FN: Temperaturen stiger i Arktis – og vi kan ikke stoppe det

KLIMA: Selv hvis vi stoppede al CO2-udledning i morgen, kan vi ikke stoppe temperaturstigningen i Arktis, fastslår FN's miljøprogram. Dansk ekspert mener dog ikke, FN har dokumentationen i orden.

Temperaturen i Arktis stiger, og det vil den blive ved med, selvom alle verdens lande efterlever målsætningerne i den såkaldte Paris-aftale fra 2015. Det er konklusionen i en ny rapport udarbejdet af FN's miljøprogram og det norske Grid-Arendal-center.

Selvom landene alle reducerer deres CO2-udledning, sådan som den juridisk bindende klimaaftale "Parisaftalen" fra 2015 lægger op til, så vil temperaturerne i Arktis i 2050 være mellem tre og fem grader højere, end de i gennemsnit har været i perioden 1986 – 2015, vurderer eksperterne. Og i 2080 vil temperaturerne være mellem fem og ni grader højere.

FN-eksperterne peger desuden på, at temperaturstigningerne ikke kan stoppes. Tidligere tiders CO2-udledning har sat gang i en proces, som ikke kan stoppes, selv hvis vi stoppede al CO2-udledning i morgen. De vurderer, at temperaturen alligevel ville stige fire til fem grader frem mod 2080.

"Denne stigning er låst ind i klimasystemet af drivhusgasser, der allerede er udsendt, og varmeoplagring i verdenshavene," skriver FN's miljøprogram og Grid-Arendal-centeret, der er støttet af FN og den norske stat. 

Helt udokumenteret
En dansk ekspert giver dog ikke meget for påstanden om, at temperaturstigningen ikke ville stoppe, hvis CO2-udledningen stoppede.

"Påstanden om, at selvom vi standsede alle udledninger her og nu, så ville temperaturen i Arktis fortsætte med at stige 4-5 grader, er helt udokumenteret," fastslår seniorforsker Jens Olaf Pepke Pedersen fra DTU Space.

Parisaftalen forpligter landene til at modvirke den globale opvarmning ved at holde den globale temperaturstigning under to grader i forhold til det førindustrielle niveau og stræber mod en temperaturstigning på kun 1,5 grader.

Med Parisaftalen er landene forpligtede til at fremlægge nationale reduktionsbidrag – det vil sige bidrage til den samlede reduktion i udledningen af drivhusgasser. EU har på vegne af Danmark og de øvrige medlemslande fremlagt ét samlet reduktionsbidrag. Bidraget lyder på en reduktion i udledningen af drivhusgasser på 40 procent i 2030 i forhold til i 1990.

Forrige artikel Nordatlantiske MF'er sonderer statsministerterrænet Nordatlantiske MF'er sonderer statsministerterrænet Næste artikel Vil forhindre nye fjeldskred og tsunamier i Grønland Vil forhindre nye fjeldskred og tsunamier i Grønland
Vindue åbent for hurtig løsning af Thule-strid

Vindue åbent for hurtig løsning af Thule-strid

ANALYSE: Efter mere end fem års forhandlinger om at få servicekontrakten på Thulebasen tilbage på dansk-grønlandske hænder, er der ifølge flere kilder lige nu en gylden mulighed for at finde en løsning. Kontrakten ses som ”nøglen til det hele” i det amerikansk-grønlandsk-danske forhold.