Tillid og ansvar erstatter VKO's berøringsangst

I Københavns ungejobcenter kommer unge københavnere under 30 år for at få hjælp til at finde et job eller en uddannelse. De fleste unge kommer godt videre, og vi ser dem ikke igen. Sådan skal det være.

Men der er også en alt for stor gruppe af unge, for hvem udsigten til en længere eller ligefrem livslang tilværelse på kontanthjælp desværre er alt for forudsigelig. Nogle unge har aldrig lært at læse, skrive og regne i folkeskolen og er i dag reelt funktionelle analfabeter. Nogle har andre store problemer end ledighed. Andre har begge dele.

Vi ved også, at en femtedel af alle unge ikke får en erhvervskompetencegivende uddannelse. Risikoen for, at disse unge aldrig får et job eller får en meget ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, er overhængende stor. Ikke nok med at det er vigtigt for folks velfærd og velvære at have et job. Det påvirker også folks sundhedstilstand og deres børns muligheder, når man er på kontanthjælp i længere tid.

Det er kommunerne, der har ansvaret, og det er ikke godt nok, at vi ikke har løst problemet endnu. Vi er nødt til at gøre det bedre, og vi er nødt til at stille os selv spørgsmålet, hvordan det kan være, at vi i et rigt samfund som Danmark ikke har lige muligheder endnu? Hvordan kan det være, at jeg eller enhver anden kan træde ind i en børnehave, en skole eller på et jobcenter og relativt nemt udpege de børn og unge, som med stor sandsynlighed aldrig vil få en uddannelse eller en fast plads på arbejdsmarkedet?

VKO svigtede
Det er alvorligt, og det er på tide, at vi politikere tager det alvorligt. Under det tidligere VKO-flertal på Christiansborg var der en politisk berøringsangst for at forandre samfundet. VKO havde ikke modet til at tage fat om problemerne og finde de praktiske og svære løsninger. De svigtede deres politiske ansvar. I stedet lavede de lappeløsninger og bandt beskæftigelsesindsatsen ind i regler og bureaukrati krydret med en stor portion mistillid.

Konsekvensen er, at vi står med præcis det samme problem som for ti år siden: At de unges muligheder i livet er bestemt af deres sociale baggrund. Og præcis den samme opgave: At flere unge får en uddannelse og senere et job.

VKO havde ikke modet til at tage fat om problemerne og finde de praktiske og svære løsninger. De svigtede deres politiske ansvar. I stedet lavede de lappeløsninger og bandt beskæftigelsesindsatsen ind i regler og bureaukrati krydret med en stor portion mistillid.

Anna Mee Allerslev (R)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København

Tillid og ansvar følges ad
Den nuværende regering har ambitioner og lykkes i mine øjne med at forene tillid og ansvar. Vores tilgang i både kontanthjælps- og beskæftigelsessystemet skal bygge på både tillid og ansvar, krav og muligheder. Vi er nødt til at turde stille krav til folk. Både ledige og folk på arbejdsmarkedet.

Hvis jobindsatsen bliver en popularitetskonkurrence, hvor vi ikke stiller krav, svigter vi vores ansvar og gør de ledige en bjørnetjeneste. Men krav og ansvar kan ikke stå alene. Og slet ikke hvis de følges af mistillid og unødvendig kontrol. Omvendt er vi forpligtet til også at give muligheder og udvise tillid. Ellers drukner vi i bureaukrati og spilder borgernes skattekroner.

Med kontanthjælpsreformen skal kommunerne vurdere de unges kompetencer og problemer og pålægge alle unge under 30 år, som ikke har en uddannelse, at begynde på én, hvis de er i stand til det.

Knap var reformen trådt i kraft, før medierne skrev, at de kommunale jobcentre vurderer de unges uddannelsesparathed meget forskelligt. Og knap var historien ude, før fagforeninger og andre krævede nationale retningslinjer.

Men det er ikke en farbar vej. Kommunerne skal turde tage ansvar. Det er vores ansvar at klæde medarbejderne på, så de kan vurdere de unge korrekt. Og det er vores ansvar at udnytte de redskaber, reformen giver, så vi hjælper de unge mere individuelt og meningsfuldt.

Den bedste hjælp til de uddannelsesparate er at få de unge i gang med en uddannelse så hurtigt som muligt. Andre unge - for hvem vejen til en uddannelse er længere og mere snørklet, som måske hænger fast i hashrygning og computerspil hele natten - kan nu få et brobygningsforløb, så de bliver klar til at begynde på en uddannelse.

Andre igen - nogle af de endnu mere udsatte unge - kan få en mentor, ekstra tværfaglig hjælp og forhåbentlig langsomt, men sikkert arbejde sig hen mod en uddannelse.

Uddannelse er nøglen til lige muligheder
Der er desværre langt fra lige muligheder for alle unge i dag. Vi ved, at nogle udsatte unge har fire gange så stor risiko for at stå uden en uddannelse sammenlignet med unge fra ressourcestærke hjem. Det skal vi ikke acceptere i et rigt land som Danmark. Her skal samfundet træde til, og vi skal give de unge det, de har brug for. Det er ikke nødvendigvis den nemme vej.

Vi ved, at uddannelse er nøglen, og derfor handler reformen grundlæggende om at få langt flere unge til at få en uddannelse. Det er afgørende, hvis vi vil have et samfund, som er mere retfærdigt. Et samfund, hvor der er lige muligheder for alle børn og unge.

Det kræver, at vi har modet til at se indad og erkende, at vi i Danmark stadig har en tung social arv, vi skal have brudt. Det skal vi, fordi en tilværelse på kontanthjælp for mange udsatte unge desværre er et alt for realistisk og sandsynligt scenarie. Ingen tvivl om, at det ikke er nemt, men vi er forpligtet til at arbejde hårdt - og ikke give op - for at få kontanthjælpsreformen til at lykkes i praksis og hjælpe de mange unge, der fortjener lige muligheder og en plads i fællesskabet.