Benny Damsgaard: Når baglandet gør oprør

KOMMENTAR: Selvom et partis ledelse normalt er i bedre samklang med partiets vælgere end med partiets medlemmer og tillidsfolk, er det altid en god investering at holde sig gode venner med baglandet.

" … vi er nødt til at forstå, nogen er nødt til at forstå, at vores bagland i dag er andet og mere end medlemmerne, hvor vigtige vi end er allesammen. For der er nogen, der er vigtigere end os: danskerne. Så jeg vil gerne sig tak til dem, danskerne. Hver og en, som har betroet mig det ansvar, jeg har forsøgt at løfte gennem årene. Uanset, om I har været medlemmer eller 'bare' stemt på os."

Citatet stammer fra tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens afskedstale på Venstres landsmøde den 16. november i år. En tale, som på lange stræk var et langt, humoristisk og skarpt forsvar for, at Løkke under valgkampen havde opgivet VLAK og satset på en regering hen over midten.

Venstres interne målinger havde op til valgkampen vist, at moderate borgerlige vælgere så positivt på en regering mellem Venstre og Socialdemokratiet. Og da Løkke ikke politisk kunne se sig selv samarbejde med det yderste højre, landede den der. Statsministeren smed VLAK-regeringen ud med badevandet og gik solo.

Efter Løkkes "Befrielsens øjeblik" blev det dog hurtigt klart, at tillidsfolkene i Venstre ikke delte formandens tanker om et regeringssamarbejde med S – langtfra. Utilfredsheden i især den jyske del af baglandet var massiv, og selvom Venstre gik pænt frem på valgdagen, var sagen med til at fremskynde Løkkes fald som formand.

Hvis man hæver sig lidt op over indholdet i Venstres interne diskussioner, så er det ganske normalt, at et partis ledelse er i bedre samklang med partiets vælgere end med partiets medlemmer og tillidsfolk. Sammenhængen har sågar fået et navn, den såkaldte "Mays lov", opkaldt efter politologen John D. May som først påviste effekten i starten af 1970'erne.

Forklaringen bag "Mays lov", som på engelsk formelt kaldes det mundrette "The Special Law of Curvilinear Disparity" er, at partiledelser – som lever af politik og af at få magtfulde politiske poster – alt andet lige har en stor egeninteresse i at tiltrække så mange vælgere som muligt. Derfor er der en tendens til, at ledelsen lader stemmemaksimering gå forud for ideologi, og mere eller mindre bevidst søger hen på midten, hvor de fleste vælgerne er. Også selvom dette politisk ikke er helt i tråd med partiets idelogiske udgangspunkt.

Omvendt er partiets medlemmer og de aktive tillidsfolk ude lokalt ikke personligt afhængige af at blive valgt til et embede. Politik er for dem en fritidsinteresse, og de har normalt en indkomst og en karriere ved siden af. Derfor er ideologi ofte langt mere afgørende for denne gruppe end realpolitiske og stemmemaksimerende hensyn.

Så sent som i 2017 påviste den danske valgforsker Karina Kosiara-Pedersen "Mays lov" i Danmark. Undersøgelsen påviste, at når partiernes medlemmer og vælgere selv placerer sig på en højre-venstre-skala, så placerer medlemmerne, begge fløje, sig signifikant mere yderligt end vælgerne.

En af de negative sideeffekter af "Mays lov" er, at den har en tendens til at gøre partiers kriser større.

Når et partis vælgere falder fra, falder partiledelsens autoritet over baglandet som oftest også. I medlemmernes og tillidsfolkenes øjne er det ledelsen skyld, at det er gået dårligt, og derfor stilles der nu langt flere spørgsmål til de beslutninger, der træffes, og den politik, der udvikles centralt.

Pludselig er der rigtig mange i baglandet som mener, de har svaret på, hvorfor vælgerne har forladt partiet og ikke mindst på, hvordan de skal komme tilbage igen. Og det er en opskrift, som de glædeligt deler med de journalister, der ringer.

Samtidigt med ledelsens faldende autoritet er der en tendens til, at de medlemmer og tillidsfolk, der bliver tilbage – de, der holder ved uanset hvad – er de mest ideologisk indædte. De første medlemmer, der falder fra, er altid de, der kom til, da det hele gik godt, og som først og fremmest gerne ville være med i en succes. De næste, der falder fra, er de, der meldte sig ind, fordi de så muligheden for en hurtig politisk karriere, og som nu kan se det håb forsvinde.

Effekten af faldende ledelsesautoritet og en samlet set mere kritisk og ideologiske medlemsbase er derfor ofte betydelige interne politiske skænderier og fløjdannelser. Skænderier og fløjdannelser, som så igen resulterer i dårlig omtale og uro, fjerner fokus fra det politiske genopbygningsarbejde og øger risikoen for panikbeslutninger. Man skændes kort sagt mere om stadigt mindre.

Vi har de senere år set mange mere eller mindre tydelige eksempler på denne bivirkning af "Mays lov". Det Konservative Folkeparti havde problemet i perioden efter 2011-nederlaget. SF havde massive konflikter mellem bagland og ledelse i forbindelse med, at de forlod SRSF-regeringen i 2014. V og LA har netop haft perioder, hvor oprør fra baglandet har kostet formænd og formandskandidater posten.

Hvem der næste gang bliver ramt af "Mays lov", kan kun tiden vise. Effekten har en tendens til at komme snigende. Uanset hvad, så er én ting dog sikkert. Når krisen kradser, er det altid en god investering som partiledelse at tage mere rundt og snakke med baglandet. Det er for langt de fleste mennesker ofte sværere at kritisere én i pressen, som man lige har siddet over for og drukket kaffe med.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. 

Forrige artikel Christian Egander Skov: Borgerlige kæmper med at kritisere rød finanslov Christian Egander Skov: Borgerlige kæmper med at kritisere rød finanslov Næste artikel Mattias Söderberg: Et blakket klimarygte tager tid at vaske rent Mattias Söderberg: Et blakket klimarygte tager tid at vaske rent
Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

PARLAMENTET#87: Hvis Storbritannien vil konkurrere med EU og Danmark på lavere standarder, så bliver det svært at lave en aftale om fremtiden, advarer udenrigsminister Jeppe Kofod i Altingets europæiske podcast. Vi runder også den ulmende budgetballade, udviklingspolitik og folkehøring om Unionens fremtid.