PFA: Fleksibel tilbagetrækning som en del af OK17

Af Allan Polack
Group CEO, PFA Pension

Det offentlige er på en række områder langt fremme, når det kommer til hvordan og hvornår man kan trække sig helt tilbage fra arbejdsmarkedet. I den offentlige sektor har mange overenskomster indbygget en model for, hvordan den enkelte gradvist kan gå ned i tid, når pensionsalderen nærmer sig.

Det synes jeg er interessant, og det mener jeg, at vi i den private sektor godt kunne lade os inspirere af.

Når vi kigger ind i krystalkuglen i pensionsverdenen, så kan vi se frem til, at vi alle i fremtiden vil leve længere og længere. Mange af os vil måske blive 100 år gamle.

Så når man tænker over det, så er der er noget pudsigt ved, at så mange danskere arbejder på fuldt drøn et helt arbejdsliv for så – bum – at gå på pension og slet ikke arbejde mere. Mange mennesker er glade for deres arbejde, og det fylder en meget stor del af den enkeltes liv.

Svært at tage dialogen

Men ønsker man at kunne trappe langsomt ned, mod så til gengæld at blive længere på arbejdsmarkedet blot på nedsat tid, så er mulighederne ikke mange, som det er i dag.

Vi vil bidrage til at finde modeller, hvor samspillet med pension kan give den enkelte bedre muligheder for at indrette den sidste del af sit arbejdsliv, sådan som vedkommende helst vil. Det arbejde kan vi bidrage til.

Allan Polack, Group CEO, PFA Pension

Hvis vi i fremtiden bliver en hel del ældre, vil der være et behov for, at tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet bliver mere fleksibel, hvis vi skal have tingene til at fungere i hele velfærdssamfundet.

Det er min påstand, at hvis man indretter fleksibiliteten rigtigt, så vil det være med til at øge arbejdsudbuddet, da flere vil blive længere tid på arbejdsmarkedet – og det vil lette presset på samfundet generelt.

Der findes i dag seniorpolitikker på en lang række arbejdspladser og mulighed for individuelt at aftale en fleksibel tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, for eksempel med mulighed for delpension.

Men vores erfaring er, at de ansatte kun bruger det i meget begrænset omfang. En af årsagerne til dette kan være, at det er svært at tage dialogen med sin leder om, at man er mere træt, har brug for færre timer og så videre af frygt for, at når der er en fyringsrunde næste gang, så er det en selv, pilen peger på.

Derfor kunne kollektive løsninger være en vej frem.

Vil bidrage til at finde modeller

OK17 står for døren, og forberedelserne i diverse fagforbund er i fuld gang. Et af temaerne i en række store forbund er tilbagetrækning med fokus på større fleksibilitet og flere muligheder for den enkelte.

Hvis den øgede fleksibilitet skal skrives ind i hver enkelt overenskomst, kan der komme mange forskellige modeller. Kunne en idé være, at man tænker i en slags standardiserede ”tilbagetrækningspakker” med en model A, B, C og D som de enkelte overenskomster kunne læne sig op ad? På den måde skal ikke alle opfinde den dybe tallerken.

Det er blot én mulighed.

Og nu tænker du måske: Hvorfor blander et pensionsselskab sig i tilbagetrækning fra arbejdspladserne?

Det gør vi, fordi vi gerne vil bidrage til at finde modeller, hvor samspillet med pension kan give den enkelte bedre muligheder for at indrette den sidste del af sit arbejdsliv, sådan som vedkommende helst vil. Det arbejde kan vi bidrage til.

Udsigterne for sådanne ændringer er lange. Men der skal lyde en klar opfordring til arbejdsmarkedets parter om at kigge på en mere fleksibel tilbagetrækning – vi spiller i hvert fald gerne med for at finde løsninger på pensionsdelen.