Benny Damsgaard: Statsministereffekten, der blev væk

KOMMENTAR: Frederiksens første seks måneder ved magten falder i tråd med hendes forgængere på posten siden Fogh. Vælgerne rykker sig ikke meget på et halvt år – uanset hvor godt eller dårligt vi kommentatorer synes, det går, skriver Benny Damsgaard.

S-regeringen har om få dage siddet i seks måneder. Der er generel enighed blandt de fleste politiske kommentatorer om, at regeringen og især statsministeren er kommet ganske godt fra start.

Sagerne har været få og små, og statsministerens håndtering af blandt andet undskyldningen til Godhavnsdrengene og Trumps Grønlands-melding har været til UG med kryds og slange. 

Samtidigt har oppositionen siden valget været nærmest forsvundet i intern ballade, selvransagelse og forlænget ferie. Reelt har der ikke været en fungerende opposition de seneste seks måneder, og selvom det nu går bedre for Venstre, så virker det stadig, som om der er et stykke vej igen, inden Ellemann-Jensen når topformen.

Men en ting er, hvad vi kommentatorer mener. Hvad siger tallene her seks måneder inde? Er vælgerne enige med kommentatorerne? Kan man i meningsmålingerne se en positiv effekt af Socialdemokratiets første halve år ved magten? En Mette Frederiksen-statsministereffekt, om man vil. Og giver det i hele taget mening at tale om en statsministereffekt, når man kigger historisk på det?

Det sidste først. Hvis man kigger tilbage på perioden, fra Poul Schlüter blev statsminister i september 1982, til i dag, hvor Mette Frederiksen har været det i seks måneder, så er svaret, at det ikke giver ret meget mening at tale om en decideret statsministereffekt.

Man får ikke automatisk en fremgang, når man får magten, mulighederne og opmærksomheden. Der skal mere til end det. Man skal som ny statsminister symbolisere et fundamentalt systemskifte, som befolkningen bredt bakker op bag, hvis man skal opnå en ekstra gevinst ved at få magten. Og vi starter gennemgangen med netop det. 

Poul Schlüter overtog statsministerposten uden valg i september 1982 fra Anker Jørgensen, som var kørt fast i krisen. Der blev i starten af 1980'erne ikke lavet så mange meningsmålinger som i dag, men hvis vi ser på, hvordan det gik, da Schlüter første gang mødte vælgerne i januar 1984, så gav det valg en historisk fremgang til Det Konservative Folkeparti. 8,9 procentpoint blev fremgangen på og hele 16 mandater. En så markant fremgang, at 1984-valget ofte netop bruges som skoleeksemplet på en tydelig positiv statsministereffekt. 

Efter at Tamil-sagen kostede VK-regeringen magten, overtog Poul Nyrup Rasmussen statsministerposten – også denne gang uden valg – i januar 1993. Da Nyrups flertalsregering skulle møde vælgerne første gang året efter, gik det imidlertid forholdsvis skidt for Socialdemokratiet.

1994-valget betød en tilbagegang for Socialdemokratiet på 2,8 procentpoint og 7 mandater. Her kan man altså ikke tale om en statsministereffekt – i hvert fald ikke en positiv en af slagsen.

Det næste statsministerskift kom i november 2001, hvor Foghs valgsejr var massiv. Venstre fik et kanonvalg det år med et resultat på hele 31,2 procentpoint, en fremgang på 7,2, og blev Danmarks største parti. Hvis man derimod ser på udviklingen efter 2001-valget, så er der meget, der tyder på, at Fogh ramte sit maksimale potentiale det år.

Først lidt metode. Efter årtusindskiftet begyndte der at komme så mange meningsmålinger, at man for alvor kunne lave løbende vægtede meningsmålinger (en kombination af mange målinger for at reducere usikkerheden). En af de mest anvendte og anerkendte var det såkaldte Risbjerg-snit lavet af den – i hvert fald blandt mange statskundskabsstuderende – navnkundige professor i statistik, Søren Risbjerg Thomsen, fra Aarhus Universitet.

