Anmeldelse af 

Anmeldelse: Et læseværdigt gravskrift over Foghs værdikamp

ANMELDELSE: Med værdikampen vandt V og K nøglerne til ministerkontorerne i 00'erne, men prisen var først deres sjæle, siden deres mandater, skriver Esben Schjørring og Michael Jannerup i ny bog, der på fornemste vis gør boet efter den borgerlige værdikamp op.

Foto: /ritzau/Keld Navntoft

Bent WintherAf Bent Winther
Politisk redaktør, Berlingske

I de politiske historiebøger vil 2001 stå som et af de vigtigste år. Ikke blot blev det året, hvor Venstre indledte den længste ubrudte periode på statsministerposten i nyere tid, Anders Fogh Rasmussen ændrede også hele det politiske klima i Danmark, samarbejdsmønstre, måden at føre politik og ikke mindst den politiske kommunikation.

Det måske mest velforberedte magtskifte i historien blev kaldt for “et systemskifte”, og i 10 år var Socialdemokraterne sat skakmat og kastet ud i krise efter krise.

Fakta
Om forfatterne:
Esben Schjørring er redaktør på Altinget: magasin. Har tidligere været redaktionssekretær og journalist på Berlingske. Cand.mag i filosofi.

Michael Jannerup er redaktør på Gyldendal. Har tidligere været nyhedsredaktør på Berlingske og koncernkommunikationschef i Kulturministeriet. Cand.mag i litteraturvidenskab.

Derfor er der al mulig grund til at analysere Fogh-æraen til bunds, hvilket forfatterne Esben Schjørring og Michael Jannerup gør på fornemste vis i bogen “Værdikæmperne. Slaget om danskernes sjæl. VK-regeringerne 2001-2011”.

Var der vægt bag ordene, da Fogh Rasmussen i 2003 sagde til Weekendavisen: "Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid?" Findes der en politisk kamp i idéverdenen, som er mere eller mindre løsrevet fra den økonomiske basis?

Bogens store fortjeneste er, at den meget systematisk og med overbevisende dokumentation gennem interviews, dokumenter og masser af avisartikler dykker ned i de ellers velbeskrevne politiske forløb i 00'erne og kæder dem sammen i en fælles fortælling og med en fælles konklusion.

Bent Winther
Politisk redaktør, Berlingske

Fra hulemand til julemand
Værdikæmperen over dem alle, Anders Fogh Rasmussen, afpolitiserede fordelingspolitikken, konstaterer bogen. Foghs og Claus Hjort Frederiksens analyse af Venstres tabte valg i 1998, hvor Nyrup med det yderste af neglene fik “four more years”, var, at Fogh måtte forvandle sig fra minimalstatens hulemand til velfærdssamfundets julemand. Socialdemokraterne skulle ikke endnu en gang vinde ved at stå som velfærdsstatens forsvarer og udstille Venstre som den sociale massegravs bødler.

Men hvad man ikke kunne vinde på gyngerne – lavere skat, mindre stat, lavere overførselsindkomster og anden borgerlig-liberal økonomisk politik – ville Fogh Rasmussen med stor kraft vinde ind på karrusellerne – med en kraftfuld borgerlig værdipolitik.

Derfor satte han fra første nytårstale ind mod statsautoriserede smagsdommere og fulgte op med kulturkanon, opgør med rundkredspædagogik og en stram udlændingepolitik. Under Muhammedkrisen delte han danskerne i får og bukke, og han knyttede det danske engagement i Irakkrigen sammen med et hårdt opgør med den danske samarbejdspolitik under den tyske besættelse.

Foghs fuser
Bogens store fortjeneste er, at den meget systematisk og med overbevisende dokumentation gennem interviews, dokumenter og masser af avisartikler dykker ned i de ellers velbeskrevne politiske forløb i 00'erne og kæder dem sammen i en fælles fortælling og med en fælles konklusion, som må være nedslående for alle, der i de år kæmpede den borgerlige værdikamp.

Schjørring og Jannerup konkluderer nemlig, at Anders Fogh Rasmussen ikke fik særligt meget ud af den. Man kan ikke afkoble økonomi og værdier på den måde, som Fogh gjorde. Derfor blev Venstres værdikamp ifølge bogen en fuser. Og den slutter med ordene:

"Med værdikampen som politisk projekt og strategi vandt Venstre og De Konservative nøglerne til ministerkontorerne i nullerne, men prisen var først deres sjæle, siden deres mandater. Man fik magten, men arvede magtesløsheden."

