KL: Reform kræver tid og økonomi

Af Jacob Bundsgaard
Formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg

1. januar trådte reformen af førtidspensions- og fleksjobområdet i kraft. Det er en stor og omfattende reform, som vi i kommunerne ser meget frem til at tage fat på at få implementeret.

KL og kommunerne har under hele forløbet været enige med det politiske flertal i Folketinget om intentionerne i reformen. Det er vi stadig. Det er en god og nødvendig reform.

Det er dog indlysende, at det bliver vanskeligt for kommunerne at være helt klar med alle dele af reformen fra 1. januar. Reformen blev først vedtaget 19. december sidste år, og det giver kommunerne en helt urimelig kort frist på fire arbejdsdage til at implementere lovgivningen.

Det har ministeren heldigvis også udtrykt forståelse for.

Økonomien er ikke på plads
Den korte tidsfrist er dog ikke det eneste vanskelige vilkår for implementeringen. Økonomien er nemlig langt fra på plads. Forhandlingerne om økonomien er knap nok kommet i gang, før lovforslaget er trådt i kraft.

Det er utilfredsstillende, og den korte tidsfrist betyder, at der heller ikke har været tid til at luge ud i de mest bureaukratiske forslag.

Forventningerne til, at en øget indsats fra kommunerne skal skabe store forandringer og hjælpe flere ud på arbejdsmarkedet, er store.

For eksempel skal etableringen af rehabiliteringsteams, der kan sikre koordinering på tværs, udløse en "socialpolitisk revolte", som beskæftigelsesministeren udtrykker det i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner i december 2012. Derfor er det paradoksalt, at der overhovedet ikke er afsat ressourcer til at løse denne opgave.

Manglende midler
Der er desværre ikke afsat midler til de opgaver, som for alvor forventes at rykke. Ingen penge til den koordinerende sagsbehandling. Ingen penge til øget opfølgning og tæt kontakt mellem de kommunale medarbejdere og de berørte borgere. Ingen penge til rehabiliteringsteamene.

Det er vanskelige kår for at skabe de nødvendige forandringer for de mennesker, det hele handler om.

Der er også knyttet en række bureaukratiske proceskrav til reformen, som der ikke har været tilstrækkelig politisk opmærksomhed omkring, da det kan forekomme som detaljer. Men det er lige præcis summen af de mange detaljer, der besværliggør kommunernes løsning af opgaven.

Et godt eksempel er samarbejdet mellem kommuner og læger, hvor loven og fortolkningen heraf indebærer meget rigide regler for, hvordan samarbejdet skal foregå. Det betyder nye procedurer, nyt papirarbejde og flere udgifter i kommunerne.

Unødigt bureaukrati
Det er en unødig bureaukratisering, men desværre nok et strålende eksempel på, hvorfor afbureaukratisering er så vanskeligt at realisere i praksis, når man fra centralt hold vil detailregulere kommunerne.

Et andet eksempel er forslaget om, at regionerne får monopol på sundhedsfaglig rådgivning, og at regionerne skal deltage med en sundhedskoordinator i kommunens visitationsproces.

Det er uhensigtsmæssigt, fordi der i sundhedssektoren er mange forskellige holdninger til, hvad der er den bedste løsning i en given sag.

Problemet med et regionalt monopol er, at der er stor risiko for, at det bliver dyrere, dårligere og mere forvirrende for borgerne. Det er samtidig helt afgørende, at den benyttede sundhedskoordinator samarbejder om den overordnede målsætning - færre på førtidspension. Men dette samarbejde er der ingen garanti for.

Der er heller ingen dokumentation for, at regionerne yder bedre sundhedsfaglig rådgivning end de socialmedicinske enheder i kommunerne.

Det samlede arbejdsmarked har et stort ansvar for at sikre, at færre bliver nedslidte. Reformen hjælper godt på vej - men udfordringerne med implementeringen i kommunerne er store, når der hverken følger tid eller økonomi med, men derimod mere bureaukrati.