Debat

Sagen, der ikke vil dø

DEBAT: Regeringen har i 11. time sikret de udfaldstruede dagpengemodtagere et forsørgelsesgrundlag efter 1. juli. Men regeringens indgreb er blot en lappeløsning, som ikke løser problemet på længere sigt, skriver Dennis Kristensen, formand for FOA.
Foto: FOA
Studerende i samfundsfag og mediefag på Aalborg Universitet. Researcher på portalerne Altinget | Christiansborg, Altinget | Arbejdsmarked samt Altinget | Miljø.
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Dennis Kristensen
Formand for FOA

Omsider reagerede regeringen på presset og lagde endnu en midlertidig løsning for de udsmidningstruede ledige på bordpladen.

Det var i 11. time, kort før 1. juli, hvor alt for mange mennesker endnu engang ventede i utryghed på, hvordan de skulle skaffe sig en indtægt, hvis arbejdsmarkedet stadig ikke stod til rådighed for dem.

Det var godt, at løsningen kom, og det var godt, at der blev fundet en finansiering, som, selvom der er tidsler imellem, er mere retfærdig end regeringens forslag om at sende regningen til medlemmerne af a-kasser.

Nye lapper løser ikke problemets kerne
Men det er i bund og grund endnu en lappeløsning. På samme måde som aftalen om den særlige akut-indsats i jobcentre og a-kasser, aftalen om oprettelse af akutjobs og aftalen om en særlig kontanthjælpslignende ydelse til ledige uden dagpengeret, som gik i gang med uddannelse.

Hvor ville det dog være befriende, hvis Christiansborg kastede alt det nuværende partifnidder til side for en stund, for i stedet at bruge tiden og kræfterne på at skrue et retfærdigt og holdbart dagpengesystem sammen.

Dennis Kristensen
Formand for FOA

Hvor ville det dog være befriende, hvis Christiansborg kastede alt det nuværende partifnidder til side for en stund, for i stedet at bruge tiden og kræfterne på at skrue et retfærdigt og holdbart dagpengesystem sammen.

For min skyld gerne efter et kommissionsarbejde med deltagelse af eksperter og arbejdsmarkedets parter. Der er ingen grund til, at de praktiske eksperter frygter for at møde de teoretiske eksperter, og de teoretiske eksperter vil også kunne overleve et virkelighedsmøde med hverdagens eksperter.

Den største risiko begge parter løber, vil jo blot være risikoen for at blive klogere.

Men det afgørende vil være, at vi får skabt et dagpengesystem, som for det første retter op på de termit-angreb, som den tidligere regering foranstaltede på det ene ben i den danske Flexicurity-model - nemlig ved at sikre rimelige forsøgelsesmuligheder for lønmodtagere, der, i kraft af modellens andet ben med relativt lette muligheder for arbejdsgivere for at fyre og hyre, mister deres arbejde.

I forvejen har regeringen jo igangsat et kommissionsarbejde om Flexicurity-modellens tredje ben, den aktive arbejdsmarkedsindsats.

Jordnær logik skal tegne dagpengesystemet
For det andet skal en holdbar reform af dagpengesystemet bygge på logik og retfærdighed.

Ikke akademiker-Danmarks finansministerielle-regnearks-logik hentet ned fra universiteternes tyndeste luftlag, men ganske almindelig logik og retfærdighed, som den findes nede på jorden blandt almindelige danskere.

Den logik som eksempelvis siger, at vi ikke kan være bekendt at sige til en social- og sundhedshjælper, som i 25 år hver eneste dag har dokumenteret, at hun står til rådighed for arbejdsmarkedet ved at stå op og passe sit arbejde på alle tider af døgnet lige indtil den dag, da kommunekassen var tom og lønsedlen blev erstattet af en fyreseddel, at hun for enden af en dagpengeret igen skal dokumentere, at hun står til rådighed, før hun kan blive omfattet af arbejdsløshedsforsikringen.

Og den logik, som eksempelvis siger, at regler, der spænder ben for ledige i at tage kortere vikariater, midlertidige jobs og jobs på mindre end fuld tid, ganske enkelt er for dumme. Og man kunne blive ved.

Der skal gøres mere end blot at sætte nye lapper på systemet. Det er den holdbare løsning, der er brug for. Dagpengesagen har nemlig udviklet sig til sagen, der ikke vil dø. Forhåbentlig vælger regeringen ikke at binde den tidligere regerings dagpengeform om halsen og springe ud i det store tomme rum. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dennis Kristensen

Fhv. forbundsformand, FOA
portør (Amtssygehuset i Herlev 1976)

0:000:00