Debat

PensionDanmark og ordblindeforening: Ordblindhed skal ikke være en individuel udfordring

Ordblindhed kan for mange være en barriere for beskæftigelse og opkvalificering. Det er særligt en udfordring nu, hvor der mangler faglært arbejdskraft. Derfor skal vi som samfund tage ansvar for, at flere ordblinde gør brug af ordblindeundervisning og teknologi, skriver Jakob Overgaard Jørgensen og Gry Kaalund Nicolaisen.

Mens efterspørgslen på faglært arbejdskraft stiger, deltager færre ufaglærte i ordblindeundervisning. Det er et problem, fordi ordblindhed kan være en barriere for beskæftigelse og efteruddannelse, skriver Jakob Overgaard Jørgensen og Gry Kaalund Nicolaisen.
Mens efterspørgslen på faglært arbejdskraft stiger, deltager færre ufaglærte i ordblindeundervisning. Det er et problem, fordi ordblindhed kan være en barriere for beskæftigelse og efteruddannelse, skriver Jakob Overgaard Jørgensen og Gry Kaalund Nicolaisen.Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix
Gry Kaalund Nicolaisen
Jakob Overgaard Jørgensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Fredag 8. september er det International Læsedag, hvor FN sætter fokus på skrive- og læsefærdigheder over hele verden. Og det er også en anledning til at sætte fokus på emnet herhjemme. For ordblindhed og læse- og skriveudfordringer er stadig hverdag for mange danskere, og det kan være et benspænd for at forfølge sine drømme om arbejdsliv eller uddannelse.

Samtidig har arbejdsmarkedet i større og større grad forventninger til, at ansatte har basale skrive- og læsefærdigheder. Men op mod 600.000 i arbejdsstyrken mellem 16-65 år har vanskeligt ved at læse og skrive, og her er ufaglærte og faglærte specielt udsatte. Det kan nemlig stå i vejen for at komme i beskæftigelse og opkvalificere sig.

Men for manges vedkommende er mangelfulde skrive- og læsefærdigheder en barriere for at kunne efteruddanne sig

Jakob Overgaard Jørgensen og Gry Kaalund Nicolaisen

En barriere for efteruddannelse
Det er ikke kun en udfordring for den enkelte, men for hele arbejdsmarkedet. Udviklingen på arbejdsmarkedet kalder hele tiden på nye specialiserede kompetencer, og efterspørgslen på faglærte er støt stigende.

Her peger en analyse fra Dansk Industri blandt andet på, at forgæves rekruttering af faglærte fra 2019 til 2022 er fordoblet fra 16 procent til 32 procent. Dermed er der potentiale i at opkvalificere og efteruddanne sig til at imødekomme arbejdsmarkedets efterspørgsel på specialiseret arbejdskraft.

Men for manges vedkommende er mangelfulde skrive- og læsefærdigheder en barriere for at kunne efteruddanne sig. Derfor er det også bekymrende, at deltagelsen i ordblindeundervisning blandt særligt denne gruppe har været faldende det seneste årti. Blandt mænd med grundskole som højeste fuldførte uddannelse er deltagelsen i ordblindeundervisning næsten halveret fra 6.000 til 3.500 deltagere om året mellem 2013 og 2019, viser tal fra Danmarks Evalueringsinstitut.

Forbundet med stor skam
På langt de fleste arbejdspladser vil de daglige opgaver for manges vedkommende også involvere mindre læse- og skriveopgaver. Det kan være en chauffør, der skal læse en køreseddel, en rengøringsassistent, som skal læse på bagsiden af rengøringsmidlet, eller en byggearbejder, der skal læse introduktionen til et nyt materiale.

Vi har alle et ansvar for at sikre, at ingen skal føle sig stigmatiserede og opleve, at læse- og skrivevanskeligheder forhindrer dem i at udføre deres arbejde eller opnå deres drømme

Jakob Overgaard Jørgensen og Gry Kaalund Nicolaisen

Hos Ordblindeforeningen er fortællingerne fra arbejdspladserne ofte, at ordblindhed er forbundet med stor skam, og at mange ordblinde bruger meget energi på at skjule det for chefen og kollegaerne. Dermed kan det, udover at gøre det vanskeligere at løse sine arbejdsopgaver, også være en stor mental byrde at have udfordringer med at læse.

Vi har alle et ansvar for at sikre, at ingen skal føle sig stigmatiserede og opleve, at læse- og skrivevanskeligheder forhindrer dem i at udføre deres arbejde eller opnå deres drømme. Derfor arbejder Ordblindeforeningen for større anerkendelse af de udfordringer, der er forbundet med læsevanskeligheder og at udbrede viden om vilkår for mennesker med ordblindhed.

Gratis ordblindeundervisning og mulighed for løntilskud
Ordblindhed behøver ikke at være en hindring i arbejdslivet såvel som privat, og rigtig mange er ikke klar over, at de kan få hjælp til at forbedre deres skrive- og læsefærdigheder. Det handler først og fremmest om at blive screenet for ordblindhed, så man kan få de nødvendige værktøjer til at mindske generne.

Det kan eksempelvis være at gå til ordblindeundervisning i arbejdstiden eller have understøttende teknologi til at hjælpe med oplæsning og tale til tekst i løbet af arbejdsdagen. Ordblindeundervisning er gratis, og i mange tilfælde har danske virksomheder mulighed for at søge tilskud til lønudgifterne fra både den offentlige SVU-støtte og fra de overenskomstaftalte kompetenceudviklingsfonde, når deres ansatte deltager i ordblindeundervisning.

Ordblindeundervisning er gratis, og i mange tilfælde har virksomheder mulighed for at søge tilskud til lønudgifterne, når deres ansatte deltager i ordblindeundervisning

Jakob Overgaard Jørgensen og Gry Kaalund Nicolaisen

Og med den stigende efterspørgsel på blandt andet faglært arbejdskraft er det helt afgørende, at de medarbejdere, der ønsker at efteruddanne sig, får de rigtige værktøjer til dette. Derfor lancerede PensionDanmark, som administrerer 22 overenskomstaftalte kompetenceudviklingsfonde, der omfatter 243.000 lønmodtagere, i foråret det digitale opsporingsværktøj læsogskrivbedre.dk i samarbejde med VUC og AOF.

Værktøjet er tilgængeligt for alle og skal ses som en tidlig vejledende vurdering af, hvorvidt man kan have gavn af at få undersøgt sine skrive- og læsefærdigheder nærmere, og eventuelt senere deltage i ordblindeundervisning eller forberedende voksenundervisning i dansk. Indtil videre har mere end 1.000 borgere gjort brug af værktøjet, og håbet er, at det kan medvirke til at sikre, at endnu flere får testet, om de er ordblinde eller læse- og skriveudfordrede.

Ordblindhed og læse- og skriveudfordringer skal ikke være en individuel udfordring, men noget vi som samfund skal tage ansvar for og bidrage til. Fordi det er en gevinst for den enkelte, virksomhederne og vores samfund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gry Kaalund Nicolaisen

Forperson, Ordblindeforeningen
Akadamifag, Ledelse i praksis og Forretningsforståelse i detailhandlen (Dania, 2022)

Jakob Overgaard Jørgensen

Uddannelseschef, PensionDanmark
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 2009)

0:000:00