Debat

Presset branche: Regeringen tager ikke social dumping seriøst

DEBAT: Social dumping har bredt sig og er ved at bide sig fast. Det mener Preben Skjøth fra Frie Danske Lastbilvognmænd, der især savner politisk handling fra den nye regering.

Vognmandsbranchen og flere andre erhverv&nbsp;er hårdt ramt af social dumping, lyder det fra&nbsp;FDL's Preben Skjøth, som kritiserer regeringen for ikke at handle.<br>
Vognmandsbranchen og flere andre erhverv er hårdt ramt af social dumping, lyder det fra FDL's Preben Skjøth, som kritiserer regeringen for ikke at handle.
Foto: Colourbox.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Preben Skjøth
Redaktør og ansvarlig for politisk strategi, Frie Danske Lastbilvognmænd

Der er al mulig grund til, at især den del af vognmandsbranchen, der kører med dansk-registrerede biler og aflønner efter gældende danske overenskomster, bakker op omkring DTL-direktør Erik Østergaards udtalelser.

For når sandt skal skrives, har vi en til vished grænsende mistanke om, at Venstres mindretalsregering bomber os tilbage, når det drejer sig om social dumping.

Ingen kan være i tvivl om behov for handlekraft og dermed en styrkeprøve med det store EU, som regeringen af al magt søger at holde sig på god fod med. Eftersom det ikke kun er vognmandsbranchen, men stadigt flere andre erhverv, der, blandt andet via brug af underbetalte østeuropæere, rammes af social dumping, må det vel snart gå op for regeringen, at det er alvorligt.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Politikerne sidder på hænderne
Hvis man ser de forhold, som østeuropæiske chauffører lever under - ofte opholder de sig i bilerne i månedsvis uden penge til mad og drikke - forstår man ikke, hvordan myndighederne kan forholde sig passivt. Der er ganske mange eksempler på, at mange af de rastepladser, hvor udlændingene opholder sig, er så tilsvinede og uhumske, at det simpelthen er uanstændigt.

Det er efterhånden nogle år siden, at FDL, som den første organisation, tog kampen op mod ulovlig cabotagekørsel og social dumping. Men da DTL og 3F for tre år siden efter et åbent FDL-stormøde i Middelfart, hvor der både var tysk, hollandsk og svensk deltagelse, kom ind i kampen, kom der for alvor hul på bylden.

Trods flere opfordringer fra såvel DTL som FDL og 3F har Venstre-regeringen ikke fortsat det gode arbejde, som den røde blok iværksatte.

Preben Skjøth
Redaktør og ansvarlig for politisk strategi, Frie Danske Lastbilvognmænd

FDL havde i flere omgange forsynet de trafik- og retpolitiske ordførere med en hel del materiale og dokumentation. Men trods løfter fra flere transportordførere var det kun Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti og Henning Hyllested fra Enhedslisten, som tog problemerne alvorligt. DTL fik heldigvis de nordiske søsterorganisationer med i kampen og fik også rejst problematikken i EU.

Regeringsskiftet har gjort ondt værre
Politisk kom der på rekordtid gang i det, da SF's Pia Olsen Dyhr i rød bloks regering blev transportminister. Pia Olsen Dyhr sad desværre kun kort tid på posten, men socialdemokraten Magnus Heunicke fulgte godt op, inden det seneste regeringsskifte. Siden er der, som DTL's administrerende direktør, Erik Østergaard, fastslår, intet som helst sket.

Den sociale dumping har bredt sig og er desværre ved at bide sig fast. Men trods flere opfordringer fra såvel DTL som FDL og 3F har Venstre-regeringen ikke fortsat det gode arbejde, som den røde blok iværksatte. Derfor er det ekstra vigtigt at lægge pres på Venstre og ikke mindst transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00