Troels Lund bifalder sociale klausuler

PRAKTIK: Undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) anerkender, at Statens og Kommunernes Indkøbs Service kan bruge sociale klausuler i sine udbud, men han vil ikke pålægge dem at gøre det ved lov. Oppositionen kritiserer ham for at være for passiv.

Det står kommunerne og regionerne frit for at stille krav om praktikpladser til de virksomheder, som de handler med, fastslog undervisningsminister Troels Lund Poulsen ved et samråd i tirsdag i Uddannelsesudvalget.

"Regeringen bifalder, at offentlige ordrehavere vælger at lade sociale klausuler indgå i kontrakten med private leverandører," sagde han til samrådet.

Dermed lægger Troels Lund Poulsen sig op af de udmeldinger, som hans forgænger Tina Nedergaard (V) kom med. Udmeldingerne fra regeringen har hidtil været blandede, og Bertel Haarder (V) har tidligere afvist, at brugen af sociale klausuler var lovlig. Men nu har Troels Lund Poulsen atter slået fast, at der intet er til hinder for, at Statens og Kommunernes Indkøbs Service bruger sociale klausuler, så længe den gældende EU- og konkurrencelovgivning er overholdt.

Ingen lovgivning
Socialdemokraterne og SF vil have, at der skal laves en lov, der sikrer, at staten og bolig- og pensionsselskaberne kan stille krav til leverandører om, at de skal have et vist antal elever og lærlinge for at kunne indgå en kontrakt. Men Troels Lund Poulsen mener, at en lovgivning vil skabe øget bureaukrati, som i sidste ende vil have en negativ indflydelse.

Regeringen bifalder, at offentlige ordrehavere vælger at lade sociale klausuler indgå i kontrakten med private leverandører.

Troels Lund Poulsen (V)
Undervisningsminister

"Jeg vil ikke tvinge virksomheder ned i en papirmølle, det vil ikke øge antallet af praktikpladser, og derfor mener jeg ikke, at det er vejen frem at lave en lovgivning," fastslog han ved samrådet.

Til gengæld åbnede Troels Lund Poulsen ved samrådet op for at gøre noget mere for at oplyse kommunerne og regionerne om mulighederne for at benytte sociale klausuler.

"Jeg er villig til at overveje, om der skal laves kampagner eller tages nogle bilaterale diskussioner, men helt præcis hvad der skal gøres, det må vi diskutere, når vi om nogle måneder skal evaluere, hvordan udviklingen af antallet af praktikpladser ser ud," sagde han.

Kritik fra S
Men der er ingen grund til at vente, mener uddannelsesordfører Christine Antorini (S).

"Jeg synes, det er ærgerligt, at han vil vente på, at det bliver evalueret, for der er ikke brug for en evaluering, der er brug for at få sparket det i gang. Der er alt for få kommuner, der bruger sociale klausuler, fordi de er i tvivl om, hvordan man gør," fastslår hun.

Hun kritiserer desuden undervisningsministeren for at være alt for passiv.

"Jeg er overrasket over, at ministeren overhovedet ikke lægger politisk energi i at fortælle kommuner, regioner og staten, hvordan man, inden for de eksisterende regler, kan komme langt videre med at bruge sociale klausuler. Det her kræver et meget tydeligt politisk signal og engagement om, at det ikke dur, at der er 8.500 unge, der ikke har en praktikplads, og her kan det offentlige spille en rigtig vigtig rolle. Vi vil i S-SF gøre virkelig meget ud af at informere og give gode eksempler til kommunerne, så det virkelig vil rykke," siger hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

Christine Antorini

Sygeplejerske-studerende, fhv. adm. direktør, Life Fonden
cand.comm. i offentlig forvaltning (Roskilde Uni. 1994)

0:000:00