Fem grønne partier er fire for meget

Kommentaren er bragt første gang 24. marts 2021.

For nylig dukkede et nyt grønt parti op på den politiske scene. Momentum med Theresa Scavenius i spidsen. Det betyder, at vi nu har hele fem små grønne partier i dansk politik: Alternativet, Veganerpartiet, De Grønne, Frie Grønne og altså det nye Momentum.

Sammen med nyheden om Momentum opstod en debat om, hvorvidt de mange små grønne partier ikke hellere burde slå sig sammen til ét, dels fordi de langt hen ad vejen deler samme budskab og politisk formål, dels fordi de med stor sandsynlighed tager hinandens stemmer, og alle risikerer at lande under spærregrænsen ved næste Folketingsvalg.

Det er en nuanceret debat, fordi idealismen og pragmatismen her virkelig slås på kamppladsen. Da Momentum dukkede op som nyt parti, blev Scavenius i flere medier netop forholdt, om det ikke var mere hensigtsmæssigt, at de små grønne partier slog sig sammen. Hendes svar herpå var, at hun kun var interesseret i at diskutere indhold, ikke form.

Lad os da kaste et blik på indholdet. For hvad er egentlig forskellen på de fem partiers respektive dagsordener? Det har jeg forsøgt at danne mig et overblik over. Tilgiv mig, hvis gennemgangen af pladshensyn bliver mere overfladisk, end det fortjenes.

Alternativet er nok det parti, vi kender bedst. Alternativets berettigelse var i sin tid at være grønnere end alle de andre, og med den store folkelige opbakning, partiet oplevede ved valget i 2015, lykkedes det da også Alternativet reelt at skubbe de rød-grønne partier i en grønnere retning.

Alternativet er ikke kun et grønt, men også et systemkritisk parti. Partiet ønsker et langt bredere folkeligt demokratisk mandat i form af eksempelvis borgerting og borgerhøringer, og det var da også Alternativet, der var primus motor i processen, som førte til, at borgerforslagsordningen blev indført. Alternativet går ind for forsøg med borgerløn og er vækst- og systemkritisk, men – modsat Frie Grønne – ikke erklæret anarkistisk.

Det er svært at se, at de fem partier skulle blive uenige om vejen frem til en hurtigere og radikal grøn omstilling

Carolina M. Maier
Kommentarskribent

Frie Grønne definerer sig som et anti-racistisk og anarkistisk venstrefløjsparti.

Deres stemme er båret af en rettighedsbåret indignation frem for af den "kærlighedskultur" (og det er ikke en kritik), som bar Alternativet frem i de første år. Frie Grønne har, som Alternativet i øvrigt, andre mærkesager end den grønne omstilling. De mærkesager ligner Alternativets; det er blandt andet kunst og kultur og civilsamfundets rolle som demokratisk garant.

Økonomisk står partiet for en klar vækstkritik. Når Frie Grønne argumenterer for behovet for en radikal grøn omstilling, så gør de det ikke kun med udgangspunkt i en videnskabelig kritik af, at vi er i gang med at opbruge klodens ressourcer, men også ud fra et næsten religiøst (og det er heller ikke en kritik) ståsted, der påpeger, at menneske og natur er ét. Ja, et sted beskriver Frie Grønne helt konkret naturen som "det mirakel, der er vores virkelighed". Det er jo ligefrem smukt.

De Grønne er et erklæret liberalt parti, som har "grøn omstilling og økonomisk ansvarlighed" i fokus.

Deres mærkesager tager alle udgangspunkt i det grønne område, og vedrører eksempelvis klimaafgifter, klimaregnskaber, grøn omstilling af landbrug, tranport og energi, styrket natur og biodiversitet og så videre.

Derudover går De Grønne også ind for eksempelvis at eksperimentere med borgerløn og skabe mere gennemsigtighed i forvaltningen. Som jeg læser De Grønnes politiske visioner og løsningsforslag, ligger de meget tæt op af Alternativets.

Forskellen er nok, at De Grønnes økonomiske politik er erklæret liberal og blandt andet indeholder et forslag om lavere skat på arbejde. Men i forhold til grøn beskatning ligner det meget, hvad vi også ser hos Alternativet.

Af de fem partier virker De Grønne som det mindst systemkritiske, ligesom de heller ikke står for en egentlig vækstkritik.

Veganerpartiet hviler på to ideologier som fundament for deres politik: veganisme og økocentrisme.

Hvor veganisme handler om i videst mulige omfang ikke at gøre noget væsen fortræd, hverken mennesker eller dyr, så handler økocentrisme om, at mennesket ikke bør være i centrum for alle beslutninger, men at det i stedet bør være økosystemets helhed, der bør være udgangspunkt for politik og beslutninger. Det er tydeligt, at Veganerpartiet anlægger et meget kritisk moralsk blik på menneskets historiske udnyttelse af både kloden og andre levende væsener.

Veganerpartiet opererer som Alternativet og Frie Grønne med en vækstkritik, og partiet taler også – som Alternativet – om kortere arbejdsuger, mere fritid og forsøg med en slags borgerløn.

Og så er der endelig det nye Momentum, som primært har fokus på at bekæmpe klimakrisen, men som alligevel ikke definerer sig som et enkeltsagsparti, fordi, argumenterer partiet, klimapolitik rækker ind i alle andre politiske områder.

Partiet skriver selv, at de står på skuldrende af videnskab og socialliberale principper, men at de samtidig er et venstrefløjsparti i klassisk økonomisk forstand.

Momentum har et par konkrete og nytænkende forslag til at løse klimakrisen: Årlige nationale CO2-budgetter, der fungerer som finansloven, og rationering af specifikke CO2-belastende produkter. Jeg læser Momentum som stærkt systemkritisk, hvilket for eksempel kan ses i deres ønske om et helt nyt styresystem for udviklingen af en ny ressourceøkonomi.

I en umiddelbar sammenligning er der ikke meget af det politiske indhold, der skiller de fem partier. Alle vil en grøn skattereform, en radikal omstilling af landbruget, mere plantebaseret kost, en prioritering af grøn politik før al anden politik med mere.

Alle vil mere regulering i en grøn retning, og alle mener, at civilsamfundet er en stor nøgle til den folkelige bevægelse henimod et mere grønt samfund. Der er nuanceforskelle i de politiske forslag, men det er svært at se, at de fem partier skulle blive uenige om vejen frem til en hurtigere og radikal grøn omstilling.

Der, hvor man kan argumentere for en forskel imellem de fem partier, er altså ikke så meget i deres politiske visioner eller konkrete politiske forslag. Det er mere i den kritik, de er båret af.

Både Alternativet, Momentum og Frie Grønne synes at være båret af en social og retfærdighedsorienteret kritik, som vi klassisk kender den fra arbejderbevægelserne og det socialdemokratiske ligheds- og retfærdighedssyn. Særligt Frie Grønne er meget eksplicitte i deres rettighedsbaserede kritik af racisme og privilegieblindhed.

Det synes også, at både Alternativet, Frie Grønne og Veganerpartiet deler en mere konservativ kritik, som går på, at menneske og natur er forbundne, og at den eksistentielle trivsel hos mennesket er betinget af både forbundetheden til naturen og af fællesskabets naturarv.

Frie Grønnes sprog og deres stærke fokus på kunst og kultur virker også som båret af en mere kunstnerisk kritik, hvor idealer om frigørelse og autenticitet ses som stærkt forbundne med samklangen med naturen. Det er det, nogle ville kalde "øko-hippier" (og det er igen ingen kritik).

Hvad angår den mere økologiske kritik af, at den forbrugerisme, vi har været vidner til de seneste årtier, er årsag til og fortsat truer klodens overlevelse, synes denne at gå igen hos alle fem partier. Det gælder også for systemkritikken.

Alle fem partier er mere eller mindre systemkritiske, det vil sige, de ønsker en radikal ændring af den måde, politiske beslutninger træffes på. Momentum er her de mest radikale med forslag om et nationalt CO2-budget, mens De Grønne synes at være de mindst radikale, men de stiller dog alligevel forslag om et grønt superministerium og om, at klima skal være et styrende princip for lovgivningen.

Altså: De fem partiers kritiske udgangspunkt er på nogle områder ens, på andre områder forskellige. Men det behøver jo ikke skille partierne ad – tværtimod. Slog de sig sammen om samme målsætning – en radikal grøn omstilling – og argumenterede herfor ud fra deres respektive kritiske ståsteder, så ville de blot i fællesskab kunne favne både veganere, øko-hippier, naturromantikere, universitetsstuderende og så videre.

I stedet for at se sig selv som fem forskellige partier, der taler til fem forskellige målgrupper, så vil en forening af den politiske kamp, hvor alle målgrupper favnes i ét parti for alvor kunne skabe de samfundsforandringer, der er brug for.

For det er jo, når vi som borgere opdager, at vi alle kæmper for det samme, selv om vores udgangspunkt er forskelligt, at der kan opstå synergier og bygges broer imellem os, som i dén grad kan sætte skub i en folkelig bevægelse, der skaber konkret forandring.

Jeg kan med andre ord ikke se noget som helst holdbart argument for, at de fem små grønne partier ikke skulle slå sig sammen.

Ville de fem partier for alvor sætte gang i udviklingen, så slog de sig sammen til ét parti, som kunne komme i Folketinget til næste valg

Carolina M. Maier
Kommentarskribent

I den optik synes den modstand mod en forening, som flere af partierne har givet udtryk for, at være mere bundet i egne behov end i at løse den opgave, de alle deler: At sætte ind med radikale midler for at bremse klima- og biodiversitetskriserne.

De indbyrdes påståede uenigheder afsporer debatten væk fra det, der er det egentlige, og det eneste vigtigste: Hvordan vi kommer bedst og hurtigst i mål. For som alle fem partier selv siger: Det haster mere, end vi aner.

Ville de fem partier for alvor sætte gang i udviklingen, så slog de sig sammen til ét parti, som kunne komme i Folketinget til næste valg. Fra den position kunne de indtage den position, Alternativet havde i 2015: Som et parti, der udfordrer og skubber til de øvrige partier.

Man kan måske undre sig over, at jeg, der søger opstilling til Folketinget for Radikale, gør mig til talsperson for, at de fem grønne partier slår sig sammen for at øge sandsynligheden for, at de kommer på Tinge.

Men jeg stiller ikke op til Folketinget for min egen skyld, eller fordi jeg håber, at Radikale får 90 mandater. Jeg stiller op, fordi jeg deler alle de fem grønne partiers ambition om en hurtig og gennemgribende bæredygtig omstilling af hele vores samfund.

Jeg har blot et temperament og en karakter, der gør at jeg gerne vil kæmpe den kamp som en stærk, grøn stemme i Radikale Venstre. Og fordi mit hjerte ikke kun er grønt, men også banker meget varmt for vores frihedsrettigheder, vores europæiske engagement og for en fri og folkelig skole.

Men jeg ville elske at blive bidt i haserne af et grønt superparti, som i den grad kunne agere (el-drevet) motor i Folketingets til dato alt for langsomme indsats mod et grønt Danmark.