Carolina M. Maier: Hvis ikke hos Radikale, hvor skal jeg så sætte mit kryds?

Jeg blev så skuffet i tirsdags, da den politiske aftale om den såkaldte "grønne" skattereform blev præsenteret. Jeg blev ikke overrasket over regeringens manglende grønne ambitioner; dem havde jeg ingen forventninger til.

Men jeg blev trist over, at Radikale, som, jeg ellers synes, har gjort det bedst og mest radikalt som grøn vagthund over for regeringen, er blevet spist af med en aftale, hvori det fremgår, at man først i 2023 vil fastlægge rammerne for en ensartet CO2-afgift.

Hvad værre er: at vi med aftalen ikke engang er garanteret en sådan, idet partierne i aftaleteksten slipper afsted med at skrive, at det er deres "ambition", at Danmark skal have en ensartet afgift på CO2 i 2030.

Argumentet fra aftalepartierne er, at regnestykket er kompliceret, og at det tager tid at udarbejde den rigtige model. Det holder bare slet ikke vand. I andre lande har man for længst indført høje afgifter efter et princip om, at forureneren betaler. Ikke bare vores naboland, Sverige, som ofte nævnes, men også lande som Frankrig, Sydafrika, Chile, Argentina og Tyskland er frontløbere.

Skatteaftalen kan derfor ikke forstås som andet end endnu en forhaling af den grønne omstilling ført an af det ikke særlig grønne regeringsparti. Først forhalede regeringen støttepartiernes krav om en ensartet CO2-afgift allerede i foråret, hvor der frem for at aftale en egentlig model for en grøn skattereform blev indgået en aftale om, at forhandlingerne herom skulle finde sted i efteråret.

Nu er det så i mellemtiden blevet vinter, og den indgåede aftale udsætter igen en egentlig etablering af en CO2-afgift. Selv om både SF og Radikale ihærdigt på de sociale medier forsøger at få aftalen til at fremstå som en grøn sejr, så er den nedslående virkelighed denne sætning fra aftaleteksten: "Det er aftalepartiernes ambition, at Danmark i 2030 skal have en ensartet CO2-afgift.”

SF er og bliver et systembevarende parti, hvis visioner for det gode liv kun rækker til symptombehandling af det nuværende samfunds dårligdomme.

Carolina M. Maier

Hvorfor, Radikale, fastholdt I ikke presset? Hvorfor skal vi borgere igen spises af med en hensigtserklæring om, at noget så afgørende for vores klodes fremtid som en CO2-afgift, som kunne iværksættes mere eller mindre as we speak, først skal igennem et ekspertudvalg, før man overhovedet vil tage stilling til afgiftsniveauet? Vi har jo et Klimaråd, som har leveret os løsningerne – endda med anbefalinger til afgiftsniveauet – for længe siden.

Jeg troede ellers, at jeg efter mit exit fra Alternativet havde fundet det sted, hvor mit næste kryds skal sættes. Men siden tirsdagens aftale og ikke mindst politikernes gennemskuelige forsøg på at oversælge den på de sociale medier, er jeg nu igen politisk hjemløs.

For hvis ikke hos Radikale, hvor skal jeg så sætte mit kryds? Det siger sig selv, at mit kryds aldrig lander hos partier, hvis ideologiske grundlag er baseret på forskelsbehandling af borgere på baggrund af religion eller etnicitet. Farvel, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

Resten af oppositionen kan vi tage i samlet flok: Venstre, Konservative og Liberal Alliance stod alle bag nyere tids mest radikale indgreb i de borgerlige frihedsrettigheder. Det er ikke bare en påstand, men har faktisk fundet sted i så udpræget grad – i form af imamlov, smykkelov, håndtrykspåbud, maskeringsforbud, tiggeriforbud med mere – at både Institut for Menneskerettigheder og tænketanken Justitia i seneste regeringsperiode råbte vagt i gevær. Læg dertil, at oppositionen bader i eget hykleri i den aktuelle sag om regeringens potentielle grundlovsbrud, som de højt over byens tage besynger som nutidens største demokratiske skandale, mens de holder hånden under Inger Støjbergs sandsynlige konventionsbrud. Ja, undskyld mig, men I får altså ikke mit kryds, når I sætter ideologier og taburetiver over borgerens frihedsrettigheder og retsstatens grundlæggende principper.

Så er der regeringen, som mener, at Socialdemokratiet har opfundet velfærdsstaten, og at den socialdemokratiske forståelse af den derfor er den eneste gyldige. Lad staten tage sig af de små børn, der mistrives, for staten kan bedre varetage ansvar og omsorg end forældrene, forstås det. Bare ikke de danske børn, der bor i de syriske lejre, nej nej, dem har den danske stat intet ansvar for.

Nå ja, og så er der den famøse folkeskolereform, som Socialdemokratiet fortsat mener er en gave til unge menneskers (ud)dannelse, på trods af at alle undersøgelser peger i modsat retning. Og så videre.