Aaja Chemnitz Driefer
 svarer 
Peter Hummelgaard

Hvad vil ministeren betegne som rimelig tid for at erhverve kørekort i Grønland?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

Grønlandsudvalget, Spørgsmål 36

Mange borgere i mindre byer i Grønland oplever udfordringer med at erhverve kørekort på grund af manglen på motorsagkyndige fra Politiet. De mindre byer får sjældent besøg fra motorsagkyndige, hvorfor det kan tage meget lang tid at erhverve kørekort disse steder. Hvad agter ministeren at gøre i dialog med Politiet for at sikre, at alle borgere i Grønland kan erhverve kørekort, og hvad vil ministeren betegne som rimelig tid for at erhverve kørekort i Grønland?

Svar fra torsdag den 11. april 2024

Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

”Rigspolitiet har til brug for besvarelsen indhentet bidrag fra Grønlands Politi, som har oplyst, at køreprøver afholdes af polititjenestemænd, som har gennemgået en kortere uddannelse, der er tilrettelagt af Grønlands Politi for kommende køreprøvesagkyndige. Der findes sjældent køreprøvesagkyndige uden for de største byer i Grønland, og derfor sender Grønlands Politi ofte køreprøvesagkyndige til de øvrige byer, så teori- og køreprøver kan afholdes lokalt.

Grønlands Politi har endvidere oplyst, at i Nuuk afholdes køreprøver som udgangspunkt hver uge. I Qaqortoq, Sisimiut, Aasiaat, Ilulissat og Tasiilaq afholdes køreprøver gennemsnitligt med 3-4 ugers mellemrum. I de øvrige byer varierer hyppigheden fra et år i de mindste byer som eksempelvis Ittoqqortoormiit til 1-3 måneders mellemrum i de lidt større byer som eksempelvis Paamiut og Maniitsoq. I Qaanaaq og Upernavik er der udfordringer med at få afviklet køreprøver.

Dette medfører, at der uden for de større byer kan opleves ventetid for at afvikle køreprøve. Hvor ofte køreprøver kan tilbydes på de mindre politistationer, afhænger af, hvor mange køreprøvesagkyndige politikredsen råder over, samt en generel prioritering af opgaverne i Grønlands Politi, herunder også operative opgaver med henblik på at skabe tryghed i det grønlandske samfund.

Grønlands Politi har afsluttende oplyst, at det er politikredsens vurdering, at alle borgere i Grønland har mulighed for at erhverve kørekort på de steder, hvor der findes en politistation, dog med undtagelse af Qaanaaq og Upernavik, hvilket Grønlands Politi arbejder på at få løst.” Det er naturligvis vigtigt, at Grønlands Politi løbende har fokus på adgangen til at erhverve kørekort, og det er min opfattelse, at Grønlands Politi gør, hvad de kan for at sikre, at ventetiden ikke bliver urimelig lang for borgerne i de mindre byer i Grønland. Jeg har i den forbindelse noteret mig, at Grønlands Politi arbejder på at løse de udfordringer, som gør sig gældende i relation til afvikling af køreprøver og erhvervelse af kørekort i Qaanaaq og Upernavik.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00