Forsker: Udenrigsstrategien styrker de arktiske ambitioner

Ud fra regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi bliver en ny politisk retning sat for Danmarks diplomatiske forhold. Det indbefatter særligt Danmarks rolle som "arktisk stat", der nu står over for ændringer i den internationale magtbalance og nye sikkerhedspolitiske interesser, skriver Marc Jacobsen fra Cambridge Universitet.

Placeholder image
Regeringen præsenterede 1. februar Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Aspekter i strategien, der karakteriserer Rusland og Kina som militære og politiske trusler, lægger sig tæt op ad USA's kurs, skriver Marc Jacobsen. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Arktis er en af regeringens absolutte topprioriteter på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.

Det har stået klart længe og er kun blevet styrket med regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, der indeholder en række arktiske aspekter, som er værd at bide mærke i.

"Lavspænding i Arktis" har i mange år været et dansk mantra, som indbefattede en god portion skepsis over for at involvere Nato i regionen. Den skepsis er nu afløst af støtte.

For mens mantraet er uforandret, er interesserne og magtforholdene ændret, så Arktis "i stigende grad udgør en geopolitisk kampplads", som der så tydeligt står i strategien.

I et forsøg på at balancere amerikanske krav om øget tilstedeværelse med mantraet om lavspænding er de største summer øremærket satellitter, droner og radarer

Marc Jacobsen, forsker i international politik i Arktis ved Cambridge Universitet

Støtten er især en reaktion på Ruslands militære (gen)oprustning i regionen – og føderationens utilregnelige ageren uden for – som udgør en såkaldt geopolitisk udfordring.

Mens truslen fra Rusland primært er af militær karakter, betragtes Kinas engagement i Arktis snarere som en politisk udfordring. Strategien er meget ordknap på det punkt, men tidligere begivenheder vidner om, at det især er kinesisk interesse i Grønlands lufthavns- og mineprojekter samt forskningsinitiativer med mulige militærstrategiske komponenter, der er problemet.

Kinas interesse er ikke mindst et problem for USA, der ønsker at holde sin globale rival på behørig afstand af det nordamerikanske kontinent, som Grønland er en del af, hvorfor USA – ifølge Wall Street Journal – tidligere har tilskyndet Danmark til at intervenere.

USA sætter kursen

USA er og bliver Danmarks nærmeste sikkerhedspolitiske allierede.

Både i Arktis og i det hele taget. Det står sort på hvidt. Samtidig lyder strategiens karakteristik af Rusland og Kina som et ekko fra Washington, hvilket vidner om, hvem der reelt sætter kursen.

I tråd med den kurs skal de 1,5 milliarder kroner fra den "arktiske kapacitetspakke" styrke suverænitetshåndhævelsen og overvågningen af Arktis.

Frem for at bruge det udvandede begreb "bæredygtig udvikling" er strategien her meget præcis på, hvem udviklingen primært skal gavne: Menneskene

Marc Jacobsen, forsker i international politik i Arktis ved Cambridge Universitet

Men i et forsøg på at balancere amerikanske krav om øget tilstedeværelse med mantraet om lavspænding er de største summer øremærket satellitter, droner og radarer.

På den måde forsøger Danmark at begrænse bidraget til et arktisk sikkerhedsdilemma, hvor oprustning på den ene side fører til oprustning på den anden side.

En ny fælles strategi

Kongeriget Danmarks status som "arktisk stat" legitimeres af Grønlands geografi og fortsatte deltagelse i rigsfællesskabet.

Det faktum er før i tiden ofte blevet ignoreret, mens Grønland og Færøernes indflydelse på udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål vedrørende Arktis har været begrænset.

Det bryder strategien ved både at betone de tre rigsdeles respektive interesser og ved gentagne gange at understrege ambitionen om et stærkere og mere ligeværdigt fællesskab.

I og med at strategien har et eksternt sigte, er denne opmærksomhed på mere interne forhold i riget bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre er det forfriskende og forståeligt med tanke på det nuancerede, gensidige afhængighedsforhold og det igangværende arbejde med at udforme en ny fælles arktisstrategi.

Udvikling til gavn for befolkningen i Arktis

En anden iøjnefaldende formulering, som giver mening i samme lys, er det særlige fokus på økonomisk og social bæredygtig udvikling "til gavn for befolkningerne i Arktis".

Frem for at bruge det udvandede begreb "bæredygtig udvikling" er strategien her meget præcis på, hvem udviklingen primært skal gavne: Menneskene. Det er ærlig snak og helt i tråd med, hvad Nuuk og Tórshavn i mange år har slået til lyd for.

Diplomatisk opprioritering af Arktis
  • Et udsendt årsværk til Washington og et lokalt årsværk til Ottawa
  • Et årsværk i Arktisk Kontor til styrket samarbejde om og interessevaretagelse i Arktisk Råd
  • Et årsværk til Sikkerhedspolitisk Kontor
  • Et årsværk i Nuuk som Udenrigsministeriets repræsentant
  • Videreførelse af en række midlertidige ordninger. For eksempel indstationering af grønlandske og færøske medarbejdere i Udenrigsministeriet.

Samtidig er det interessant, at klimaet ikke får mere opmærksomhed i relation til Arktis, der i dag opvarmes hele fire gange hurtigere end resten af verden. Interessant, fordi at opvarmningen fører til afsmeltning, der aktiverer en lang række sikkerhedspolitiske udfordringer.

Det er også interessant, fordi "klimadiplomati" – der er et selvstændigt kapitel i strategien – tidligere har været brugt aktivt til at få alverdens magtfulde ledere til at besøge indlandsisen for at se afsmeltningen fra første parket. Besøg, der har styrket kongerigets stemme i den globale klimadebat.

Diplomatiske opprioriteringer

Strategiens fokus på sammenhængen mellem de arktiske ambitioner og rigsfællesskabets sammenhængskraft kommer også til udtryk i en række diplomatiske opprioriteringer.

De skal på den ene side forbedre relationerne mellem Danmark, Grønland og Færøerne, og på den anden side tjener de til at styrke samarbejdet med især USA og Canada.

Disse initiativer skal overordnet set sætte "handling bag fortidens skåltaler", som der står, og forbedre Danmarks, Grønlands og Færøernes indflydelse på den internationale arktiske dagsorden.

I betragtning af, hvor stor international indflydelse en småstat som Kongeriget Danmark har i Arktis, giver disse prioriteringer endog meget god mening. Nogle vil måske mene, at det er på tide – ikke mindst med udsigt til, at man i 2025 overtager formandskabet for Arktisk Råd.

Læs også


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser