Af Jørgen Borre Larsen
Direktør, Jobrådgivernes Brancheforening

Det ligger helt fast, at behovet for en undersøgelse af beskæftigelsesindsatsen er til stede. En sådan kan nemlig være med til at identificere de dygtigste "andre aktører" og kommuner, så vi kan lære af de bedste.

Derfor var vi glade i Jobrådgivernes Brancheforening, da Rigsrevisionen tog emnet op. Vi ønsker nemlig så meget åbenhed og gennemskuelighed, som det overhovedet er muligt.

Desværre lykkedes det ikke for beretningen at opbygge en troværdighed, der får resultaterne til at fremstå valide og dækkende. Der er for eksempel flere problematikker i det grundlæggende afklaringsarbejde.

Der findes simpelthen ikke saglig dokumentation for KORA's konklusion om, at andre aktører er dårligere end jobcentrene til at skaffe ledige i arbejde.

Jørgen Borre Larsen
Direktør, Jobrådgivernes Brancheforening

Urimelige sammenligninger mellem ulige parter
Det er kommunerne selv, der er blevet sat til at foretage sammenligningen mellem kommunernes og andre aktørers indsats. Det sker i skikkelse af KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, som er gået til opgaven uden at tage højde for forskellige vilkår og forudsætninger.

Det måske grelleste eksempel på dette er også påpeget af Arbejdsmarkedsstyrelsen. Det er nemlig højst sandsynligt, at andre aktører og jobcentrene har haft fuldstændig forskelligt materiale at arbejde med i dét ene udbud, KORA har undersøgt:

Det er jobcentrenes medarbejdere, der suverænt bestemmer, hvem der skal visiteres til hvilke andre aktører, og hvem der skal blive i jobcenter-regi. Dermed er det overvejende sandsynligt, at de bedst motiverede og de ledige, som er tæt på at skrive en ny ansættelseskontrakt, på den måde kommer til at figurere positivt i jobcentrenes statistikker.

Så kan man virkelig tale om, at det er urimeligt at sammenligne de to områder uden at korrigere for usikkerheder og forskelle i de grupper af ledige, der er målt på. Alligevel konkluderer KORA, at jobcentrene er bedst til at bringe folk hurtigt i arbejde. Beskæftigelseseffekten er angiveligt 10 arbejdsdage mere, end andre aktører kan klare.

Grundlæggende er der tale om en situation, hvor KORA - og dermed Rigsrevisionen - sammenligner to parter, som er i en fuldstændig ulige konkurrencesituation. Jobcentrene og dermed kommunerne er ordregiver og fastsætter derfor ensidigt vilkårene for andre aktører - herunder hvilket materiale, andre aktører har at arbejde med.

Det gør forudsætningen om, at de to parter er i en fri og åben konkurrence, uunderbygget. Der findes simpelthen ikke saglig dokumentation for KORA's konklusion om, at andre aktører er dårligere end jobcentrene til at skaffe ledige i arbejde.

En undersøgelse med et utal af uklarheder 
Således undrer det også, at KORA og dermed Rigsrevisionen vælger at drage så vidtrækkende konklusioner på baggrund af analyse af data fra ét enkelt ud af de mange beskæftigelsesudbud, andre aktører har deltaget i for jobcentrene. Det vil med andre ord være synd at sige, at undersøgelsen udgør et repræsentativt udsnit af beskæftigelsesindsatsen. Ikke mindst fordi den kun indebærer borgere fra 1. kvartal i 2010, som var starten på Serviceudbuddet 2009. Man kan sagtens tænke sig, at andre aktører løbende forbedrer indsatsen ud fra nye erfaringer, og at senere måleperioder vil give andre resultater.

KORA har lavet en såkaldt registerundersøgelse og har derfor ikke haft mulighed for at inddrage alle de faktorer, der gør sig gældende for hver enkelt borger som f.eks. motivation og job- og uddannelsesparathed.

