Biskop: Religion og politik i private rum er dødsensfarlige

KOMMENTAR: Hvis vi spærrer hinanden inde i private rum, slipper vi fanatiske djævle løs, der vil elske at kalde had og forhånelse frem. I offentligheden derimod kan den religiøse diskutere med det sekulære menneske og omvendt, skriver Peter Skov-Jakobsen. 

Der er nogle stemmer, som man altid gerne lytter til, for de bringer nye facetter ind i debatten. Man kender dem som mennesker, der aldrig lader sig forlede af deres første indtryk. De har en særlig evne til at tænke forfra.

Sådan har jeg det med den franske religionshistoriker Olivier Roy. I en lille bog spørger han ”Er Europa kristent?”

Det er spændende at sidde med et tankevækkende værk, hvor man ved afslutningen af læsningen tænker: Hvor ville han egentlig hen? Det er ligefrem helbredende med en bog, der ikke gør noget ud af at fremstå med nogen betontænkning.

”Det er nødvendigt at tage spørgsmålet om værdierne op på ny, bringe kulturen tilbage og resocialisere normsystemerne, indskrive dem i samfundet igen (…) Det er nødvendigt at vende tilbage til fundamenterne, især dem fra det liberale europæiske samfund, ligesom til det, der er tilbage af den kristne erindring.” (Roy, s. 192-193).

Bogen er resultatet af en diskussion af, hvor Europa står i debatten mellem dem, der forlader sig på en verdslig normativitet, en religiøs normativitet og så endelig dem der efteraber såvel den verdslige som den religiøse normativitet.

Ricard Mortensen, én af Danmarks store malere i det 20. århundrede, prydede en væg i Holmens Kirke med to værker, som hedder ”De norske fjelde”. Når man viste rundt i kirken, fik man ofte skældud. Hvad bestilte de værker dér? De forestillede jo ikke noget. Det var jo ikke andet end former og farver, der rodede rundt mellem hinanden. De havde ikke noget kirkeligt eller kristent indhold.

Jeg blev gladere og gladere for billederne. De var vist kommet op i 60’erne som en spontan handling. De var på alle måder en pudsighed, en indskydelse, – og dog syntes jeg, at de var alt andet end malplacerede. De hang der som en fremragende repræsentant for det 20. århundrede.

I slutningen af det 19. århundrede døde Gud. Det var der i hvert fald en del, der hævdede. Ingen kan være i tvivl om, at Gud i hvert fald kom til at betyde noget andet. Fra at være centrum i samfundenes tænkning og menneskenes måde at læse tilværelsen på, blev Gud rykket ud i periferien og lejlighedsvis også sat helt uden for cirklen – altså som død – som en historisk genstand, man kunne betragte, iagttage og vende sig bort fra.

Der kom andre fortællinger, som menneskene udviklede og spejlede sig i: demokrati, liberalisme, konservatisme, socialisme, nazisme, fascisme, kommunisme. Naturvidenskaber, humanistiske videnskaber og socialvidenskaber og jura tog nok føringen, når det handlede om at forklare verden.

Der skete noget frygteligt. Verden brød sammen. I Europas og verdens historie har der været mange krige; men de to verdenskrige i det 20. århundrede bevidner begge to fuldstændige politiske og moralske sammenbrud.

Krig var blevet noget, der nu involverede civilbefolkningen, og hadske og morderiske tendenser mod mindretal af religiøs, etnisk, national og seksuel observans hærgede Europa. Vi så tyranner, som kaldte sig fører eller generalsekretær, og de satte hele tiden deres sag eller staten over mennesker og myrdede løs med god samvittighed i deres ideologis tjeneste.

Efter krigene, efter disse diktaturer, har vi selvfølgelig spurgt os selv, hvor var Gud egentlig henne? Og som religiøs forstår jeg bedre end godt det spørgsmål. Det hærger også mit indre. Men der er også et andet spørgsmål, der hærger i min tanke, nemlig ”hvor var mennesket henne?”

Ricard Mortensen gav mig altid med sin fragmenterede måde anledning til at stille begge ubehagelige spørgsmål.

For mange europæere er islam i de sidste år fremtrådt som en ny måde at hævde religion og religionens værdier på. Vi er med rette bange for det voldelige udtryk, som nogle fanatikere har grebet til.

