Debat

S: Debatten om pension er skæv

DEBAT: Der er en udbredt mangel på retfærdighedssans i debatten om pension, skriver Peter Hummelgaard fra Socialdemokratiet og pointerer, at der altså er forskel på at arbejde med beton og på kontor. Det skal afspejles i pensionssystemet, mener han.

Efterlønnen var et spørgsmål om værdighed og retfærdighed. Hvor er den slags blevet af i dagens pensionssystem, spørger Peter Hummelgaard Thomsen.
Efterlønnen var et spørgsmål om værdighed og retfærdighed. Hvor er den slags blevet af i dagens pensionssystem, spørger Peter Hummelgaard Thomsen.Foto: Folketinget
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Hummelgaard Thomsen
MF og medlem af skatteudvalget for Socialdemokraterne

Den korte fortælling om det danske pensionssystem er, at vi har indrettet os med en tilbagetrækningsalder, hvor mennesker med de korteste uddannelser, den laveste løn og det mest fysisk krævende arbejde skal være længst tid på arbejdsmarkedet og have færrest år på pension. 

Det hænger simpelthen ikke sammen.

Det er ikke, fordi det kommer bag på mig. I min familie er de fleste startet tidligt på arbejdsmarkedet, har ingen eller kort uddannelse og hører til i lavtlønsgruppen.

Fakta
Har du lyst til at blande dig i debatten?
Så send dit indlæg til [email protected].

Problemet er bare, at politikerne ikke diskuterer det. I stedet konkurrerer Morten Østergaard og De Radikale med højrefløjen om, hvem der kan foreslå at hæve pensionsalderen mest. Det der vel at mærke med tiden vil blive til den højeste pensionsalder i Europa. 

Politik kan rent faktisk mærkes
Det er, som om de ikke forstår, at den slags tiltag har konsekvenser ude i den virkelige verden for alle dem, der står op hver morgen og går på arbejde. For kufferterne i Kastrup Lufthavn er ikke blevet lettere af, at man har afskaffet efterlønnen.

Tal fra AE-Rådet viser, at ufaglærte har op til fem års kortere levetid end akademikere. Men vores pensionssystem tager slet ikke højde for de forskelle.

Peter Hummelgaard Thomsen
MF og medlem af skatteudvalget for Socialdemokraterne

Tilbage i 2011 stod Kristian Thulesen-Dahl (DF) og Lars Løkke Rasmussen (V) faddere til den såkaldte tilbagetrækningsreform, som var en de facto afskaffelse af efterlønnen. Det betød, at titusindvis af lønmodtagere med korte uddannelser ikke vil få mulighed for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, når de var nedslidte, men skulle fortsætte til pensionsalderen. 

Og med en pensionsalder, der samtidig stiger og stiger i takt med middellevetiden, kan unge i dag se frem til at skulle arbejde, til de er et godt stykke over de 70 år. Er man kommet ud på arbejdsmarkedet som ufaglært direkte fra folkeskolen som 16-17-årig, kan man altså se frem til et arbejdsliv på op til 57 år! 

Det vil ganske enkelt ikke være muligt for de mange ufaglærte, som har hårdt fysisk arbejde. For denne gruppe var efterlønnen en mulighed for en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, mens kroppen stadig var i nogenlunde form. Det var et spørgsmål om værdighed og retfærdighed.

Skævt og uretfærdigt
Samtidig betyder afskaffelsen af efterlønnen, at ufaglærte skal arbejde væsentligt længere end folk med lange, videregående uddannelser.

Betonarbejderen, rengøringsdamen og slagteriarbejderen, der bruger deres krop dagen lang og har minimal indflydelse på eget arbejdsliv, kan som nævnt komme op på et arbejdsliv på 57 år. Mens en akademiker, der kommer ud på arbejdsmarkedet som 26-27-årig, sidder bag skrivebordet og har maksimal medbestemmelse på sit arbejde, altså har et arbejdsliv på cirka 45 år.

I snit vil akademikeren altså arbejde ti år kortere end den ufaglærte. Det er desværre en kendsgerning, at ufaglærte dør tidligere end folk med videregående uddannelser. Tal fra AE-Rådet viser, at ufaglærte har op til fem års kortere levetid end akademikere. Men vores pensionssystem tager slet ikke højde for de forskelle.

I Danmark har vi intet behov for at hæve pensionsalderen yderligere. Den bliver i forvejen den højeste i hele Vesten. Til gengæld har vi behov for at skabe et mindre skævt og mere retfærdigt tidspunkt for tilbagetrækning.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00