50 reformforslag – skulle vi lige give dem en chance?

Der er dage, hvor man står op om morgenen og næsten ikke tør tænke på, hvad vi nu skal bekymre os om i dag. Ud over krigen i Ukraine selvfølgelig, klimaet og biodiversiteten, forsvarets miserable tilstand og det mildt sagt vaklende sundhedsvæsen.

Men når morgennyhederne er overstået, ved vi, at vi også skal bekymre os om de studerende, som føler sig ensomme og pressede på universiteterne, om børnene, der har fået en uønsket og noget aparte robotven på Snapchat, som ikke er til at slippe af med. Om stigningen i antallet af børn med diagnoser, voksne med stress symptomer og antallet af ældre, der oplever ensomhed.

Om håndteringen af vores data på ChatGPT og kunstig intelligens i det hele taget, PFAS i vores drikkevand eller ugens næste krænkelsessag fra magtens indercirkler og seneste om Onkel Rejes sygemelding efter trusler og hetz.

Inden man forpustet er kommet ud af døren til en ny hverdag, er scenen sat til nye fortrædeligheder. Fantastisk at vi alligevel trods alt er et samfund, hvori der leves mange gode liv. Nyhedsbilledet fortæller en anden historie.

Nu har vi fået en reformregering, der har sat en stribe af kommissioner, rådgivende udvalg og ekspertudvalg i gang med at komme med forslag til at forandringer af de store tandhjul i vores samfund. Det er der god grund til. For vi har fået nogle vilde problemer, som ikke lige lader sig løse.

Vi har brug for alle de gode ideer, vi kan fremskaffe, til at nytænke vores sundhedsvæsen, reformere rammerne for vores velfærdsservice og velfærdsydelser, investere i masser af gennemtænkt kunstig intelligens og nye teknologiske løsninger.

Det er svært i den daglige vrimmel af bekymrings-nyheder at få fat på de vilde problemer, som stikker dybere i vores samfund og er forblevet uløst i mange år

Lisbeth Knudsen

Vi er nødt til at nytænke vores beskæftigelsessystem og meget andet, når vi kigger ind i en periode med mangel på arbejdskraft så langt øget rækker og hårdere prioritering af de økonomiske ressourcer. Og ja, det gælder også vores uddannelsessystem, hvor vi er nødt til at knække koden til, hvordan vi får flere på erhvervsuddannelserne og færre i gymnasiet, og hvordan vi får langt flere på efteruddannelse.

Der er nok af vilde problemer at tage fat på. Og hvad er så definitionen på et vildt problem:

• At sammenhængen mellem årsag og virkning er uklar og dynamisk. Man kan ikke på forhånd regne ud, hvad der vil ske, hvis man gennemfører handlinger i forhold til problemet.

• At forsøg på problemløsning meget ofte fører til, at problemet antager nye former. Forsøg på at løse problemet vil ofte betyde, at det ændrer karakter.

• At problemet ikke kan puttes i bås og kategoriseres. Man kan ikke med sikkerhed sige, at der er bestemte typer indsatser, der altid vil virke i forhold til et bestemt problem. Glem klar og universel ”evidens”.

• At problemet aldrig bliver helt løst. Problemet bliver aldrig fuldstændig ”løst” i modsætning til tekniske-matematiske problemer, hvor man for eksempel kan konstatere, at ”broen er bygget”, eller ”ligningen er løst”.

Det er svært i den daglige vrimmel af bekymrings-nyheder at få fat på de vilde problemer, som stikker dybere i vores samfund og er forblevet uløst i mange år. Og når så de her vilde problemer bliver taget under behandling i de nedsatte kommissioner, råd, ekspertudvalg og arbejdsgrupper, så har vi en tendens til at pande forslag og ideer fra dem ned, inden de har fået hovedet op over jordoverfladen.

Så bekymrer vi os straks om alle de konsekvenser, som forandringerne og nytænkningen vil give os. Vi ser på det, vi mister, i stedet for det, vi vinder. Så går der et politisk cirkus i gang for at forsvare skanserne hos kernevælgerne og forhindre forandringerne i det populære.

Således også med Reformkommissionen nedsat under den tidlige regering med professor Nina Smith i spidsen. Hun har prøvet turen før og ved godt, at reformer kræver en modningsperiode. Sådan er det også gået med flere tidligere kommisionsudspil, der er blevet hældt ned ad brættet.

Det, der står tilbage i medierne bagefter, er alene alle interessegrupperne og politikere på vælgerbeskyttelsesaktioner for at forsvare det bestående

Lisbeth Knudsen

Denne gang har hun fået i opdrag vitterligt at tænke i løsninger på de vilde problemer i samfundet. Og det har hun og kommissionen gjort i et forbilledligt samarbejde og dialog med praktikere på de forskellige områder. Kommissionen har faktisk været ude vidt omkring for at hente gode eksempler og inspiration.

I denne uge kom Reformkommissionens anden delrapport med fokus på uddannelsessystemet: Dagtilbud, grundskole, ungdomsuddannelser samt erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser og bedre oplæring af alle dem, der skal uddanne andre.

50 anbefalinger er det blevet til. I foråret 2022 kom kommissionens første anbefalingsrapport om de lange videregående uddannelser samt voksen- og efteruddannelsessystemet. Senere i denne måned kommer den sidste rapport.

