Anna Thygesen: Fremragende manifest om kvinder og magt

Af Anna Thygesen
Kommunikationsrådgiver, adm. direktør i WeDoCommunication

Efter endt læsning af den engelske professor Mary Beards nye bog, Kvinder & Magt – Et manifest, sad jeg tilbage med en sær fornemmelse i kroppen.

I bund og grund var de græske kvinder intet andet end gifte kvinder uden politiske rettigheder og særdeles afhængige af mændene, når det gjaldt økonomi og samfundsmæssige forhold.

Anna Thygesen
Kommunikationsrådgiver, adm. dir. i WeDoCommunication

Jeg kan måske bedst sammenligne følelsen med lettelsen over endelig at finde ud af, hvad man fejler – smerterne forsvinder ganske vist ikke, men nu ved man da i det mindste, hvad de skyldes.

For mange af os ved jo godt, at kvinder og magt er en sær størrelse. Efterhånden er der selvfølgelig en del kvinder i toppen af politik, offentlig forvaltning og det private erhvervsliv, men langt hen ad vejen sidder mænd stadig på magten.

Bogen får seks stjerner, hvis læseren er en kvinde med egne erfaringer, når det gælder samfundets magtstrukturer og den offentlige debat. Én stjerne, hvis man er mand og synes, at det med kvinder og magt er noget opreklameret kvindegøjl.

Anna Thygesen
Kommunikationsrådgiver, adm. dir. i WeDoCommunication

Og selvom de siger, at vi kvinder er mere end velkomne ved bordet, virker det, som om der er lang vej endnu, før magtfulde kvinder i den offentlige sfære er lige så almindeligt som mænd med magt.

Fra antikken til i dag
Derfor er det da også både befriende, men også skræmmende, at læse den lille, fremragende bog af den britiske professor i antikkens historie ved Cambridge University. Mary Beard skriver godt, og hun tilsætter tilpas megen tør britisk humor til, at det ikke bliver kedeligt og langhåret.

Hun lykkes på en overbevisende og troværdig måde med at drage paralleller mellem den måde, hvorpå man betragtede kvinder i den offentlige debat i antikkens Grækenland, og den måde, vi på mange måder stadig holder kvinder væk fra magten i dag.

Jeg er selv klassisksproglig student fra Aarhus Katedralskole tilbage i 1983, og jeg husker egentlig, at vi opfattede de græske dramaers store kvindelige skikkelser som for eksempel Athene, Medea, Lysistrate og Medusa som stærke og helteagtige.

Men i bund og grund var de græske kvinder intet andet end gifte kvinder uden politiske rettigheder og særdeles afhængige af mændene, når det gjaldt økonomi og samfundsmæssige forhold. Det illustrerer Mary Beard på bedste vis med utallige eksempler.

Klynkende kvinder
Dengang handlede det for antikkens mænd om at bringe kvinder til tavshed. Bogstaveligt talt havde den tids kvinder ingen stemme i den offentlige debat. Kvinders lyse stemmer blev beskrevet som symbolet på fejhed, og mændenes mørke var symbolet på magt og autoritet.

Og det synspunkt kender vi jo godt fra dagens Danmark, hvor kvindelige ledere kaldes ”skingre og klynkende”, når de taler offentligt, mens mændene er stærke og troværdige. Forfatteren bemærker tørt, at de eneste mænd, der omtales som ”klynkende” i dag, er fodboldtrænere fra store klubber, der prøver at forklare, hvorfor deres hold tabte.

I min optik har Mary Beard fat i noget af det rigtige, når hun sammenligner antikkens kvindesyn med den måde, nogle mænd for eksempel reagerer over for kvinder, der tillader sig tage del i den offentlige debat på eksempelvis de sociale medier. Mange af de trusler og fornærmelser, som disse kvinder modtager, er produkter af nøjagtig den samme retorik, som antikkens mænd brugte mod kvinder dengang.

Jeg har også selv prøvet, at hammeren faldt, når jeg bevægede mig ind på traditionelle mandeområder på Facebook, og det er ikke just pæne ord, man får med på vejen.

Det er en skarp iagttagelse af den britiske professor, når hun skriver, at det ikke handler om, hvad en kvinde siger, men det er selve det, at hun drister sig til at have en mening i den offentlige debat, som mange mænd provokeres af.

Pessimistisk fremtidsscenarie
Mary Beard konkluderer, at en del mænd af i dag har samme mål som deres forfædre i antikken, nemlig at få kvinder til at tie stille. ”Hold kæft, kælling” og ”Luk røven, luder” er helt almindelige udtryk i debatter på Facebook.

Generelt er Mary Beard ikke særlig fortrøstningsfuld, når det gælder fremtidsudsigterne for kvinder og magt i den vestlige verden. Der er ganske vist mange kvinder, der lykkes med at være en del af magten, men det drejer sig i høj grad om enkeltpersoner, og mange af dem lykkes kun, fordi de egentlig bare efterligner mænds måde at tale og agere på. Og det løser ikke problemet generelt, for langt de fleste kvinder ønsker ikke at efterligne mænd.

Mary Beard konkluderer sidst i bogen, og det virker egentlig, som om hun har noget at have det i, at når kvinder ikke er en del af magten, og denne udelukkelse af kvinder fra magten traditionelt set har dybe kulturelle rødder, så er det måske ikke kvinderne, der skal lave sig om, men magtstrukturerne?

Jamen, så må vi jo hellere se at komme i gang, for jeg tror, at det kommer til at tage sin tid, hvis det overhovedet er det, vi kvinder vil.

Bogen får seks stjerner, hvis læseren er en kvinde med egne erfaringer, når det gælder samfundets magtstrukturer og den offentlige debat. Én stjerne, hvis man er mand og synes, at det med kvinder og magt er noget opreklameret kvindegøjl.

Kvinder & Magt – Et manifest af Mary Beard, Gads Forlag, 130 sider, udkommer på dansk 8. marts. Bogen er resultatet af en sammenskrivning af to af Mary Beards forelæsninger, som hun afholdt tilbage i 2014 og 2017.