Så vidt vi kan konstatere af undersøgelsen, er der heller ikke korrigeret for det faktum, at der kan være forskellige mål med beskæftigelsesindsatsen for forskellige grupper af borgere. Især de yngste og lavest uddannede ledige har haft uddannelsesstart som deres vigtigste mål for indsatsen. Har en aktør mange af denne type borgere i forløb, påvirker det beskæftigelsesgraden markant i nedadgående retning, selvom aktøren måske har haft en succesrate på 100 procent.

Rapporten fra KORA har flere mangler og uklarheder, som vi ikke kan se, at der skulle være taget højde for. F.eks. undlader KORA at angive, hvordan man definerer 'beskæftigelse'. Tæller job i løntilskud med? Hvis det er tilfældet, har jobcentrene alt andet lige en enorm fordel på grund af sin lette adgang til offentlige løntilskudsjob.

Vi savner klare definitioner og redegørelser på en lang række forhold: For eksempel ved vi ikke, hvor stor effekt det har, at mindst 40 procent af de ledige, der var henvist til en anden aktør, skulle være aktiverede. Dette krav gjaldt ikke jobcentrene.

De ovenstående usikkerhedsfaktorer udgør kun en del af de tvivlsomme forhold, vi har fundet.

De kan forklare den markante forskel i resultaterne i forhold til to tilsvarende undersøgelser fra 2009 og 2012. Begge undersøgelser, der blev gennemført af henholdsvis Deloitte og Rambøll, viser, at jobcentre og andre aktører er lige gode til at skaffe ledige i job.

Tvivlsspørgsmål om omkostningerne
Ifølge KORA's rapport ér det billigere for kommunerne at bruge andre aktører end selv at stå for indsatsen. Her gør Rigsrevisionen selv opmærksom på usikkerheder, fordi kun 12 kommuner har opgjort enhedsomkostningerne på deres beskæftigelsesindsats. Derfor indgår resten af landets kommuner i redegørelsen kun med Arbejdsmarkedsstyrelsens skønstal.

Det kan i sig selv være udmærket, men tallene lyder ikke helt troværdige. F.eks. skønner man, at de kommunale omkostninger ved en samtale med en ledig er 350 kroner, mens ugeprisen er 1.456 kroner pr. ledig. Det fremgår ikke, om man i skønnet har brugt det totale omkostningsprincip, som kommunerne skal anvende, hvis de selv byder på en opgave. Det drejer sig f.eks. om husleje, administration, registrerings- og mødetid, IT, telefon og stabsfunktioner. Disse oplysninger er jo i sagens natur inkluderede i anden aktørs priser.

Vi har en mistanke om, at skønnet fra Arbejdsmarkedsstyrelsen ikke holder vand, og at de opgivne priser dermed er for lave, selv om de ér højere end andre aktørers.

Jobrådgiverne ønsker klar besked: Hvem er bedst?
KORA konkluderer på sin hjemmeside, at 'Private aktører er langsommere end jobcentre til at skaffe ledige i job'. Også her finder vi en unøjagtighed, der viser, at rapportens bagmænd mangler indsigt i beskæftigelsesområdet. Udtrykket 'anden aktør' dækker nemlig ikke bare over de private aktører, men også over f.eks. A-kasser og organisationer.

Disse tre former for aktører er kommet i en samlet hat og rystet grundigt til en gennemsnitsbetragtning, som kommer mindst en af parterne til skade.

Der ér forskel på andre aktører og den måde, vi arbejder på, og vi ville ønske, at vi kunne få konkret bevis for, hvem der er mest effektiv.

For alt i alt er det vores klare opfattelse, at evalueringen ikke er et ordentligt grundlag for at bedømme de samfundsøkonomiske omkostninger eller gevinster ved at inddrage andre aktører i beskæftigelsesindsatsen.

Ikke mindst savner vi en klar tilkendegivelse af, hvilke aktører og jobcentre, der gør det bedst, så alle kan lære af de bedste.