Afkoloniseringen forvandlede Grønland til en kamufleret koloni

Årene da Grønland officielt holdt op med at være en dansk koloni, hjemsøger stadig en del af den grønlandske befolkning. Hvis man vil forstå hvorfor, må man forstå, at afkoloniseringsårerne paradoksalt nok var de år, som af flere forskere bliver betegnet som den mørkeste periode i dansk kolonialisme i Grønland.

"Hvis kolonisering betyder at indrette et nyt fremmed område ved at overføre produktionsmåde og andre samfundsindretninger fra moderlandet, så blev kolonitidens ophør i Grønland ironisk nok den hidtil kraftigste kolonisering af landet," skriver historikeren Axel Kjær Sørensen i bogen 'Danmark-Grønland i det 20. århundrede'.

Lektor Lars Jensen påpeger på samme måde, "den danske kolonisation af Grønland var faktisk mest omfattende, efter den formelle koloniperiode sluttede i 1953 og med begyndelsen på moderniseringsplanerne."

Afkoloniseringen og den simultane modernisering forvandlede med andre ord Grønland til en kamufleret koloni. Det beskriver jeg gennem arkivdokumenter og førstehåndsberetninger i bogen 'Imperiets børn', der udkom 7. juni på Lindhardt og Ringhof.

Moderniseringsplanerne kom til verden med Grønlandskommissionen a 1950 – også kendt som G-50 – der blev nedsat af regeringen Hedtoft i 1948 for at imødekomme det nye pres fra FN for at afkolonisere de såkaldt "ikke-selvstyrende territorier", der ligesom Grønland endnu blev styret fra fjerntliggende metropoler.

"Danmark er et lille land, og vi har haft vanskeligt ved at holde fast på de besiddelser, som vi i tidens løb har haft. Men en, Grønland, har vi endnu tilbage," sagde statsminister Hans Hedtoft (S) dengang om ræsonnementet.

"Militært vil Danmark have vanskeligt ved at forsvare denne store besiddelse," mente han. I stedet måtte Danmark "vise verdens andre nationer, hvorledes vi på human måde forstår at føre grønlænderne fra det mere primitive stade op til det niveau, vi selv befinder os på. Dette er overfor verden vor adkomst til at besidde Grønland."

Hedtofts ministersekretær, Niels Arup, forklarede et par år senere statsministerens iver for at reformere Grønland hurtigt med fire motiver. For det første var der presset fra den daværende chef for Grønlandsdepartementet, Eske Brun, som påpegede Danmarks pligt over for FN til at afkolonisere Grønland.

For det andet ville Hedtoft skabe samling om en stor national opgave. For det tredje mente statsministeren, at reformerne ville hjælpe Danmark i "udnyttelsen af Grønlands naturrigdomme" og dermed skabe "en ny betydende faktor i dansk økonomisk liv". Og for det fjerde var der stort pres fra danske fiskere for at få adgang til de grønlandske farvande.

Hedtoft lovede i pressen, at kommissionen ville bestå af lige dele grønlændere og danskere, men sådan blev det ikke. Hovedkommissionen bestod af ti danskere og fem grønlændere, mens ni ud af ti medlemmer af den samlede kommission på 105 mennesker var danskere.

Protesttelegrammerne, der strømmede til Statsministeriet fra alle dele af Grønland, ligger stadig i Hedtofts arkiv på Arbejdermuseet som vidnesbyrd om grønlændernes indvendinger.

Kommissionens rapport, som mundede ud i en række nye love for Grønland, fremlagde to skælsættende mål: En danisering af Grønland og en koncentration af befolkningen. Kommissionen beskrev grønlandsk som et "primitivt sprog", der ikke var egnet til "oplysende stof", og derfor foreslog den at indføre dansk som hovedsprog i skolen for de bogligt begavede børn samt at sende disse børn på årslange skoleophold i Danmark for at lære at mestre sproget og kulturen.

Grønlandskommissionen mente også, at fremtiden for Grønland lå i industrialiseret fiskeri, og derfor måtte befolkningen samles i større byer fremfor at være selvforsynende bopladsbeboere. Kommissionen foreslog at samle befolkningen i de fire byer på vestkysten, hvor der var adgang med skib året rund: Paamiut, Nuuk, Maniitsoq og Sisimiut.

Et mindretal i det folketingsudvalg, der behandlede lovene, advarede allerede dengang om, at lovene ville betyde en "hårdhændet danisering" af Grønland. Danmark var i færd med at begå de "traditionelle kolonipolitiske fejl, som altid synes at have skabt disharmoniske samfund," lød bekymringen. Alligevel vedtog Rigsdagen de nye grønlandslove 27. maj 1950.

