Spastikere: Skal et handicap uundgåeligt føre til fattigdom?

DEBAT: Kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen vil sende handicappede direkte ud i fattigdom, skriver Mogens Wiederholt fra Spakstikerforeningen. Mennesker, som ikke kan bevæge sig, kan af gode grunde ikke piskes i sving, påpeger han.

Af Mogens Wiederholt
Direktør i Spastikerforeningen

Jeg vil gerne indledningsvis kvittere for, at der over de seneste dage er sket forbedringer af regeringens udspil til reform af kontanthjælpssystemet. 

En række handicappede i visiterede eller anviste boliger er blevet fritaget. Og nu senest har regeringen også besluttet at fritage handicappede, som får særlig boligstøtte på grund af ekstraordinære pladsbehov. Det er klare forbedringer, som vi glæder os over.

Men det er ikke godt nok. Den største gruppe handicappede, herunder også mange med CP, bor ikke i boliger, som er omfattet af de nævnte undtagelser. 

Er du blind, har du sclerose, en erhvervet hjerneskade, eller har du en variant af CP, hvor dit primære handicap består af alvorlige kognitive problemer, så bor du ikke nødvendigvis i en bolig, som er omfattet af de nævnte undtagelser. 

Langt de fleste mennesker med handicap bor i helt almindelige boliger, som de selv har skaffet sig. Og de vil blive ramt hårdt af kontanthjælpsloftet, fordi det lige præcist er boligsikringen, der bliver reduceret. 

Kan ikke selv forbedre situationen
I et regneeksempel, vi har lavet for et af Spastikerforeningens medlemmer, Lonnie - enlig mor til to børn, hvor det ene er hjemmeboende, viser det sig, at hun mister 2.129 kroner om måneden i boligsikring. Resultatet er, at hun, når hun har betalt sin husleje, kun har 3.245 kroner tilbage til alle øvrige udgifter: mad, tøj, befordring, forsikringer og alle øvrige faste eller variable udgifter. 

Der er en reduktion på 40 procent af det beløb, hun har at leve for, når huslejen er betalt. Til sit hjemmeboende barn får hun børnecheck og børnebidrag på cirka 2.200 kroner, så i alt til sig selv og barnet har Lonnie 5.500 kroner om måneden.

Efter 24 år på kontanthjælp og et utal af aktiveringsforsøg giver det simpelthen ikke mening at forestille sig, at man kan presse Lonnie og andre i hendes situation til at finde et job. Lonnies handicap er så omfattende, at hun aldrig vil kunne forbedre sin situation ad den vej. Det er umenneskeligt at forsøge at piske et menneske til at flytte sig, når det ingen bevægelsesmuligheder har.     

Det kan godt være, at regeringen kalder det et moderne kontanthjælpsloft. Men konsekvensen er helt almindelig, gammeldags fattigdom. 

Arbejdsmarkedet er ikke rummeligt nok
Helt tilsvarende forholder det sig med kontanthjælpsreformens andet element: 225 timers-reglen. 

Kravet vil i fremtiden være, at kontanthjælpsmodtagere skal kunne dokumentere 225 timers ustøttet arbejde. Ellers reduceres kontanthjælpen med 1.000 kroner om måneden. Forslaget undtager ganske vist personer, som har en arbejdsevne, der er så begrænset, at den pågældende ikke kan opnå beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked. Men hvem er de?

Alle ved jo, at arbejdsevnen ikke måles med samme målestok af de kommunale myndigheder og arbejdsmarkedet. 

Rigtig mange spastikere og andre handicappede vil formelt set blive betragtet som jobparate, men i realiteternes verden, vil de aldrig have en chance for at finde det job, som kan skaffe dem fri af 225 timers-reglen. 

Gang på gang har vi gennem statistik og i praksis måttet konstatere, at arbejdsmarkedet ikke er tilstrækkelig rummeligt til også at kunne rumme en stor gruppe mennesker med handicap. 

De job, som er forudsætningen for, at handicappede kan skaffe sig 225 timers ustøttet arbejde, findes ganske enkelt ikke. 

Skal handicap være lig fattigdom?
Gennemføres kontanthjælpsreformen, som den foreligger i dag, så vil den sende mennesker med handicap ud i hjemløshed, fordi de ikke kan betale deres husleje, og den vil føre til økonomisk forarmelse af mange mange handicappede, som ikke vil kunne honorere beskæftigelseskravet på 225 timer om året. 

