34 embedsmænd skal se på dansk finansiering af grønlandske lufthavne

LUFTHAVNE: Arbejdsgruppen, der skal undersøge mulighederne for dansk medfinansiering af Grønlands store lufthavnsprojekter, tæller blandt andet syv departementschefer.

Foto: Kalaallit Airports
Andreas Krog

Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, og departementschef Søren Hald Møller fra det grønlandske landsstyre Naalakkersuisut sidder for bordenden i den arbejdsgruppe, som skal udarbejde forslag til, hvordan danske investorer kan få en større rolle i forbindelse med finansieringen af dele af Grønlands store, omdiskuterede lufthavnsprojekter, hvor man planlægger at bruge 3,3 milliarder kroner på at udvide to lufthavne og anlægge en ny lufthavn.

Ikke mindre end 34 embedsmænd fra den danske og grønlandske centraladministration udgør sammen med to repræsentanter for Kalaallit Airports, der skal stå for at anlægge og drive lufthavnene, samt en repræsentant for Vækstfonden og en repræsentant for Danmarks Eksportkredit arbejdsgruppen.

Den danske centraladministration stiller med ikke mindre end 21 medlemmer fra Statsministeriet, Finansministeriet og Erhvervsministeriet med de tre ministeriers departementschefer i spidsen.

Det grønlandske landsstyre, Naalakkersuisut, stiller med 13 embedsmænd fra fire departementer med cheferne for departementerne i spidsen. 

Fakta
Kommissorium for Dansk-grønlandsk arbejdsgruppe om mulig dansk deltagelse i det grønlandske lufthavnsprojekt

Statsministeren og formanden for Naalakkersuisut har den 13. juni 2018 aftalt, at det i fællesskab skal afdækkes, om og i givet fald, hvordan man fra dansk side kan bidrage i forbindelse med finansiering af dele af det grønlandske lufthavnsprojekt i overensstemmelse med parternes fælles udtalelse, der angiver forudsætningerne og rammerne for det fælles arbejde, jf. bilag 1.

Der etableres på den baggrund en dansk-grønlandsk arbejdsgruppe, der kan forestå udredningsarbejdet og udarbejde forslag til mulig dansk deltagelse i finansieringsmodeller med henblik på politisk stillingtagen. Arbejdsgruppen vil, som en del af arbejdet, se på mulighederne for og perspektiverne i at etablere en fælles udviklingsfond.

Arbejdsgruppen benævnes: Dansk-grønlandsk arbejdsgruppe om mulig dansk deltagelse i det grønlandske lufthavnsprojekt.

Arbejdsgruppen skal i givet fald og i nødvendigt omfang afklare øvrige spørgsmål, der vedrører den konkrete udmøntning af den aftalte finansieringsmodel, herunder i forbindelse med tilvejebringelse af bevillingsmæssig hjemmel hertil i Danmark og Grønland. Arbejdsgruppens arbejde anses for afsluttet, når der er opnået endelig bevillingsmæssig hjemmel til finansiering af lufthavnsprojektet, og øvrige forhold vedrørende finansiering er tilendebragt, herunder i forhold til eventuelle eksterne parter.

Arbejdsgruppen består af en fast kreds af repræsentanter fra de involverede danske og grønlandske myndigheder m.v., jf. bilag 2. Arbejdsgruppens formandskab består af departementschef Christian Kettel Thomsen og departementschef Søren Hald Møller. Arbejdsgruppens sekretærer er konsulent Joakim Søndergaard Hansen og afdelingschef Lars Balslev.

Kilde: Statsministeriet

Sikkerhedsrisiko ved udenlandske investeringer
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og landsstyreformand Kim Kielsen (Siumut) aftalte i juni at nedsætte arbejdsgruppen, efter at Lars Løkke Rasmussen gentagne gange i løbet af foråret havde advaret Grønland om sikkerhedsrisikoen ved at basere lufthavnsprojekterne på udenlandske investeringer.

"Når investeringerne er i størrelsesordenen i omegnen af 20 procent af Grønlands BNP, så rejser det naturligvis nogle spørgsmål. Afhængigt af valg af eksterne samarbejdspartnere kan det medføre udenrigspolitiske konsekvenser," sagde statsministeren i sin årlige beretning om rigsfællesskabet i slutningen af maj.

Han gentog budskabet få dage senere ved Folketingets afslutningsdebat.

Det fik det grønlandske folketingsmedlem Aleqa Hammond op i det røde felt.

"Jeg synes, det er frækt af Danmark at trække det udenrigs- og sikkerhedspolitiske kort frem, hver gang de mener, at der er storpolitik på spil. Jeg betragter det som fuldstændig dobbeltspil fra dansk side. Det er i orden for dem. Men det er ikke i orden for os," sagde Aleqa Hammond i juni til Altinget: arktis med henvisning til, at Danmark selv arbejder målrettet på at tiltrække kinesiske investeringer til landet, ligesom et kinesisk firma i dag driver store dele af den danske teleinfrastruktur.

0:000:00