Som i så mange andre tilfælde med den slags store analysearbejder i en kommission, så slipper et par løsrevne detaljer ud på forhånd om nedlæggelse af 10.klasserne og ændringer for efterskolerne, og det udløser et ramaskrig, allerede inden nogen har læst den samlede rapport.

Det, der står tilbage i medierne bagefter, er alene alle interessegrupperne og politikere på vælgerbeskyttelsesaktioner for at forsvare det bestående. Den samlede læsning af kommissionens omfattende arbejde fordufter i den krudtrøg. Ganske få unuancerede og ufuldstændige onelinere fra udlægningen af selve rapporten står tilbage.

Kommissionen har faktisk kulegravet hele den vej, som et barn gennemlever fra vuggestue og børnehave, over folkeskolen, til ungdomsuddannelserne og videre frem i voksenlivet og det første rigtige job ud fra et ønske om at identificere de områder, hvor det forekommer indlysende, at noget burde kunne gøres bedre.

De steder, hvor der forekommer at være huller, er der anbefalinger om, at noget bør ændres for at bane vej for, at vi ikke taber en hel stor gruppe af unge på gulvet.

Kommissionen har faktisk fået til opgave at finde ud af, hvordan vi kan gøre noget ved et af de mest ubærlige problemer i disse tider med mangel på arbejdskraft. At cirka 42.000 unge i aldersgruppen 15-24 år hverken er i job eller i gang med en uddannelse. Det er en udfordring, som hører til blandt de absolut sværeste i vores samfund, og vi har talt om problemet i de seneste 15 år, uden at der er sket noget.

I runde tal drejer det sig om knap 20 procent af hver eneste ungdomsårgang, som står uden en ungdomsuddannelse som 25-årige, og omkring seks procent, som hverken har en uddannelse eller beskæftigelse. Forslagene fra kommissionen til at løse problemet tager fat helt nede i dagtilbudsalderen og i folkeskolens første år.

Giv nu nye ideer en chance for at blive drøftet ordentligt, diskuteret uden taktiske bagtanker og set i en helhed

Lisbeth Knudsen

Det næste vilde problem handler om vanskelighederne med at få de unge til at vælge erhvervsuddannelserne. Det har vi også kæmpet med i 10-15 år. Kun to ud af ti elever, der afslutter 9. eller 10. klasse, vælger en erhvervsuddannelse, mens syv ud af ti vælger en gymnasial uddannelse. Fire ud af ti af de elever, som i dag starter på en erhvervsuddannelse, falder fra igen, hvad der er et enormt spild.

Kommissionen vil give de unge bedre tid til at overveje deres fremtidige uddannelsesvej via en ny toårig ungdomsuddannelse kaldet HPX. Det indebærer ændringer for 10. klasse, efterskolerne og erhvervsuddannelserne. Men selv om det nærmest lød sådan det første døgn inden rapporten udkom, at efterskolerne stod foran en aflivning, at er det jo ikke tilfældet.

Der står: ”Efterskolerne er meget succesfuldt lykkedes med at tilbyde de unge samvær, fællesskab, demokratisk dannelse og et år, der for mange unge giver en ballast – der rækker langt ud over det faglige indhold – for resten af livet. Blandt andet for at fremme mangfoldigheden i elevgrundlaget anbefaler kommissionen, at unge fra hjem med svage økonomiske forudsætninger skal have bedre økonomisk mulighed for at komme på efterskole. Derfor foreslår kommissionen at øge det offentlige tilskud til 8. og 9. klasse, ligesom ungdomsåret bliver lidt billigere for de økonomisk set svagest stillede elever.”

Både Reformkommissionens første og nu anden rapport er blevet mødt med ganske store forbehold og ligefrem bastant kritik fra politisk side, uddannelsesinstitutionerne og fra forældre til efterskolebørn. Man må bare sige, når man nærlæser rapporten fra Reformkommissionen, så er det at gøre ingenting heller ikke en option.

Så taler vi om de samme vilde problemer bare i en forværret tilstand om fem år eller mere. Og regeringen skal finde en løsninger på det med erhvervsuddannelserne og de unges lyst til at gå den vej.

Kritikken er ikke synd for kommissionen, som har haft modet til at stikke hovedet frem med nytænkning. Det er synd for samfundsdebatten, at forslagene ramte den politiske ventilatorpropel på et tidspunkt, hvor regeringen har tabt vælgere i stort tal, og oppositionen jagter politiske point. Kunne kommissionen have forudset det? Ja, men den er blevet bedt af den nuværende regering om at gøre sit arbejde færdigt, og det sidder man jo ikke overhørig.

Og hvad er så læren af dette forløb: Giv nu nye ideer en chance for at blive drøftet ordentligt, diskuteret uden taktiske bagtanker og set i en helhed. Giv forslagene en chance for at blive præsenteret fair og afbalanceret.

Det er jo helt i orden at være imod og kritisere. Men kom så med et bedre bud på at løse de vilde problemer, i stedet for blot at sable dem ned, der vover pelsen og foreslår reformveje. Så kunne vi få en ordentlig og velfungerende debat om alternativer.