Professor: Deleøkonomi har ofte intet at gøre med at dele

Af Bent Greve
Professor og arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet 

Regeringen har længe lovet en strategi for deleøkonomi. Når det har taget lang tid, skyldes det uden tvivl, at det er en vanskelig øvelse. For mange mennesker klinger begrebet deleøkonomi positivt, og det kan derfor være svært at begrunde restriktioner på området. Er det ikke godt at dele, så vi sparer på klodens ressourcer? Er det ikke godt, at der er hurtig og enkel adgang for forbrugerne til billigere goder?

Jo, det kan alle nok svare ja til. Problemet er, at meget af det, der kaldes 'deleøkonomi', i virkeligheden intet har at gøre med at dele med andre, men i langt højere grad handler om en ny måde at købe og sælge varer på, nemlig gennem en platform. Det er fint med nye måder at handle på – og godt med konkurrence, der skaber bedre eller billigere varer for forbrugerne.

Derfor ville det være bedre at kalde det platformsøkonomi, som mere præcist fortæller, at der er tale om en handelsform, der anvender ny teknologi. Deleøkonomi kan så forstås som dét, der finder sted, når mennesker deler med hinanden i en boligforening (som de har gjort historisk i den almennyttige boligbevægelse) eller i et mindre geografisk afgrænset område (som i andelsbevægelsen), uden at der er betaling direkte eller indirekte involveret.

Konkurrence på lige vilkår
Der er samtidig brug for at regulere platformsøkonomien på en sådan måde, at der skabes fair konkurrencevilkår. Hvis der er krav til eksempelvis sikkerhed og forbrugerbeskyttelse i fysiske butikker og produktioner (såvel af fysiske produkter som serviceprodukter), må tilsvarende krav gælde til aktiviteter i platformsøkonomien.

En god konkurrence tilsiger, at det skal være på lige vilkår – og ikke sådan, at den ene aktør har en række regler, som skal overholdes, mens andre ikke er underlagt disse regler. Jeg skal ikke forholde mig til, om alle regler er fornuftige, men at kunne eksempelvis være sikker på, at trafiksikkerheden er i orden ved transport, eller brandsikkerheden ved at bo på et hotel eller i en udlejet bolig, er vel grundlæggende betryggende.

Det offentliges rolle er dermed i virkeligheden defineret som at skulle skabe en ensartet situation – og ikke favorisere en type af produktion på en anden types bekostning.

Ingen garanti for mindre ressourceforbrug
Vender vi tilbage til ressourcehensynet, har der været argumenteret sådan, at var der fælles transport via en deletjeneste, ville der skulle produceres færre biler. Det er ikke nødvendigvis korrekt. Det skyldes, at deletjenesten kan flytte transport fra den kollektive transport til den private, men også, at hvis det bliver billigere at transportere sig, øges transportmængden blot mere. Samtidig skal en bil udskiftes oftere, hvis den kører mere.

Endelig er der risikoen for – ud fra en miljøbetragtning – at hvis der spares i det daglige, bruges besparelsen til øget forbrug, eksempelvis flere flyrejser. Det endelige såvel samfundsøkonomiske som miljømæssige regnskab er derfor hverken entydigt eller enkelt at opgøre.

Alt i alt er der derfor grund til at sikre klarhed og rammevilkår for platformsøkonomien, og samtidig ikke blot have en jubeloptimistisk tilgang til området.