Menneskeretsinstitut: Stram ligebehandlingsloven for at bekæmpe seksuel chikane

DEBAT: Ofre for seksuel chikane får næsten aldrig ret ved Ligebehandlingsnævnet eller ved domstolene. Det skal fire konkrete forslag til justeringer af ligebehandlingsloven lave om på, skriver Institut for Menneskerettigheder.

Arbejdsgivere har ifølge arbejdsmiljøloven pligt til at forebygge seksuel chikane, men den pligt er ikke afspejlet i ligebehandlingsloven. Det skal ændres, mener Maria Ventegodt. — Arbejdsgivere har ifølge arbejdsmiljøloven pligt til at forebygge seksuel chikane, men den pligt er ikke afspejlet i ligebehandlingsloven. Det skal ændres, mener Maria Ventegodt.Foto: Pressefoto

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Maria Ventegodt
Ligebehandlingschef, Institut for Menneskerettigheder

I denne tid hører vi dagligt om voldsomme eksempler på seksuel chikane på det danske arbejdsmarked. Derfor forventer man, at der må være en hel stribe sager om seksuel chikane ved de danske domstole og Ligebehandlingsnævnet.

Men der er nærmest ingen sager. Faktisk har der kun været fire sager mellem 2016 og 2019, og ingen af klagerne fik medhold.

Det kan undre, for ligebehandlingsloven indeholder et bredt formuleret forbud mod seksuel chikane, som omfatter enkeltstående begivenheder, der ikke behøver at være grove.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Mysteriet om få retssager
I 2018 blev loven strammet, efter at første bølge af #MeToo rullede ind over landet, men heller ikke det har ført til flere sager.

I 2018 blev det præciseret, at arbejdsgivere ikke kunne bortforklare seksuel chikane med, at der var et særligt frisprog på arbejdspladsen, eller at det bare var ”værkstedshumor”.

Problemet er, at det er enormt svært at påvise såkaldte faktiske omstændigheder, særligt i sager om seksuel chikane, hvor der sjældent er skriftlige beviser.
Maria Ventegodt
Ligebehandlingschef, Institut for Menneskerettigheder

Der er flere grunde til, at der næsten ikke er nogen sager i retssystemet. Helt overordnet skyldes det selvfølgelig, at ofre for seksuel chikane ikke mener, at omkostningen ved at bringe en sag ved de retslige instanser står mål med muligheden for at få ret eller med den godtgørelse, de kan få tilkendt.

En nærmere analyse af de eksisterende retssager ved domstolene og Ligebehandlingsnævnet, som er foretaget af Anette Borchorst og Lise Rolandsen Agustin fra Aalborg Universitet, viser, at antallet af civilretlige sager om seksuel chikane er meget lavt og faldet støt i de sidste mange år. Analysen understreger, at der er flere uklarheder og uhensigtsmæssigheder i anvendelsen af loven.

Fire forslag til mere effektiv ligebehandlingslov
Arbejdsmiljøloven indeholder allerede i dag en pligt for arbejdsgiver til at forebygge seksuel chikane. Men den pligt er ikke afspejlet i ligebehandlingsloven.

I dag vil en arbejdsgiver oftest blive frikendt for ansvar for seksuel chikane, hvis en kollega eller en kunde udøver seksuel chikane mod en medarbejder, selvom arbejdsgiveren ikke har opfyldt sin forpligtelse til at forebygge seksuel chikane. Det bør for det første ændres.

For det andet er det helt generelt vanskeligt for ofre for diskrimination at bevise, at en arbejdsgiver har udøvet diskrimination imod dem. Derfor har man en regel om delt bevisbyrde. Det betyder, at arbejdsgiver skal modbevise, at der er sket diskrimination, når arbejdstager påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling.

Problemet er, at det er enormt svært at påvise såkaldte faktiske omstændigheder, særligt i sager om seksuel chikane, hvor der sjældent er skriftlige beviser. Det bør præciseres, at troværdige partsforklaringer kan være en form for faktiske omstændigheder.

Sikr proces og godtgørelse
For det tredje kan Ligebehandlingsnævnet ikke høre mundtlige parts- og vidneforklaringer, som i praksis næsten altid vil være nødvendige i sager om seksuel chikane. Nævnet bør have mulighed for at give fri proces til prøvelse ved de almindelige domstole i sager, hvor de mener, at der kan være grund til det. I dag bliver sagerne bare afvist af Ligebehandlingsnævnet.

Og for det fjerde bør godtgørelser i sager om seksuel chikane være væsentligt højere i sager, hvor ofret har set sig nødsaget til at sige sin stilling op. Seksuel chikane kan sagtens være så grov og ubehagelig, at en arbejdstager er tvunget til at sige sin stilling op og dermed har mistet sit job på lige fod med arbejdstagere, som bliver uretmæssigt afskediget af diskriminerende grunde.

Ovenstående fire forslag vil gøre det mere sandsynligt, at arbejdstagere får ret i de sager, som kommer for Ligebehandlingsnævnet og domstolene.

Det kan ikke stå alene, men det vil forhåbentlig sende et stærkt signal til arbejdsgivere om, at et opgør mod seksuel chikane på det danske arbejdsmarked er påkrævet nu. Som det er nu, sender retssystemet et trist signal til arbejdsgiverne om, at de bare kan tage det helt roligt og vende det blinde øje til.

Politik har aldrig været vigtigere