Replik: Aki-Matilda Høegh-Dam fordrejer virkeligheden i forsøget på fremme sin egen politik

I Aki-Matilda Høegh-Dam’s (SIU) debatindlæg ”Der eksisterer ikke noget Rigsfællesskab, kun dansk herredømme” bragt den 19. maj er hun eksponent for et opgør med dansk tilstedeværelse i Grønland. Hun tager kraftig afstand fra den nuværende dansk-grønlandske relation. I læserbrevet berøres nogle vigtige debatter, men desværre udelades nogle helt centrale historiske forudsætninger måske af uvidenhed. Jeg tror dog, hun gør det for at fremme sin egen politik.

Jeg har selv grønlandsk baggrund. Ligesom Høegh-Dam støtter jeg Grønlands udvikling. Jeg tænker dagligt på, hvad der kan forbedre kårene for mine landsmænd. Modsat hende mener jeg ikke, at selvstændighed er vejen frem for Grønland. Jeg føler mig derfor forpligtet til at kommentere hendes debatindlæg.

Man kender udtrykket ”Usandheden ligger i det usagte”. Det usagte excellerer Høegh-Dam i. Det er helt fair, at Høegh-Dam har som politisk holdning, at hun gerne ser Grønland som en stat. Men for Grønland og de endnu ufødte grønlandske børns skyld bør man bygge en selvstændighedsmålsætning på et oplyst historisk grundlag og en realistisk virkelighedsopfattelse.

Man bør ærligt melde ud, at selvstændighed med den nuværende grønlandske økonomi vil have alvorlige økonomiske konsekvenser og de deraf altid afledte sociale og menneskelige katastrofer.

Hun skriver i sit læserbrev, ”… Kald mig bare semantisk, men jeg tror på, at ord betyder noget…”. Enig. Man bør ikke i ord og tale fordreje historien til det kontrafaktiske og negligere centrale dele af virkeligheden. Det er opskriften på et samfunds ulykke.

Flertallet af grønlænderne ønsker ikke selvstændighed, hvis det betyder velfærdsforringelser

Emil Chemnitz
Cand.scient.pol og fhv. praktikant v. Den Grønlandske Repræsentation i Washington D.C.

Høegh-Dam skriver flere gange noget faktuelt forkert i hendes debatindlæg. Eksempelvis hendes kommentarer om stednavne i Grønland. Selvom det er en mindre ting, må jeg alligevel berøre emnet, da hendes udtalelser om stednavne i Grønland bruges til at opbygge et fejlagtigt narrativ om dansk herredømme over Grønland.

Stednavne i Grønland har været kontrolleret af grønlandske myndigheder i 38 år

Høegh-Dam skriver, at det er et problem, at fjeldetoppe og fjordsystemer er på dansk. Ifølge Høegh-Dam er det ødelæggende for (rigs)fælleskabsfølelsen mellem Grønland og Danmark. Hun skriver ikke direkte, at det er Danmarks skyld, at der nogle steder findes danske stednavne i Grønland.

Men ser man hendes debatindlæg i dets helhed, efterlades man med det klare indtryk, at det skyldes dansk ”herredømme” over Grønland.

Siden 1983 har Grønland haft stednavnekompetencen i Grønland. Efter grønlandsk ønske vedtog Folketinget, fire år efter Hjemmestyrets indførsel, at overføre stednavnekompetencen til Grønland. I årtier har Grønland haft et stednavneudvalg, der bestemmer grønlandske stednavne.

Høegh-Dams eget parti Siumut har i de fleste år, siden Hjemmestyrets indførsel i 1979, været regeringsbærende og ledende i diverse kommunalbestyrelser og dermed haft afgørende indflydelse på Grønlands stednavne. Således er den nuværende stednavnesituation snarere et udtryk for en 40-år lang Siumut-politik end dansk ”herredømme”.

Høegh-Dams kontrafaktiske Grønlandshistorie

Høegh-Dam skriver, at Danmark har ”tvangsfjernet (Grønlands) suverænitet og selvbestemmelse”. Ja, det er rigtigt, hvis man går tilbage til 1721, hvor Danmark(-Norge) blev styret af en enevældig konge.

Det må nu stå klart, at Høegh-Dam igen prøver at forvanske virkeligheden

Emil Chemnitz
Cand.scient.pol og fhv. praktikant v. Den Grønlandske Repræsentation i Washington D.C.

Men spoler man lidt frem til tiden efter systemskiftet i 1901, hvor Danmark i store træk blev til det demokrati, det er i dag, og tiden efter 2. verdenskrig, så er påstanden om ”tvangsfjernelse af suverænitet” helt forfejlet.

Efter 2. verdenskrig ledte FN den verdensomspændende afkoloniseringsproces. Danmark bakkede op. Man ville ikke længere være en kolonimagt.

Grønlandske politikere ville også væk fra det koloniale forhold, der var mellem Grønland og Danmark.

