Nyt syn på beskæftigelsesindsatsen

Af Jesper Bøge
Direktør i ASE

Beskæftigelsessystemet. Prøv at smage lidt på ordet. Smager det af penge? Det burde det gøre. For de resurser, vi som samfund bruger på at tage vare på, at alle vores borgere har mulighed for at bidrage på arbejdsmarkedet, udgør en af de helt store poster på statsbudgettet. Og det er ikke nogen overdrivelse at sige, at systemet er et af de politiske områder, der har allerstørst betydning for den enkelte borger.

Beskæftigelsessystemet har levet en omtumlet tilværelse og har løbende været genstand for politiske studehandler under skiftende regeringer. Når politikerne mødes til trepartsforhandlinger med det, man kalder arbejdsmarkedets parter, for at tage systemet op til revision, flyder forhandlingsbordet med rigelige mængder af både hjerteblod, ideologi og magtinteresser. 

Reformer uden debat
Men måske har de ideologiske, magtpolitiske og følelsesmæssige interesser fra de forskellige aktører været så overskyggende, at sagens egentlige kerne er gledet i baggrunden. Jeg tænker naturligvis på borgerne. Både de ledige og de beskæftigede. Sidst der skete omfattende ændringer var i 2009. Her blev man, i hvad der siden er blevet kaldt en politisk studehandel af historiske dimensioner, enige om, at kommunerne fremover skulle varetage beskæftigelsesindsatsen ikke blot for kontanthjælpsmodtagere, men også for forsikrede ledige. Altså folk, der af egen fri vilje har valgt at forsikre sig mod ledighed i forskellige a-kasser. Den reform, der blev vedtaget, fik omfattende betydning for alle, der siden har været så uheldige at komme i kontakt med systemet. Til trods for de vidtrækkende konsekvenser skete det stort set uden forudgående debat.

Vi tror ikke for alvor på, at Mette Frederiksen vil lave en total omkalfatring af det nuværende system. Men vi håber, at man forsøger at lægge dogmerne fra sig, når trepartsforhandlingerne går i gang.

Jesper Bøge
Direktør i ASE

Borgerne vil noget andet
ASE har via Rambøll fået lavet nogle analyser af befolkningens opfattelse af beskæftigelsessystemet. Der viser sig flere bemærkelsesværdige resultater, som afslører, at måden, beskæftigelsessystemet er skruet sammen på, langt fra kun er noget, der interesserer politikere og organisationsfolk.

• Ca. 60 procent mener, at beskæftigelsessystemet fungerer dårligt
• Ca. 25 procent mener, at det fungerer godt
• Ca. 15 procent svarer "ved ikke / ikke relevant"

Ser man på, hvordan folk forholder sig til det eksisterende system er skepsissen voldsom. Rambøll har tillige bedt folk tage stilling til diskussionen om, hvorvidt de i tilfælde af ledighed foretrækker at få hjælp af a-kassen, kommunen eller begge aktører. Metodemæssigt er det vigtigt at bemærke, at a-kassen ikke har stået som afsender på spørgeskemaerne.

• 5 procent foretrækker at få hjælp fra kommunen
• 60 procent foretrækker at få hjælp af a-kassen
• 15 procent foretrækker den nuværende model, hvor der er dialog med begge parter

Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at også blandt de, der står uden for a-kasse, angiver et flertal, at de hellere ville have hjælp af en a-kasse end af kommunen i tilfælde af ledighed. 

Selv den bedste spindoktor kan vist ikke vinkle disse tal i retning af, at den nuværende beskæftigelsesmodel nyder stor folkelig opbakning. Man kunne selvfølgelig hævde, at det jo bare er befolkningen. Hvad ved de om, hvordan systemet fungerer, og kan de ikke være ligeglade, så længe de er i job? Men også dette argument får modstand af fakta. Spørger man dem, som har været gennem et ledighedsforløb og i dag er tilbage i ordinær beskæftigelse, er svaret nemlig det samme: A-kassen foretrækkes som dialogpartner af langt flere end kommunen i forbindelse med ledighed. Modellen af i dag har så at sige hverken opbakning fra brugere eller bidragsydere.

ASE-modellen
Meget taler altså for, at man anlægger et nyt syn på tingene. Ikke blot en reform og lidt flytten rundt på aktører og resurser, men en decideret ny model. Vi har forsøgt at beskrive et sådant nyt syn i det, vi kalder ASE-modellen. Her står to ting i centrum: Borgerne og den offentlige økonomi (som det ikke kræver stor fantasi at føre direkte tilbage til borgernes interesser).

