Krigen overdøvede 1. maj

Der var ikke meget arbejderklasse eller kampdag i statsminister Mette Frederiksens (S) tale på arbejderklassens internationale kampdag. På en 1. maj, der for første gang i tre år kunne holdes ”live”, var det mere i rollen som statsminister end som socialdemokratisk partiformand, Mette Frederiksen talte.

På linje med de andre partiledere talte S-formanden ikke i Fælledparken, der denne gang var reserveret til fagbevægelsens ledere. Men intet tyder nu på, at Mette Frederiksen overhovedet har tænkt sig at tale i Fælledparken, så længe hun er statsminister. S-formanden er ret sensitiv over for den uro og tilråb, der ofte hører med på den store københavnske arena.

Ukraine
Det var fra starten krigen i Ukraine, der fyldte i Mette Frederiksens tale, en krig der er blevet det absolutte omdrejningspunkt for det meste af regeringens politik.

Den grønne omstilling blev igen kædet sammen med konflikten med Putin, og S-formanden drømmer om, at ”Danmark bliver det land, der baner vejen for et grønt Europa. Som tilbyder et grønt dansk alternativ til den sorte, russiske gas.”

Med den internationale krise kan Mette Frederiksen lægge endnu et argument på bordet for den grønne omstilling, Et sikkerhedspolitisk argument, der kan være effektivt over for den del af det socialdemokratiske vælgerkorps, der ikke er vildt begejstret for den grønne dagsorden.

9. april-kortet smidt på bordet
Krigen i Ukraine blev også trukket frem som hovedargumentet for at stemme ja til at afskaffe Danmarks forsvarsforbehold i EU.  Og her blev der slået på den store tromme – med toner helt tilbage til d. 9. april 1940.

"2. verdenskrig viste os faren ved at stå alene. Et lille land tvunget i knæ af et større. ”Aldrig mere en 9. april”. Sådan lyder tidligere statsminister Hedtofts berømte ord. Det er ord, der med god grund er gengivet gennem generationer. Og ikke siden dengang har betydningen af de ord været vigtigere,” sagde Mette Frederiksen, der ikke overraskende konkluderede:

”Danmark er for lille til at stå alene med et forsvarsforbehold i Europa.”

Det helt afgørende for statsministeren at få lavet koblingen mellem krigen i Ukraine og folkeafstemningen, for det er det eneste, der kan forklare hendes egen 180 graders vending i forhold til at holde en afstemning om forbeholdet.  

Om vælgerne så deler opfattelsen af, at der en direkte kobling mellem Danmarks forsvarsforbehold i EU, 9. april og Ukraine, er en anden sag.

Som det er en stolt tradition i en 1. maj-tale, var der også lidt kant til de borgerlige:
”Liberal Alliance vil halvere dagpengene. Søren Pape vil afskaffe Arne-pensionen. Mon ikke alle kan se frem til mindre klima og biodiversitet - og de unge til store besparelser på deres uddannelser den dag, der kommer en borgerlig regering,” lød det fra Mette Frederiksen.

Smæk til de blå
Modsætningen til de borgerlige tilsat en snert af klassekamp var der også i talerne fra SF og Enhedslisten.

SF-formand Pia Olsen Dyhr udvidede de blå modstandere til også at omfatte Radikale:

 ”Jeg er lodret uenig med De Radikales leder. Sofie Carsten Nielsen, når hun for nogle uger siden pludselig åbnede op for igen at lade pensionsalderen stige. Lodret uenig,” tordnede SF-formanden efterfulgt af et ”Nu kender vi De Radikale igen.”  

Pia Olsen Dyhr har en friere hånd end Mette Frederiksen til at uddele slag til Radikale, og der er ingen tvivl om, at det passer socialdemokraterne ganske godt, at SF-formanden påtager sig den rolle.

SF-formanden fremhævede ligeledes den grønne omstilling som svar på Putin, og hun døbte den grønne energi til at være ”frihedsenergi”.

Trange tider forude
Men Pia Olsen Dyhr forberedte også danskerne på, at det bliver svære tider. Hun vil i god tid forventningsafstemme med sine vælgere:

”Jeg kunne jo godt stå her på Arbejdernes Internationale Kampdag og holde en flammetale om alle de krav og forventninger, som det ene eller det andet fagforbunds medlemmer med god ret kunne kræve.”

”Jeg kunne godt tage de lette stik hjem og lade som om, dette var en 1. maj. som alle de andre, vi har oplevet sammen. Men det ville være at stikke jer blår i øjnene. For ikke meget er helt, som det plejer, når man kigger på de begivenheder, der præger verden lige nu.” 

Uden at nævne de ekstra 18 mia. om året, der nu skal bruges på forsvaret, forsøgte SF-formanden allerede nu at gøre det klart, at de næste år ikke bliver nogen fest. Den forventningsafstemning kan især være nyttig, hvis SF får held til at komme med i den næste regering.

Villadsen på hjemmebane
Den skarpeste 1. maj-tale kom ikke overraskende fra Enhedslistens Mai Villadsen, der givetvis har været lettet over endelig at kunne tale om andet end partiets problemer med Nato og sikkerhedspolitik.

Nu kunne hun endelig koncentrere kræfterne om at hakke til mod sine borgerlige modstandere:

CEPOS’ cheføkonom blev beskyldt for ”blind arrogance”, fordi han har udtalt, at han håber ”krisen vil lære os noget om sparsommelighed.”

Søren Pape Poulsen (K) og Jakob Ellemann (V) blev sammenlignet med elefanter, der ”kan virke søde, sjove og sociale”, men som ”hører til blandt de farligste dyr i verden”.

”Ellemann og Pape taler om velfærden i bløde, rare og venlige vendinger. Men ved I hvad. De er ikke velfærdens, de fattigstes eller arbejdernes ven. De er lodret imod Arne-pensionen, de vil privatisere store dele af vores velfærd. Og de vil ikke stemme for, at der skal følge flere penge med til velfærden, når der kommer flere børn og ældre,” konkluderede Enhedslistens frontfigur.

Streger til en valgkamp
Der kom ingen nyheder på denne 1. maj, men en række af temaerne til den kommende valgkamp blev tydeliggjort:

Mette Frederiksen vil – suppleret af SF og Enhedslisten – slå hårdt på, at de borgerlige er parat til at rulle Arne-pensionen tilbage. Her har V og K ret uforsigtigt genoplivet et emne, der var sællert for socialdemokraterne i sidste valgkamp.

Det blev også tydeligt, at de tre partier vil gå hårdt til de borgerlige, fordi de ikke vil stemme for en velfærdslov, så pengene følger det demografiske træk.

Og så skal Radikale nok forberede sig på en del skærmydsler med de to andre støttepartier i selve valgkampen. Som 1. maj antydede kommer SF og Enhedslisten til at slå løs på Radikales mere borgerlige fordelingspolitik.