Den ledende mand i grønlandsk politik i efterkrigstiden var Augo Lynge. Han opsummerede det grønlandske politiske systems holdning på Landsrådets første møde i 1952:

”Når vi hæver blikket over jordkloden, ser vi mange steder kolonikampe, hvor de indfødte kæmper for at løsrive sig fra moderlandet og blive selvstændige. Det gør de, fordi de mener, at dette er det bedste for dem selv. Men her i Grønland vil vi gerne gøre det modsatte. Her vil vi gerne benytte vor egen nyligt erhvervede bestemmelsesret til et initiativ til at knytte Grønland fast til moderlandet… Og dette gør vi, fordi vi er overbevist o[m], at dette er til vor egen fordel.”

Efter 2. verdenskrig fik Grønland ikke tvangsfjernet sin suverænitet og selvbestemmelse. Grønlandske politikere valgte selv, at Grønland skulle blive et dansk amt.

Til gengæld fik Grønland andre fordele, herunder forbedret materiel udvikling ved massive investeringer fra Danmark i form af G50 og G60. Bedre boliger med lys, varme og rindende vand. Aldrig mere fugtige og kolde tørvehytter. Mindre slidsomt arbejde, bedre sundhedsvæsen, nye uddannelsesmuligheder.

Det må stå klart, at Høegh-Dam i sit debatindlæg fordrejer virkeligheden, når hun skriver, at Grønland og grønlændere er under dansk ”herredømme” og har fået ”tvangsfjernet sin suverænitet og selvbestemmelse”. Dette narrativ passer måske godt i Høegh-Dams selvstændighedsbestræbelser, men er alenlangt fra virkeligheden.

Selvstændighedsargumentationens neglekt

Grønland har i dag store fordele af det tætte tilknytningsforhold, som blev skabt mellem Danmark og Grønland i efterkrigstiden.

Grønland modtager i øjeblikket et dansk bloktilskud, der dækker omtrent 54 procent af Naalakkersuisuts indtægter. Grønlandske politikere bestemmer selv, uden dansk indflydelse, hvad man vil bruge bloktilskuddet på.

Grønlændere kan få gratis uddannelse i Danmark. Høegh-Dam har draget fordel af dette, ved jeg, for nogle år siden havde vi et fag sammen på vores studie. Rigshospitalet og det psykiatriske hospital i Skejby, Aarhus behandler grønlandske patienter for sygdomme, som ikke kan behandles i Grønland.

Narrativet passer måske godt i Høegh-Dams selvstændighedsbestræbelser, men er alenlangt fra virkeligheden

Emil Chemnitz
Cand.scient.pol og fhv. praktikant v. Den Grønlandske Repræsentation i Washington D.C.

I et fremtidigt føderationslignende/free association grønlandsk-dansk forhold kan det ikke forventes, at Folketinget vil støtte, at Grønland og grønlændere har samme fordelagtige materielle forhold, som er tilfældet i dag.

I folketingsmedlemmet, Sjúrður Skaales bog ”Da Færøerne ville løsrive sig” beskriver han den færøske-danske selvstændighedskrise, hvis slutspil fandt sted i 2000.

Da Færøernes Landsstyre fremlagde ønsket om selvstændighed svarede den daværende Nyrup-regering; at Danmark ville helst være i rigsfællesskab med Færøerne, men Færøerne bestemte i sidste ende, og det ville Danmark respektere. Dog måtte Færøerne forvente en ende på bloktilskuddet til Færøerne inden for 4 år.

Som bekendt blev færøsk selvstændighed ikke til noget fordi, færingerne ikke ville leve i økonomisk usikkerhed uden rigsfællesskabet med Danmark.

Krav om hurtig afslutning af Danmarks bloktilskud til Grønland vil uden tvivl også komme, såfremt Høegh-Dam og støtterne af grønlandsk selvstændighed får flertal og påbegynder reelle forhandlinger om selvstændighed. Dertil hører, at de førnævnte uddannelses- og sundhedsfordele, som mange grønlændere i Danmark har gavn af nok også, ad åre vil forsvinde.

I Grønland viser seneste meningsmåling fra 2017 om selvstændighed og økonomi, at grønlænderes holdninger er meget lig færingernes holdninger i år 2000. Flertallet ønsker ikke selvstændighed, hvis det betyder velfærdsforringelser.

Hvis Siumut vil tages seriøst i selvstændighedsdebatten, må partiet som minimum give indikationer på, hvor de regner med, at pengene til grønlandske læger, lærere, pædagoger og så videre skal komme fra efter en eventuel selvstændighed. 

Jeg glæder mig til at høre Høegh-Dams svar på dette. Hvordan dækker man de 54 procent af landskassens indtægter, der pt. kommer fra bloktilskuddet? Danmark vil ikke give dem, ved vi fra historien. Tror Høegh-Dam, at USA, der stadig har inddelt vores stammefrænder derovre i tarvelige reservater, vil give Grønland bloktilskud tilsvarende det danske? Eller ønsker hun, at Grønland skal gå ned i levestandard?

Det må nu stå klart, at Høegh-Dam igen prøver at forvanske virkeligheden. I hendes tale mod rigsfællesskabet strejfer hendes tankegang om selvstændighed slet ikke det økonomiske rigsfællesskab, der er mellem Grønland og Danmark.

Men det er jo også lige meget, for som hun skriver: ”Statsdannelse er den eneste vej frem”.