Birgitte Arent Eiriksson: Hækkerup vil skubbe udsatte længere ud på retssikkerhedens b-hold

Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil gøre noget ved, at for mange tiltalte bevidst udebliver fra deres straffesag og dermed spilder tiden for ofre, vidner og domsmænd og skaber længere sagsbehandlingstider.

Derfor har ministeren lanceret et vidtgående udkast til lovforslag, som vil udvide adgangen til at dømme tiltalte, der ikke møder op i retten, og i en periode nedsætte visse af de sociale ydelser, som de måtte modtage.

Men på trods af, at man siden 1994 gentagende gange har skærpet brugen af udeblivelsesdomme, har man stadig ikke noget overblik over, hvor stort problemet med tiltaltes udeblivelser egentlig er, hvilke årsager der er til udeblivelse, eller hvilke borgere og samfundsgrupper det hele handler om.

Er der tale om en stor gruppe hærdede kriminelle, som driver gæk med danskernes retsfølelse? Eller handler det overvejende – og mere sandsynligt – om socialt udsatte og andre ressourcesvage personer, der ikke kan finde rundt i den juridiske proces og møde i retten på et bestemt tidspunkt?

Burde man ikke have undersøgt dette, inden man gik i gang med at skærpe kursen over for disse endnu ukendte personer?

Det bliver bestemt ikke bedre, når justitsministeren i sin pressemeddelelse til lovforslaget henviser til en analyse fra Københavns Vestegns Politi om sagsbehandlingstiden i en række konkrete straffesager.

Ingen af disse tal antyder en voldsom epidemi af udeblivelser

Birgitte Arent Eiriksson
Kommentarskribent

Det fremgår nemlig ikke af analysen, i hvilket omfang det er tiltaltes udeblivelse, som har været årsag til udsættelsen af de fremhævede sager, eller om udsættelsen reelt skyldtes andre forhold.

Det kunne være rettens eller anklagemyndighedens forhold, eller at indkaldelsen til retsmødet ikke var forkyndt for tiltalte, at der ikke var indkaldt eller mødte en tolk til retsmødet, eller at et vidne ikke mødte op.

Der kan således være mange årsager til, at straffesager må udsættes, og justitsministerens analyse skaber ikke mere klarsyn.

Men hvad ved vi så egentlig om tiltaltes udeblivelser? En stikprøveundersøgelse fra 2012 fra 12 byretter og Vestre Landsret viste, at tiltalte udeblev uden lovligt forfald fra 3,8 procent af domsmandssagerne.

Det harmonerer med helt nye tal, som Justitia har modtaget fra Rigsadvokaten, hvor udeblivelsesdomme i 2019 udgjorde cirka 3,5 procent af det samlede antal afgørelser ved byretterne (uden bødesager).

Ingen af disse tal antyder en voldsom epidemi af udeblivelser.

Der er også meget, der tyder på, at justitsministerens forslag særligt vil ramme udsatte og andre ressourcesvage borgere, som i forvejen har svært ved at varetage deres egen retssikkerhed i mødet med det offentlige system. En arbejdsgruppe under Finansministeriet anslog nemlig i 2004, at ressourcesvage borgere udeblev med højere frekvens end andre borgere.

Disse borgere kan få svært ved at få kendskab til straffesagen, hvis både indkaldelsen til retten og udeblivelsesdommen fremover skal kunne forkyndes ved en forenklet digital proces.

I stedet for at ramme forhærdede kriminelle er der altså stor sandsynlighed for, at lovforslaget vil skubbe udsatte borgere med for eksempel psykiske problemer eller misbrug endnu længere ud på et retssikkerhedsmæssigt b-hold.

Det var måske ikke hensigten med lovforslaget, men det er de utilsigtede konsekvenser, som kan opstå, når man ikke undersøger det problem, som man vil løse med ny lovgivning.

Alligevel skrider lovgivningen frem, angiveligt fordi nogle borgere mangler respekt for retssystemet. Men selvom fru Justitia helst skal være blind, så behøver lovgivningsprocessen bestemt ikke at være det.

Hvis man fortsætter med at lovgive i blinde, kan resultatet i stedet blive mindre respekt for lovgivningsprocessen og mindre tillid det offentlige system.