Aleqa Hammond: Grønlands 'grundlov' nyder ingen respekt i Danmark

Af Aleqa Hammond (Nunatta Qitornai)
Medlem af Folketinget og Inatsisartut

I Grønland ser man ikke grundlovsdag som noget særligt.

Det overrasker, for med 1953-grundloven fik Grønland to medlemmer i Folketinget og frihedsrettigheder på linje med resten af Danmark. Så grønlænderne skulle vel juble?

Grunden til, at grundloven skulle laves om i 1953, var, at FN-pagten ikke længere tillod Grønland som dansk koloni. FN-pagten udstak en vej banet i retning af større selvstændighed for Grønland.

Men det ville regeringen i Danmark ikke.

Det hellige hverv
De ledende lag af embedsmænd og politikere gik ud fra, at grønlænderne aldrig ville kunne blive modne til selvstændighed, og endnu værre: Et hvilket som helst skridt i den retning ville være en fejltagelse, som én gang for alle skulle udelukkes. Sådan blev det.

Nærlæser man udtalelser og svar til Folketinget, tegner regeringen reelt den opfattelse, at selvstyreloven under alle omstændigheder kan ændres, suspenderes eller ophæves af Folketinget uden forudgående drøftelse med selvstyret i Grønland.

Aleqa Hammond
Medlem af Folketinget og Inatsisartut for Nunatta Qitornai

Bestemmelsen i FN’s pagts artikel 73 er ellers ganske klar:

“Artikel 73. Medlemmer af de Forenede Nationer, som har eller påtager sig ansvaret for administrationen af Områder, hvis folk endnu ikke i fuldt mål har opnået selvstyre, anerkender den grundsætning, at disse områders indbyggeres interesser er af altovervejende betydning. De påtager sig som et helligt hverv forpligtelsen (...)  til at fremme til det yderste disse områders indbyggeres velfærd og med dette formål for øje:

(...)

b. at fremme selvstyre, at tage behørigt hensyn til folkenes politiske ønsker og støtte dem i den fremadskridende udvikling af deres frie politiske institutioner i overensstemmende med hvert områdes og dets befolkningers særlige forhold samt disses forskellige udviklingsgrad.”

Konflikternes rod
Som en del af forarbejdet til den kommende grundlov bad man de to ledende statsretsprofessorer Poul Andersen og Alf Ross om at udtale sig om Grønlands plads i den kommende grundlov.

De afgav en forholdsvis kort fællesudtalelse i enighed om, at spørgsmålet om en slags udvikling i retning af hjemmestyre for Grønland ikke var aktuelt.

I grundlovskommissionens betænkning skriver Poul Andersen og Alf Ross i en fælles erklæring, at en bestemmelse, der peger i retning af selvstændighed, er ”upåkrævet og uhensigtsmæssig (...) Spørgsmålet om et sådant selvstyre er formentlig ikke aktuelt." (Grundlovskommissionen s. 87).

Fælleserklæringen dækkede imidlertid over en helt fundamental uenighed mellem dem. Ross afgav et separat responsum, som blev direkte forkastet af regeringen.

Det optræder ikke i Forfatningskommissionens betænkning, men blev først blotlagt på et langt senere tidspunkt. Ross skrev:

”Det kan siges, at en (...) integration, hvorved det koloniale område opsuges i et omfattende fællesskab, er i strid med pagtens idé om en fremadskridende udvikling henimod højere former af selvstyre, og at den berøver det koloniale folk chancen for med tiden at nå frem til fuld uafhængighed.”

Ross blev jordet.

Manglende respekt for Grønlands grundlov
Nogle statsretseksperter mener på den baggrund, at den nuværende lov om Grønlands selvstyre er uden for grundloven.

Nærlæser man udtalelser og svar til Folketinget, tegner regeringen reelt den opfattelse, at selvstyreloven under alle omstændigheder kan ændres, suspenderes eller ophæves af Folketinget uden forudgående drøftelse med selvstyret i Grønland.

Selvstyreloven er efter den opfattelse en dansk lov på linje med eksempelvis loven om private vejrettigheder.

De anser selvstyreloven for en lov, der støtter sig på en slags gentlemen’s agreement mellem selvstyret og regeringen i Danmark, så selvstyret kan bevare illusionen om i det mindste at blive taget med på råd i tilfælde af en konflikt om lovens rækkevidde. Og den enighed er flosset.

Selvstyreloven fungerer som Grønlands forfatning.

Selvstyreloven fastsætter helt på linje med grundloven, hvordan parlamentarisme og regering er organiseret i Grønland. Selvstyret vedtager love, der gælder i Grønland.

I den situation ville det have været godt, om den politiske aftale blev helt overholdt af politikere og meningsdannere. Det er ikke tilfældet.

Trusler og ensidige fortolkninger
Når Thorkild Kjærgaard foreslår selvstyreloven suspenderet med senere støtte af formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, Søren Espersen (DF), når Nauja Lynge foreslår bloktilskuddet revideret af rigsrevisionen, og ikke mindst når statsministeren truer med at lave en ensidig fortolkning af selvstyrelovens bestemmelse om udbetaling af bloktilskud, hvor han tilbagedaterer selvstyrelovens ophævelse til et tidspunkt, der ikke er forhandlet med selvstyret, hviler alle disse trusler på den ensidige grundlovsfortolkning, der her er beskrevet.

Den fortolkning er regeringens, men næppe eksperternes.

Selvstyreloven har en bestemmelse om tvistløsning:

§19. ”Opstår der mellem Grønlands Selvstyre og rigsmyndighederne tvivlsspørgsmål om selvstyrets kompetence i forhold til rigsmyndighederne, kan regeringen eller Naalakkersuisut (grønlands regering) beslutte at forelægge spørgsmålet for et nævn, der består af 2 medlemmer, der udpeges af den danske regering, 2 medlemmer, der udpeges af Naalakkersuisut, samt 3 af Højesterets præsident udpegede højesteretsdommere, af hvilke den ene udpeges som formand.

Stk. 2. Er de 4 medlemmer, der er udpeget af regeringen og Naalakkersuisut, enige, er sagen endelig afgjort. I modsat fald afgøres sagen af de 3 højesteretsdommere.”

I tiden forinden er loven gældende. Mens den endnu er i kraft, vil det være en god idé, hvis enten regeringen i Danmark eller selvstyret i Grønland indkalder tvistnævnet.

Den nuværende situation er utålelig.