Pisk hjælper ikke de arbejdsløse

Af Kristian Weise
Direktør i tænketanken Cevea

23.675 sider. Så meget fylder de danske dagpenge- og beskæftigelsesregler. Det er blevet billedet på et system, alle er enige om, må kunne indrettes mere hensigtsmæssigt. For beskæftigelsessystemet er druknet i bureaukrati og regler, mens den ledige løber spidsrod mellem forskellige sagsbehandlere.

Derfor er vi også mange, der krydser fingre for, at anbefalingerne fra det beskæftigelsesudvalg, Carsten Koch står i spidsen for, vil kunne gøre en forskel. Men på dele af beskæftigelsesindsatsen virker det som om, at visse politikere og meningsdannere har besluttet sig for, hvad der alene kan være det rigtige svar: At det skal gøre mere ondt at være arbejdsløs.

Står det til højrefløjen, handler beskæftigelsesindsatsen således primært om at øge den økonomiske smerte, indtil den ledige finder et arbejde. Dagpenge, kontanthjælp og andre overførsler skal derfor sænkes, indtil vi når et niveau, vi kender fra andre europæiske lande. Logikken er tilsyneladende, at jo højere overførselsindkomster vi har, desto mindre vil de arbejdsløse selv gøre for at finde et job.

De økonomiske incitamenter til at tage et arbejde er ikke høje nok, hører vi igen og igen. For det kan ganske enkelt ikke betale sig at arbejde for en stor del af befolkningen, påstås det. Det er særligt de ufaglærte, mener højrefløjen, der ikke har mange gode grunde til at finde et arbejde.

Ufaglærte i Danmark arbejder mere
Men faktisk viser data fra Eurostat, at Danmark i øjeblikket har en beskæftigelsesgrad blandt ufaglærte på cirka 60 procent, hvilket kun lige akkurat overgås af lande som Sverige, Norge, Holland og Schweiz. Til gengæld er gennemsnittet for alle EU's 27 lande kun lidt over 50 procent. Tilbage i 2007, da der var godt gang i økonomien og efterspørgsel efter de fleste på arbejdsmarkedet, var beskæftigelsesgraden blandt ufaglærte i Danmark på hele 68,6 procent.

Lignende opgørelser har vist, at ufaglærte i Danmark har en mindre tendens til at være arbejdsløse end i eksempelvis Tyskland og Storbritannien, som ellers er lande, der markerer sig ved et tyndere socialt sikkerhedsnet. I 2010 var arbejdsløsheden blandt ufaglærte således 15,9 procent i Tyskland og 10,3 procent i Storbritannien. I Danmark var den på 9,0 procent.

Tallene bekræfter endnu en gang, at den øgede ledighed er et resultat af krisen, og at danskerne generelt gerne vil arbejde, også selvom den økonomiske forskel mellem job og overførselsindkomst måske ikke er så stor for dem.

Kristian Weise
Direktør i tænketanken Cevea

Tallene bekræfter endnu en gang, at den øgede ledighed er et resultat af krisen, og at danskerne generelt gerne vil arbejde, også selvom den økonomiske forskel mellem job og overførselsindkomst måske ikke er så stor for dem. Samtidig viser tallene, at det danske velfærdssamfund og en høj grad af økonomisk sikkerhed i form af høje dagpenge- og kontanthjælpssatser ikke forhindrer os i at have høj beskæftigelse sammenlignet med andre europæiske lande.

Fokus på andet en økonomiske incitamenter
Derfor bør Carsten Koch-udvalget ikke tillægge højrefløjens fokus på incitamenter som den primære årsag til folks motivation for at arbejde for stor vægt. Som det er blevet vist flere gange, er det kun 0,6 procent af befolkningen, altså hvad der svarer til en ud af 200 personer, der ikke har en direkte økonomisk fordel ved at tage et job. Alligevel arbejder tre ud af fem ud af denne lille gruppe alligevel.

Det burde ikke være nogen overraskelse. For de fleste danskere arbejder ikke alene for pengenes skyld, men også fordi arbejdet giver identitet, mening og et godt kollegialt fællesskab. Det betyder ikke, at økonomien ikke betyder noget overhovedet. Den betyder bare ikke særlig meget i det samlede billede.

Eksempelvis viser en analyse fra Ugebrevet A4, at kun 16 procent af danskerne mener, skatten har "stor eller meget stor" betydning for, hvor meget de arbejder. Flere undersøgelser har også placeret danskerne helt i top, når det handler om glæden ved at arbejde.

Mennesket og tilliden i centrum
Skal den kommende reform af beskæftigelsesindsatsen derfor virkelig rykke, er det bydende nødvendigt, at vi gør op med formynderiet, sætter mennesket og tilliden i centrum og ikke baserer beskæftigelsessystemet på teoretiske modeller omkring hvilken økonomisk gevinst, der får folk til at gøre mest for at få et job.

I stedet er det afgørende at sikre, at beskæftigelsesindsatsen for det første er en direkte del af opnåelsen af det kompetenceløft, store dele af den danske befolkning gerne skulle blive en del af. For det andet, at den er baseret på et princip om, at midlertidig arbejdsløshed ikke også smider folk ud af middelklassen og tvinger dem til at sælge deres hus, hiver deres børn ud af den lokale skole og så videre. Og for det tredje, at det understøtter et velordnet og organiseret arbejdsmarked, der sikrer en løn, man kan leve af, og et arbejde, der ikke gør en syg.

Alt det er langt vigtigere og væsentligt mere effektivt end øget pisk pakket ind i snak om økonomiske incitamenter.