Martin Breum: Kan danske politikere lære af Islands løsrivelse?

Islandske forfatningseksperter har i årtier med stor energi rådgivet de grønlandske politikere om, hvordan de kan udvide råderummet i forhold til Danmark, og de gør det stadig i dag. 

Martin Breum

I år er det netop 100 år siden, at Island gjorde sig uafhængig af Danmark. Her i landet hører det mildt sagt ikke til topnyhederne, selv om Pia Kjærsgaard i Reykjavik for nylig fik sat brand i sindene, og det fører næppe heller til mange seksspaltede overskrifter, at dronning Margrethe snart rejser til Reykjavik for at give sit besyv med.

Island optræder ikke længere som sprængkraftig kilde til inspiration for politikere, guldaldermalere eller nationalskjalde i denne del af riget, som tilfældet var for Grundtvig og andre af det moderne Danmarks fædre og mødre, men prøv lige at tage til Nuuk og Torshavn: Der forholder det sig ganske anderledes.

Da Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, sidste år under stor fanfare nedsatte en forfatningskommission til udvirkning af Grønlands første selvstændige grundlov, blev en af kommissionens første handlinger netop at tage på studietur til Island for at suge af de islandske erfaringer.

Islandske forfatningseksperter har i årtier med stor energi rådgivet de grønlandske politikere om, hvordan de kan udvide råderummet i forhold til Danmark, og de gør det stadig i dag. De mener selv, at Island tydeligt viser, at en velovervejet, men bestemt overgang til selvstændighed kun fører godt med sig.

Få i Island har i dag fantasi til at forestille sig Island som en del af Danmark. Trods krakket i 2008 går det forrygende godt med den islandske økonomi: Fisk og turister har i dag spændt et gyldent sikkerhedsnet ud under et hypermoderne velfærdssamfund, uanset at Islands befolkningstal stadig kun er på cirka 330.000.

Opfordringen til Grønland og Færøerne formidles på mange måder: Bjørk, det verdensberømte islandske musikikon, gjorde det allerede i 2007 på Roskildefestivalens Orange Scene med glansnummeret "Declare Independence." Over for godt 50.000 hujende publikummer skiltede hun med både det færøske og grønlandske flag.

Island har også som det eneste land i verden åbnet en egentlig, diplomatisk repræsentation i Nuuk. Det islandske nationalflag vajer hver eneste hverdag for enden af flagstangen uden for det lille islandske konsulat ikke langt fra Inatsisartut, det grønlandske parlament. Som for at markere det historiske skred er konsulatet endda symbolsk indlogeret i en af den danske kolonimagts gamle bygninger nede på kolonihavnen.

Islands største rederi, Eimskip, der var instrumental for Islands selvstændiggørelse i 1900-tallet, har købt det klassiske færøske rederi Faroe Ship og er gået i alliance med det grønlandske Royal Arctic Line, der nu ikke længere vil sejle al fragt via Danmark.

En af de kyndigste analytikere udi Danmarks nordatlantiske relationer, professor Rasmus Gjedssø Bertelsen, kritiserer i skarpe toner de danske politikere for at have glemt eller bevidst ignorere den lovgivning, deres forgængere skabte som grundlag for Islands løsrivelse.

Rasmus Berthelsen er født i Danmark, men opvokset i Island. Han har undervist på Aalborg Universitet, men er i dag professor i statskundskab og Barents Chair in Politics på universitetet i Tromsø — Norges arktiske universitet.
Han betegner forbundsloven, der udgjorde grundlaget for Islands løsrivelse, som svært relevant for Grønland og Færøerne:

"1918-forbundsloven var en effektiv ramme for Island til at udvikle sig som suveræn mikrostat. Denne udvikling skete på trods af en geografisk perifer stilling, en meget lille befolkning og en meget lille og underudviklet økonomi. Dette er alt sammen faktorer, som i dag fremhæves som uoverstigelige udfordringer for færøsk og især grønlandsk uafhængighed. Derfor giver 1918-forbundsloven en ramme for at diskutere især Grønlands uafhængighedsmål," skriver han i et bidrag til en endnu ikke offentliggjort bog, der udkommer i Island i anledning af 100-året.

Med forbundsloven, der trådte i kraft 1. december 1918, blev Island en selvstændig, suveræn stat. Men, og her kommer det interessante for Grønland og Færøerne: Kongen skulle fortsat være konge over Island i endnu 25 år med mulighed for forlængelse.

Det betød, at hele den danske flåde og hele udenrigstjenesten stadig skulle varetage Islands interesser og forsvare Islands kyster, fiskebestande, fiskeskibe og handelsflåde — i hvert fald i 25 år.

Når kongen rejste til udlandet, var han også Islands overhoved. Danske ambassader var fortsat i islandsk tjeneste; flåden sikrede kysterne og Islands fremtid som velbeslået fiskerination. Den nye suveræne stat havde fra første hik en fuldgyldig, veltrænet flåde og udenrigstjeneste; den danske ambassade i Iran bærer stadig et indmuret islandsk rigsvåben til erindring, og Island bærer stadig præg af perioden. Island klarer sig eksempelvis fortsat uden eget forsvar; det varetager Nato, herunder danske jagerfly. 

Da et flertal i det færøske Lagting i 2000 sendte en delegation til København for at forhandle med Poul Nyrup Rasmussens regering om øernes selvstændighed, foreslog færingerne en ganske lang overgangsordning — efter islandsk opskrift.

