Mikkel Bødker Olesen
RedaktionsassistentJens Due Olsen skal være ny bestyrelsesformand for den danske it-koncern KMD, skriver koncernen i en pressemeddelelse. Han har hidtil været medlem af bestyrelsen, men kommer fra september til at afløse Léo Apotheker som bestyrelsesformand. Léo Apotheker forsætter som medlem af bestyrelsen.
"KMD har i de seneste 45 år været en af de store drivkræfter i digitaliseringen af Danmark. Virksomheden har en betydelig andel i, at Danmark er det mest digitale europæiske samfund. Som den største udbyder af it til både den offentlige og private sektor i Danmark, er KMD en stadigt vigtigere spiller, også for den finansielle sektor og forsyningssektoren," siger den kommende bestyrelsesformand.
Det er en rutineret bestyrelsesformand, som KMD får. Han er i øjeblikket bestyrelsesformand i NKT Holding, Bladt Industries og Auris Luxembourg og derudover medlem af bestyrelsen i Cryptomathic A/S, Gyldendal A/S og Royal Unibrew A/S.