Olivier Roy påviser i sin lille bog, at der er en del af de religiøse institutioner (kirker, moskéer, synagoger), som har ladet sig udgrænse af det offentlige liv. Roy har i andre bøger hævdet synspunktet, at der generelt er sket noget med de religiøse institutioners måde at agere i det offentlige rum.

Vi er blevet besat af en enfoldighed, fordi en massiv sekularisering helst har villet have religionen til at være i det private rum. I kristendommen har det betydet, at også kirkerne (for eksempel den romersk-katolske kirke) har trukket sig tilbage til at holde fast i, at noget er uopgiveligt, og det er som regel ægteskabet, kernefamilien, og i den forbindelse har man så hævdet, at ægteskab kun var for heteroseksuelle.

Der findes også mennesker, som bruger islam eller kristendom til at hævde en identitet. De tænker i den forbindelse mere på det kulturelle end på det religiøse. De såkaldt identitære hævder det kulturelle religiøse udtryk, men vil ikke have troen, religionen og spiritualiteten med. Religionen er en såkaldt ledekultur.

Religion som identitet uden den troendes erfaringer kan hurtig blive farlig. Det kan meget nemt blive en fanatisk hævdelse af de kulturelle, politiske og sociale standpunkter som aldrig lader sig destabilisere af den religiøse eftertanke, tvivlen, anfægtelsen, følelsen af altid at være på vej.

Den fanatiske ateistiske holdning eller politisk, ideologiske holdning lider under den samme fare. Der er ikke noget, der kan destabilisere overbevisningen, og derfor råber man til modstanderen i stedet for at tale med hinanden.

Religion og politik i private rum er dødsensfarlige, fordi vi ikke skal argumentere ind i den fælles sammenhæng. I ekkokammeret får ingen nok af egne indsigter. Det er i den offentlige samtale, at vi bliver så tilstrækkeligt destabiliserede eller relativerede, at vi kommer til at lytte.

Det fuldstændige moralske og politiske kollaps, som vi lærte at kende som europæere i det 20. århundrede, burde få os til at holde fast i nogle erkendelser. Der er en menneskelig værdighed, som vi skal hævde. Der er et forsøg på en international orden, som vi skal forsøge at udbygge og hævde. Der er en demokratisk, religiøs, social dannelse, som vi skal hævde, for vi har set, hvordan det går, når man ikke gør det.

Der findes en Ånd i verden, og om man er religiøs eller verdslig, eller man er noget imellem begge dele (og det sidste vil jeg hævde at være), så udtrykkes det meget godt i én af vore bedste påskesalmer, hvor Hans Anker Jørgensen digter: ”Det er som en Ånd gennem lukkede døre/ i kød og i blod/ der sender os, siger os, hvad vi skal gøre/ og indgyder mod/ så den der er bange for hån og for stening/ tør gøre i dag, hvad der evigt gi’r mening.”

Hvis vi spærrer hinanden inde i private rum, slipper vi fanatiske djævle løs, der vil elske at kalde vrede, had og forhånelse frem. Hvis vi derimod alle tør være til stede i offentligheden, kan den religiøse diskutere med det sekulære menneske og omvendt. Mange af os vil sikkert opdage, at sekularitet sagtens kan forenes med religion – og den religiøse vil også opdage, at meget af det sekulære hører med til det moderne liv og tænke: heldigvis!

-----

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Stine Bosse: Totalitær højredrejning styrer EU væk fra kerneværdierne Stine Bosse: Totalitær højredrejning styrer EU væk fra kerneværdierne Næste artikel Jarl Cordua: Vi er vidne til et veritabelt borgerligt kollaps Jarl Cordua: Vi er vidne til et veritabelt borgerligt kollaps
Støjberg efter to dage i retten:

Støjberg efter to dage i retten: "Jeg tror ikke, der er flere spørgsmål i verden"

INSTRUKSKOMMISSIONEN: Der kørte to spor i sagen om adskillelsen af ægtepar med mindreårige asylansøgere: Inger Støjberg spillede hård negl politisk, men administrerede i virkeligheden helt efter loven. Sådan lyder venstrepolitikerens egen forklaring, men den havde udspørgeren i Instrukskommissionen meget svært ved at tro på.