Hvis man tager Risbjerg-snittet fra maj 2002, seks måneder inde i Foghs statsministertid, så ligger Venstre til 30,1 procent. Altså en tilbagegang på 1,1 procentpoint. Ikke noget stort fald og klart på grænsen af den statistiske usikkerhed, men ikke desto mindre nok til, at man kan konkludere, at der ikke var en positiv statsministereffekt for Fogh efter seks måneder. Og hvis man kigger lidt længere frem, så kom den heller ikke. Ved 2005-valget tabte Venstre 2,2 procentpoint.

Næste statsminister i rækken er Lars Løkke Rasmussen. Løkke overtog posten – igen uden valg – i april 2009, hvor Venstre lå til 24,6 procent i Risbjerg-snittet. Seks måneder senere, i oktober 2009, lå Venstre til 24,9 procent. En fremgang på 0,3 hvilket reelt er status quo på grund af den statistiske usikkerhed. Altså heller ikke nogen statsministereffekt for Løkke. Og effekten kom heller ikke nævneværdigt ved 2011-valget, hvor Venstre kun gik 0,5 procentpoint og et enkelt mandat frem.

Helle Thorning-Schmidt vinder som bekendt statsministerposten efter 2011-valget. Det sker dog på baggrund af et lidt tungt valgresultat for Socialdemokratiet det år, hvor de opnår et valgresultat på 24,8 procent og en mindre tilbagegang på 0,7 procentpoint fra valget i 2007.

Til trods fra beskyldninger om løftebrud, og meget andet bøvl og ballade fra starten af hendes statsministertid, så lykkes det alligevel Thorning at hente en lille fremgang hjem til sit parti på de første seks måneder. I februar 2012 ligger Socialdemokratiet således til 25,5 procent i Risbjerg-snittet. En fremgang på 0,7 procentpoint. På grund af den statistiske usikkerhed er det dog ikke en fremgang, man kan lægge det store i. Igen er der altså tale om status quo og ingen statsministereffekt.

I juni 2015 skifter magten igen, og Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister for anden gang. Venstres resultat det år er ikke prangende. Venstre ender på 19,5 procent og en tilbagegang på hele 7,3 procentpoint. Og tilbagegangen fortsætter for den rene Venstre-regering, som Løkker danner det år. Seks måneder inde, i december 2015, har Venstre tabt endnu et procentpoint og ligger nu på 18,5 procent i Risbjerg-snittet.

Konklusionen er altså, at der siden 1982 har været én markant positiv statsministereffekt i form af Schlüter og én mindre negativ i form af Nyrup i 1994. Statsministrene derefter har kun haft en meget begrænset effekt på vælgerne i deres første tid ved magten.

Hvad med Mette Frederiksen? Har den positive omtale resulteret i fremgang i målingerne? Risbjerg-snittet for november er i skrivende stund ikke kommet, men hvis vi kigger på Berlingske Barometer fra 17. november, så ligger Socialdemokratiet der til en lille fremgang på 1,2 procentpoint. Fra 25,9 procent ved valget i juni til nu 27,1 procent. Selvom Berlingske ikke opgiver usikkerheden på sit barometer, så er en fremgang på 1,2 procentpoint sandsynligvis på grænsen af den statistiske usikkerhed.

Socialdemokratiets første seks måneder ved magten falder med andre ord fint i tråd med de statsministre, som har været fra Fogh og frem. Vælgerne rykker sig ikke voldsomt meget efter et halvt år – uanset hvor godt eller dårligt, vi kommentatorer synes, det går.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. 

Forrige artikel David Trads til Pelle Dragsted: Jo, Reagan var faktisk en helt David Trads til Pelle Dragsted: Jo, Reagan var faktisk en helt Næste artikel Lisbeth Knudsen om Britta Nielsen-sagen: Er Lisbeth Knudsen om Britta Nielsen-sagen: Er "nedarvede kontrolsvagheder" nok til en ansvarsfri ledelse?
Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

SVINDEL: Medarbejdere i Forsvarets Ejendomsstyrelse har i årevis ukontrolleret kunnet svindle med indkøb for flere hundrede millioner kroner, konkluderer Rigsrevisionen. Forsvarsministeren kalder sagen meget alvorlig og vil ikke udelukke advokatundersøgelse.