Debat

Jyske Bank: Private aktører skal sikre fremtidens faglærte

DEBAT: Det offentlige alene kan ikke nå målet om 25 procent faglærte i 2020. Cabi, Skolelederforeningen og Jyske Bank vil gøre det mere attraktivt for unge at vælge en erhvervsuddannelse, skriver CSR-direktør i Jyske Bank Lene Hjorth.

I projektet Flere Kloge Hænder samarbejder private aktører for at genetablere den faglige interesse og stolthed omkring håndværkerfagene hos skoleelever, skriver Lene Hjorth fra Jyske Bank.
I projektet Flere Kloge Hænder samarbejder private aktører for at genetablere den faglige interesse og stolthed omkring håndværkerfagene hos skoleelever, skriver Lene Hjorth fra Jyske Bank.Foto: /ritzau/Joachim Adrian/
Julie Arnfred Bojesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lene Hjorth
Direktør for Koncern CSR, Jyske Bank

Mindre end hver femte unge (18,5 procent) i Danmark vælger en erhvervsuddannelse. Politikerne har med den tre år gamle erhvervsuddannelsesreform den ambition, at mindst 25 procent af en årgang i 2020 skal blive faglærte.

74 procent af de unge, der ikke vælger gymnasial uddannelse, søger ind på erhvervsuddannelser, men eksperterne er enige om, at samfundet skriger på langt flere unge med ”kloge hænder”. Dagens uddannelsestilbud rummer et bredt spektrum af uddannelser inden for bygge og anlæg, design, medier, it og sundhed ud over de klassiske håndværkerfag.

Men det er ikke kun samfundets behov, vi her tænker på. Det er de unges muligheder i fremtiden for at udvikle deres kompetencer og for at få et godt liv. For mange unge er et langvarigt studie uden realistiske jobmuligheder et rigtigt dårligt valg. Især når de kunne blive gladere ved at gå en anden vej.

Jeg skal ikke her ind i en diskussion med ministeriet, blot konstatere, at vi er en håndfuld partnere, der måske har nøglen til en løsning.

Lene Hjorth
CSR-direktør, Jyske Bank

Private aktører
Ifølge Berlingske (27. december) tvivler undervisningsministeren på, at det lader sig gøre at nå de 25 procent, men at hun og embedsmændene arbejder på sagen. Jeg skal ikke her ind i en diskussion med ministeriet, blot konstatere, at vi er en håndfuld partnere, der måske har nøglen til en løsning.

Vi er meget konkrete på, hvordan det kan gøres og har allerede gode erfaringer fra tidligere projekter, hvor det er lykkedes at tiltrække unge til erhvervsuddannelserne. Ligesom vi har fire pilotprojekter på tegnebrættet til 2018, og som forhåbentlig vil inspirere andre til at trække på samme hammel.

Sagen er den, at vi mangler 70.000 kloge hænder. Og kunne det tænkes, at der var andre aktører end det offentlige, der kunne sørge for, at vi når i mål?

Skal genoprette faglig stolthed
Cabi (Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats), Skolelederforeningen og Jyske Bank vil med projekt Flere Kloge Hænder forsøge at gøre det mere attraktivt for unge at vælge en af de hundredvis af praktiske uddannelser, der eksisterer.

De unge skal allerede i udskolingen inspireres til at overveje en praktisk uddannelse som begyndelsen på en karriere, der ikke kræver et gymnasieforløb. Der skal være stolthed i at vælge en praktisk uddannelse, og (skoletrætte) unge bør ikke se en faglig uddannelse som den ”næstbedste løsning”. Tværtimod.

Vi har i samfundet reelt brug for dygtige unge, der primært vil arbejde med hænderne, og det er præcis det, vores projekt Flere Kloge Hænder ønsker at løse.

Reel praktisk erfaring skal inspirere
Hvad er det så, partnerskabet bag projektet vil, og hvad går de fire pilotprojekter ud på?

Idéen er, at udvalgte skoler og elever i 8.-10. klasse i skoletiden deltager i en håndværksmæssig forskønnelse eller forbedring af et lokalt område, bygning eller lokale valgt af de unge og som efterfølgende vil komme de unge, lokale beboere og lokalmiljøet til gode.

Det kan være et ungdomsklubhus, et fællesareal i et boligområde, et gartnerprojekt og lignende. Projektet planlægges og gennemføres med en lokal projektleder og i tæt samarbejde med den lokale erhvervsskole, lokale håndværksmestre samt selvfølgelig deres folkeskole, der også skal stå for, at undervisningen indeholder de målsætninger, ministeriet kræver.

Selve forskønnelsen, eller den valgte forbedring, tager en til to uger, hvor de unge i praksis arbejder med forskellige håndværksmæssige discipliner under kyndig vejledning af håndværksmestre og erhvervsskoleundervisere.

Både før og efter det praktiske arbejde inddrages de unge i opgaveløsning og refleksion målrettet projektet – dels med fokus på at planlægge, gennemføre og evaluere projektet i praksis, og dels med fokus på at få mere viden om erhvervsliv, uddannelsesmuligheder og karriereveje.

Der er med andre ord tale om undervisning i dansk, matematik, geometri, formidling og samfundsfag, og så selvfølgelig de praktiske fag, som de stifter bekendtskab med "ude i marken”.

Alle bør bidrage til at løse problemet
Hvorfor ønsker et utraditionelt partnerskab som CABI, Skolelederforningen og Jyske Bank at arbejde med et projekt af den karakter? Fordi vi har interesse i at støtte iværksættere og virksomheder generelt til at få kvalificeret arbejdskraft og dermed succes og vækst.

Hvis Danmark mangler faglært arbejdskraft, så skal vi naturligvis bidrage, hvor det giver mening. Og hvor vi har erfaringerne med at løse et samfundsproblem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00