Poul Nyrup Rasmussen, der var sekunderet af Mogens Lykketoft som finansminister og Niels Helveg Petersen på udenrigsposten, kortsluttede processen med et tilbud om blot fire års fortsat bloktilskud efter løsrivelsen; et tilbud, som alle vidste ville gøre det umuligt at samle et flertal på Færøerne — hvorefter forhandlingerne brød sammen.

På samme vis har en lille kerne af politikere i Nuuk, med den nu pensionerede Lars-Emil Johansen fra Siumut i spidsen, i årtier argumenteret for en lang overgangsordning, hvor Grønland indgår i såkaldt fri associering med Danmark. Overgangsordninger a la Island er stadig populært tankegods.

Personalunionen, som Islands forhold til den danske konge blev kaldt, ophørte brat i 1944. Anden Verdenskrig var godt i gang, da Forbundsloven skulle genforhandles, men den tyske besættelse gjorde det umuligt for kongen og regeringen at indgå i realitetsforhandlinger. Midt under krigen kunne islændingene derfor erklære deres lava-ø for en uafhængig republik.

Den kommende dronning Margrethe havde undervejs ved sin dåb i 1940 fået det stolte islandske mellemnavn Þórhildur. Dengang anede kun få dog, at hun — en kvinde! — langt senere skulle overtage tronen, og navngivningen fik ingen nævneværdig effekt.

Islændingene handlede helt i tråd med Forbundslovens bestemmelser, men til mange danskere og angiveligt også Christian X's bitre fortrydelse. Island og især Islands historie, sagaerne og forestillingen om vikingernes ranke sjæle og islandsk som de nordiske landes ursprog var i 1800-tallet som nævnt afgørende inspirationskilde for en række af det ny folkestyres fædre og mødre, men i 1944 var det endegyldigt forbi.
 
I Island fortælles historien om forløbet i 1918 naturligvis nu igen. Vinteren mellem 1917 og 1918 var så kold, at heste faldt døde om på markerne.

Et enkelt sted viste termometeret minus 38 grader; en rekord, der stadig ikke er slået. Vulkanen Katla i det sydlige Island gik i udbrud den 12. oktober, og i næsten en måned væltede røg og lava ud over landskabet.

Derudover blev Island ramt af den spanske syge, en hårdtslående influenza, der dræbte mere end 500; et voldsomt antal i en befolkning, der på det tidspunkt ikke talte meget mere end 70.000 mennesker.

Endelig på selve uafhængighedsdagen, som om lykken nu endelig var kommet til Island, hørte det op med at regne. Vejret blev mildere, netop som det islandske splitflag gik til vejrs over kancellibygningen i Reykjavik, og en festgudstjeneste blev afholdt i domkirken.

Og hvorfor kender jeg til denne stærkt ladede fortællings detaljer? Jo, blandt andet fordi Islands nuværende præsident, Gudni Th. Jóhannesson, redegør omhyggeligt for dem i sin hilsen til befolkningen på den officielle hjemmeside for fejringen af 100-året: www.fullveldi1918.is. 

Andre fremgår af den fine video om løsrivelsen, der findes på samme side (også på dansk). Ikke mindre end 300 koncerter, sportsbegivenheder, akademiske sammenkomster, udstillinger og andre events er planlagt, og listen opdateres løbende.

I juli holdt Pia Kjærsgaard i sin egenskab af formand for Folketinget tale på Thingvalla, det islandske parlaments historiske arnested midt ude i lava-landskabet – og så opstod en skarp polemik.

Ikke fordi Pia Kjærsgaard sagde noget kontroversielt. Hendes tale var tydeligvis forfattet med henblik på at fornøje islændingene: "Danmark og Island er siden 1918 to suveræne nationer. Men der er så meget, der binder os sammen alligevel," sagde hun.

Hun sluttede af med et "tillykke Island", men den skarpe polemik undgik hun ikke; det islandske parti Piratpartiets parlamentsgruppe udeblev helt fra talen, og et enkelt medlem af det socialdemokratiske Samfylkingin udvandrede undervejs.

Logi Einarsson, Samfylkingins formand, kaldte fra talerstolen Pia Kjærsgaard for "en af de fremmeste repræsentanter for had i Europa", og da Pia Kjærsgaard senere betegnede de udeblevne som "uopdragne", greb endnu et medlem af Samfylkingin, Gudmundur Andri Thorsson, til det historiske.

Han citerede Thorleifur Repp, en af 1800-tallets danskfjendtlige islændinge, og tilføjede selv: "På islandsk har vi et ord for en hoven dansker: en stórdani. Det er sådan, en stórdani stadigvæk opfatter det islandske folk: som børn, der enten er lydige og velopdragne eller uopdragne. Underforstået: Der er ikke længere nogen voksne til at holde styr på de urnordiske møgunger."

"Det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan to gamle forbundsfæller opfører sig over for hinanden. Der gemmer sig nemlig stærke følelser bag vores venlige smil og venlige attitude," skrev han i Information.
 
Aalborg Universitet holder 29.9. seminar om Islands selvstændighedsproces. Frederiksborg Museum har netop åbnet en særudstilling af malerier, dokumenter og genstande særligt om de danske kongers rejser til Island, og i kulturhuset Nordatlantens Brygge afholdes for tiden en række islandske kulturarrangementer.
 
 ----------------

Martin Breum er journalist og forfatter, tidligere vært på DR2's Deadline. Hans seneste bog "Hvis Grønland river sig løs" udkom på Gyldendal i april. Han skriver løbende om Arktis og rigsfællesskabet i Weekendavisen, Sermitsiaq (Gr.) og til medier i udlandet. Bogen "Cold Rush" om Danmark og Grønland er netop udkommet i Storbritannien og Canada.