt for at sikre mere grøn produktion på danske hænder – til gavn for klima og danske arbejdspladser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Jensen

Forbundsformand, Dansk Metal, formand for CO-industri, Arbejdernes Landsbank og Industriansatte i Norden, i forretningsudvalget for FH
Plade- og konstruktionssmed (Odense Staalskibsværft 1985)

0:000:00