Af Leif Lahn Jensen (S)
Arbejdsmarkedsordfører

Netop nu forhandler regeringen med blandt andre Dansk Folkeparti om at genindføre kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. Prisen bliver for mig at se et fattigere samfund. Den pris vil vi Socialdemokrater ikke være med til at betale.

Diskussionen om ”det skal kunne betale sig at arbejde” bliver ofte til en diskussion om ét menneske – ydelsesmodtageren – og ikke den gruppe mennesker, der ligeledes rammes af, at den disponible indkomst i familien sættes ned. Her tænker jeg naturligvis på børnene.

I forbindelse med at indføre et nyt kontanthjælpsloft stillede vi os parate til at forhandle. Vi var åbne over for at diskutere et kontanthjælpsloft med regeringen, fordi vi har troen på, at en aftale med os ville være bedre for børnefamilier i Danmark end en aftale uden.

Men da det kom til stykket stillede regeringen så høje ufravigelige krav op, at vi ikke kunne se os selv indgå i den aftale. Med de præmisser ville selv den stærkeste forhandling fra vores side kun kunne give symbolske indrømmelser, der ikke ville kunne råde bod på den langtrækkende skade. Det må regeringen og Dansk Folkeparti derfor selv stå på mål for.

Reglen rammer hårdt
Et af de ufravigelige krav var en genindførsel af 225-timers reglen, endda i skærpet form, der også omfatter enlige. Det er altså reglen, hvori et ægtepar der har modtaget kontanthjælp i sammenlagt et år, hver især skal have arbejdet 225 timer i løbet af det seneste år, ellers bliver kontanthjælpen halveret. For enlige er der tale om en nedsættelse af ydelsen, medmindre man lever op til beskæftigelseskravet.

Socialdemokratiet har altid været et parti, der har kæmpet med næb og klør imod social arv.

Leif Lahn Jensen (S)
Arbejdsmarkedsordfører

Reglen rammer hårdt. Særligt hos mennesker, der er langt fra arbejdsmarkedet og/eller hos mennesker, der modtager en meget lav ydelse i forvejen, eksempelvis den nye integrationsydelse. Det var kombinationen af den tidligere starthjælp og 225-timers reglen (dengang 300 timers beskæftigelse indenfor 2 år), der fik følgende medfart af Rockwoll-fonden:

”For enlige flygtninge og flygtningefamilier, som ikke opfylder 300 timers reglen (senest ændret til 450 timers reglen), er rådighedsbeløbet så lavt, at man nærmer sig absolut fattigdom - specielt for enlige flygtninge er ydelsen så lav, at det ligner absolut fattigdom, hvor det kræver ekstrem viljestyrke blot at bo og spise sundhedsmæssigt forsvarligt, hvis det overhovedet er muligt. For parrene med børn er der tale om relativ fattigdom, hvor der lige præcis er råd til at bo og spise, men altså ikke til noget som helst andet."

På den baggrund er der ikke noget underligt i udviklingen, efter vi afskaffede fattigdomsydelserne. Således faldt andelen af børn i fattigdom fra 1 procent i 2010 til 0,8 procent i 2012. I nøgne tal var knap 11.000 børn berørt af økonomisk fattigdom i Danmark i 2010 mod lidt under 8.000 bare to år senere.

Et fattigere samfund
Det er centralt, fordi børn i familier med få penge har færre venner, de dyrker mindre sport og deltager sjældnere i fritidsaktiviteter. Og der findes desuden forskning, der tyder på, at konsekvensen bliver, at børn fra lavindkomstgrupper generelt set marginaliseres, lever mindre sundt og på sigt ender med at tage en kortere uddannelse.

Og så ved vi, at børn af kontanthjælpsmodtagere oftere selv havner i kontanthjælp senere i livet. Det mønster skal vi bryde – ikke forstærke.

Socialdemokratiet har altid været et parti, der har kæmpet med næb og klør imod social arv. Da Socialdemokratiet var med til at afskaffe fattigdomsydelserne, skyldtes det derfor først og fremmest troen på, at man ikke blot gjorde mennesker fattigere, men også skabte et fattigere samfund både på den korte og den lange bane.

Derfor har vores tilgang til kontanthjælpsforhandlingerne været klar: Selvfølgelig skal det betale sig at arbejde i Danmark. Men prisen må ikke blive et fattigere samfund. Det vil vi - Socialdemokratiet - ikke være med til.