I de følgende år blev tusindvis af børn derfor "nedsendt" til Danmark. Børn som Søren Lynge, der kort efter sin konfirmation blev sendt fra Qaanaaq i det nordligste Grønland til en gård på Lolland, hvor han blev behandlet som et andenrangs barn af sin plejefamilie, mens lærerne mobbede ham i skolen, fordi han var anderledes. I et år havde han kun sporadisk brevkontakt med sine forældre hjemme i Grønland, og hans plejemor tvang ham til at censurere sine breve hjem til gengæld for portoen.

Imens blev en række bygder og bopladser tvangslukket. Udvalget for Samfundsforskning undersøgte i 1963, hvordan det var gået grønlændere, der var blevet presset til at flytte. Der viste det sig, at flytningen havde taget hårdt på mange familier. Der blev set skævt til dem, fordi de talte med en anden accent end de lokale, og fordi de fik nye boliger, mens lokalebefolkningen måtte bo i gamle huse. Desuden kendte tilflytterne ikke fangstområderne de nye steder, og de klarede sig derfor dårligere end før.

Kommissionen beskrev grønlandsk som et "primitivt sprog", der ikke var egnet til "oplysende stof".

Anne Kirstine Hermann
Journalist og forfatter

De afledte konsekvenser af moderniseringen er også til at tage og føle på. I årerne, der fulgte de nye grønlandslove, rykkede titusinder af danske håndværkere ind i Vestgrønland. De fleste grønlændere så passivt til, mens en ny overklasse voksede frem de følgende år.

Danske forretningsmænd – de fleste forhenværende håndværkere – overtog i moderniseringsårene en stor del af handelen i landet. I kraft af de gode lån, staten tilbød, samt skattefrihed i Grønland kunne private erhvervsdrivende opbygge millionforetagender. Ifølge historikeren Jens Heinrich stod den almene grønlænder på sidelinjen uden reel indflydelse på forløbet, og den magtesløshed startede en epidemi af druk, rodløshed og apati.

De danske håndværkere og fagspecialister efterlod sig imidlertid ikke blot nye boliger, veje og klasseskel i Grønland. De efterlod sig også tusinder af børn født udenfor ægteskab af grønlandske kvinder. Børn der, ligesom Tida Ravn fra Aasiaat, blev 'juridisk faderløse'. Selvom den danske børnelov fra 1938 betød, at børn født uden for ægteskab havde ret til at få fadderskabet fastslået, til at arve deres far og bære hans efternavn, gjaldt loven nemlig ikke i Grønland.

De grønlandske børn, som var født udenfor ægteskab, havde altså ingen rettigheder i forhold til deres fædre, og sådan vedblev det indtil 1963 i Vestgrønland og 1974 i Nord- og Østgrønland.

Andre danske udsendinge tog børn med sig hjem – hundreder af børn, der ligesom Margrete Johansen blev adopteret af danske par på et yderst tvivlsomt grundlag. Da Margrete som voksen fandt sin biologiske mor, fortalte moren, hvordan den danske kolonibestyrer i Ilulissat havde fået hende til at underskrive adoptionspapirerne med ført hånd. Da moren forsøgte at få sit spædbarn tilbage, bad det danske par om at blive sendt hjem før tid – og tog den lille Margrete med.

Disse direkte og afledte konsekvenser af den danske modernisering har de fleste grønlandskendere formentlig hørt om allerede. Men de får sjældent plads i den offentlige debat, og når de gør, bliver de rammesat som utilsigtede konsekvenser af en godhjertet og uselvisk politik. Det var i den bedste mening, hedder det.

Det credo gentog statsminister Mette Frederiksen også i december sidste år, da hun fra Folketingets talerstol gav en officiel undskyldning til 22 af de grønlandske børn, der mærkede moderniseringen hårdest. "Vi har en fantastisk historie sammen i rigsfællesskabet, men der er mørke kapitler. Noget er gjort i den bedste mening, men har utvivlsomt haft mørke konsekvenser," sagde statsministeren.

Når man kradser lidt i overfladen, er det imidlertid tydeligt, at den barske modernisering i 1950'erne var motiveret af danske egeninteresser. At moderniseringen underkastede grønlænderne den hidtil værste kolonisering. Og at den danske regering valgte at overhøre advarslerne om de "traditionelle kolonipolitiske fejl," den var i færd med at begå.