Grundlæggende er der tale om at anskue ledighed som et forhold, man forsikrer sig imod hos den aktør, man vurderer, er bedst egnet til at varetage ens interesser på arbejdsmarkedet. På den måde udviser modellen en høj grad af tillid til det enkelte menneskes evne til selv at ønske en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, ligesom den udviser tillid til, at markedskræfter og fri konkurrence også inden for ledighedsbekæmpelse kan være med til at skabe nye, innovative løsninger. For at opnå disse gevinster må man gøre op med talrige af de dogmer, som i dag ikke alene pålægger statskassen milliarder af kroner i unødvendige udgifter, men også står i vejen for at skabe et effektivt system, som behandler borgerne med værdighed.

Hovedtræk i ASE-modellen:

1) Ingen kommunal forankring
Gør op med den geografiske forankring. Ingen tvungen kontakt med ens hjemkommune i ledighedsperioden. Alene det forhold, at 40 procent af danskerne arbejder i en anden kommune, end de bor i, bør være argument for, at beskæftigelse ikke er en kommunal opgave. Hertil kommer, at man ikke frit kan vælge den kommune, man mener, gør arbejdet bedst, hvilket også taler i mod den geografiske forankring - den skaber ikke konkurrence.

2) Ingen statslig eller kommunal administration
Gør op med brug af offentlig administration i ledighedsbekæmpelsen over for forsikrede ledige. Al rådgivning og dialog i forbindelse med ledighed kan præcis ligeså vel foregå med de private aktører, a-kasserne, som allerede mange gange har vist, at de står klar til - og magter - at løfte opgaven uden udgifter for staten. Vi har nemlig ikke alene set, at det er det, de ledige foretrækker. Vi kan også konstatere, at flere kommuner allerede i dag udliciterer en stor del af kontakten med forsikrede ledige til netop a-kasserne.

3) Ingen faste metodekrav
De statsstyrede rammer for, hvornår en ledig har ret til dagpenge skal fjernes. De står i vejen for en individuel behandling af ledige og forhindrer, at man kan lave forskellige indsatser over for den nyuddannede økonom fra København og den afskedigede fisker fra Thyborøn. De står i vejen for at skabe ægte innovation inden for ledighedsbekæmpelse.

4) A-kasserne betaler 5 procent af dagpengene
For at sikre et incitament hos a-kasserne til at få de ledige i job, overgår en del af finansieringen af selve dagpengeudbetalingen til a-kasserne, som får et konkret økonomisk medansvar på 5-10 procent. Dermed gøres de økonomisk ansvarlige for at skaffe deres medlemmer varig beskæftigelse, hvilket ikke alene vil spare staten for milliarder i udbetalinger, men også sikre ekstra indtægter i kraft af en mere effektiv ledighedsbekæmpelse.

Dette krav om, at a-kasserne medfinansierer dagpengeudbetalingerne vil med ét slag overflødiggøre hundredvis af de procesregulerende og omkostningstunge lovkrav, kommuner og a-kasser i dag er underlagt og i stedet pege kravet i én retning, nemlig mod resultatet af indsatsen: Det kan betale sig for a-kasserne at være gode til at hjælpe folk i varig beskæftigelse.

Konkret betyder det, at det vil være nødvendigt at stille bestemte kapitalkrav til nye aktører på markedet, men dette problem får ikke nogen betydning for konkurrencen. Jeg er overbevist om, at stribevis af veldrevne forsikringsselskaber vil stå på spring for at give de allerede eksisterende aktører kamp til stregen.

5) Mere først - mindre senere
Dagpengebeløbet laves degressivt, så dagpengene udbetales efter en faldende kurve. Mere i starten - mindre senere. Dermed øges motivationen for at søge job, jo længere ledighedsperioden bliver. Samtidig vil den højere ydelse i starten gøre, at a-kassen bliver attraktiv for en større målgruppe af højtlønnede. Det betyder flere til at finansiere udgifterne og en højere grad af stabiliserende effekt på samfundsøkonomien: De, som mister indtægten midlertidigt, er stadig med til at holde hjulene i gang.

Oplæg til debat
Vi tror ikke for alvor på, at Mette Frederiksen vil lave en total omkalfatring af det nuværende system. Men vi håber, at man forsøger at lægge dogmerne fra sig, når trepartsforhandlingerne går i gang. Vi er også indforståede med, at ASE-modellen kan forekomme kontroversiel, og at mange formentlig vil være uenige nærmest per refleks. Men behovet for at tænke nyt er presserende, og få kan være uenige med os i, at det system, vi har i dag, lader meget tilbage at ønske.