Ikke fordi de ikke vil arbejde, men fordi arbejdsmarkedet ikke vil vide af dem. 

Jeg har ved adskillige anledninger stået på talerstole rundt om i verden og rost dansk handicappolitik for at være lykkedes på i hvert fald ét punkt: I Danmark er der på grund af vores generelle velfærdspolitik ikke nogen automatisk sammenhæng mellem handicap og fattigdom.

Det synspunkt er voldsomt udfordret af regeringens forslag til en kontanthjælpsreform.     

Forrige artikel FTF: Regeringen må indse, at integration koster penge FTF: Regeringen må indse, at integration koster penge Næste artikel Krifa: Vi foreslår en integrationsfond Krifa: Vi foreslår en integrationsfond
  • Anmeld

    Anne-Marie Krogsbøll

    Bager for smed...

    Ja, det er utroligt sørgeligt og uforståeligt, at samtidig med at vi skal høre om de rige, der bliver rigere og rigere - og ministre og folketingspolitikere hører jo typisk til den rigeste del af befolkningen - så insisterer disse rige på at gøre de mest udsatte og fattigste fattigere og fattigere.

    Oven i købet mener de samme rigeste, at vi ikke har råd til at genoprette Skats evne til at inddrive de skatter, som ellers kunne komme nogen af de fattigste og mest udsatte grupper til gode (men som selvfølgelig kunne koste nogle at de rigeste lidt penge).

    De såkaldte omprioriteringsbidrag - hvad er de andet en regeringens videresendelse af regningen for momssvindlen til de fattigste og mest udsatte borgere i landet? Hvis man i stedet satte penge af til effektiv skatteinddrivelse, så kunne man droppe omprioriteringsbidraget - og mere til!

    Det er hjerteskærende, at vi på den måde retter bager for smed.

  • Anmeld

    Claus Sønderkøge

    Er kontanthjælp ikke en midlertidig arbejdsmarkedsydelse

    Det lyder afsindigt. Jeg har dog ikke helt forstået hvorfor de mange personer med livsvarige sygdomme opholder sig på kontanthjælp. Kravet til at få kontanthjælp mente jeg var at man kunne påtage sig et job.

    Kravet må vist gå på at hjælpe folk bort fra kontanthjælp. Hvorfor det ikke sker synes jeg ikke fremgår af den offentlige debat.

  • Anmeld

    M.S. Carstens

    Hvor meget skal syge og handicappede ellers bøde for, de herrer og damer på Tinget?

    Jeg syntes, at det er direkte uforskammet, at politikkerne først gladelig deler ud af satsmidler (taget procentvis fra den enkeltes førtidspension) til alle mulige fremmedartede formål, for derefter igen at ramme syge og handicappede der (pga. kassetænkning) er henvist til en forsørgelse på kontanthjælp. Hvornår begynder politikkerne, at finde andre der kan bøde for en fejlslagen islamisk tilvandring sydfra?
    Hvad med f.eks. at tilbageholde en vis procentdel af ALLE valgte politikkeres honorarer, diæter, børneEKSTRApenge, udepenge, dobbelt husførelse osv. i lighed princippet om satsmidlerne?
    Eller ekstra- satsafgift på luxusbiler til at bøde for en fejlslagen økonomi/invasion/integration?
    Eller tilbageholdelse af en vis procentdel af kulturindtægter til satsmidler?
    Eller ekstra skat på friskolepladser, med få ikke vestlige elever, for alle der har en hustandsindkomst over gennemsnittet?
    Eller hvad om alle ansatte i ledende stillinger i SKAT, betalte et satsbidrag for hver 100.000 der ikke blev inddrevet?
    Medlemmer i DA/DI kan også fint give et satsbidrag, hvis ikke de kan stille arbejdsplads til handicappede (som efter tysk model)
    Og sluttelig kunne DJØF'erne betale en helt ny satspulje, ifm.a. procentsatser af medlems-lønninger, for hver og et skriv de afleverer i arbejdets medfør!
    STOP hetzen på syge og handicappede, STØT de danske arbejdssøgende/uddannelsesøgende, lad vore børn vokse op med DANSKE normer, FORBYD Islam i Danmark og stil politikkerne til ansvar for Grundloven og ikke for diverse populistiske, moderne konventioner!
    De nederste i samfundet kan ikke bøde for mere, nu må betalingskurven vendes og rettes opad, hvor den kom fra!