Vi fik flere borgerlige intellektuelle debattører, men Danmark blev ikke mere borgerligt, og den stramme udlændingepolitik, som var en del af Anders Fogh Rasmussens drejebog, fik Dansk Folkeparti lov til at tage æren for.

Til gengæld var der i mange år lukket helt for de skattelettelser, Fogh gik til valg med, hvad han selv fremstillede som en gaveregn over den offentlige sektor. Han pralede i dagbladsannoncer med, at antallet af offentligt ansatte var steget stort, Konservative fik en iskold skulder, når de forsøgte at bringe skattelettelser på banen, og det samme fik Søren Pind (V) og andres liberale teser og socialminister Eva Kjer Hansen (V), da hun spagfærdigt mente, at større ulighed ville skabe mere dynamik i samfundet.

Dansk politik var i 00'erne i den bizarre situation, at gængse borgerlige holdninger om lavere skat, en mindre offentlig sektor og lavere overførselsindkomster ikke var repræsenteret i Folketinget, før Anders Samuelsen sprang ud som liberal. Og da Lars Løkke Rasmussen tog over, var værdikampen i realiteten slut. "Anders Fogh Rasmussen overdrog ham statsministerposten, men Lars Løkke Rasmussen ville ikke have noget at gøre med arven," hedder det i bogen.

Undervurderer værdipolitiske sejre
Den politiske danmarkshistorie er godt fortalt, og forfatterne skal have stor ros for at tage ideologierne alvorligt og at sætte dansk politik, som alt for ofte beskrives som et resultat af tilfældige processer og personlige magtkampe, ind i en idehistorisk sammenhæng.

Men den undervurderer nogle af de værdipolitiske sejre, som trods alt må tilskrives Anders Fogh Rasmussen: Skattestoppet markerede et vigtigt vendepunkt og knæsatte nogle principper, som har levet videre, og som Socialdemokratiet blev nødt til at kopiere. Boligmarkedet skabte markante vindere og tabere, kommunalreformen lagde grundstenen til større konkurrence og private udbud af offentlige ydelser, både beskæftigelses- og socialpolitikken blev strammet op efter borgerlige principper om noget for noget, og forsknings- og uddannelsesmål blev defineret som henholdsvis fakturaer og job.

Dertil kommer magten. For Anders Fogh Rasmussen var værdikampen kombineret med hamskiftet til julemand selve årsagen til, at Venstre i et årti kunne beholde nøglerne til Statsministeriet, og det argument rokker bogen sådan set ikke ved.

Hvad nu hvis?
Den beskæftiger sig ikke med, hvad der kunne være sket. Kunne Fogh have vundet valget i 2001 på en traditionel borgerlig økonomisk politik? Og kunne man have beholdt magten, samtidig med at VK-regeringen havde gennemført skattelettelser og offentlige nedskæringer? Og ville man overhovedet kunne få et stadig større og mere selvbevidst Dansk Folkeparti med på det?

Det eneste, man kan notere, er, at Løkke tabte valget efter at have gennemført skattelettelser og nedskæringer af dagpenge og efterløn. Og Helle Thorning-Schmidt gjorde det samme i 2015 efter “reform-amok” skattelettelser og at have videreført Løkkes økonomiske politik i videst mulige fortand. Og når bogen konkluderer, at Fogh ikke vælgermæssigt beseglede sin magt i form af øget vælgertilslutning til V og K, så er det korrekt, men samtidig er det også et resultat af almindelig slitage, som enhver regering, som sidder i mange år, rammes af.  

Bogen er et digert værk på 478 sider, og indimellem har den det med at gå ned i en detaljegrad, som er unødvendig, for eksempel omkring Muhammedkrisen og optakten til Danmarks deltagelse  i Irakkrigen. Men når det er sagt, så lever den ved sin dokumentation og sin udpensling af Anders Fogh Rasmussens eftermæle en prisværdig opgørelse af boet efter den borgerlige værdikamp. Og det sidste ord er næppe sagt i den sammenhæng.

Værdikæmperne - Slaget om danskernes sjæl af Esben Schjørring og Michael Jannerup, Gyldendal, udkom 16. januar. 478 sider.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bent Winther

Politisk kommentator, Berlingske
journalist (DJH. 1992)

0:000:00