Boganmeldelse: Rapport fra det dekonsoliderede demokrati

ANMELDELSE: Yascha Mounk har skrevet et sympatisk og kærkomment forsvar for det liberale demokrati. Men de gode analyser af, hvordan illiberale strømninger og bureaukratiske systemer underminerer en samfundsmodel, der har givet store civilisatoriske fremskridt, undviger også vigtige spørgsmål.

Altingets vurdering: 4/6

Af Esben Schjørring
Redaktør, Altinget: magasin

Skulle der være én god ting at sige om Donald Trump, er det, at hans dybt problematiske præsidentskab i USA har igangsat en bølge af gentænkning af det liberale demokratis tilstand og forudsætninger.

Med sin bog The People vs. Democracy: Why Our Democracy Is in Danger And How to Save It indmelder den tysk-amerikanske Harvardlektor og bagmand bag podcasten The Good Fight Yascha Mounk sig som medlem af en ny generation af politiske tænkere.

Kommet ud på den anden side af Francis Fukuyamas forestilling om “Historiens afslutning” befinder vi os nu der, hvor demokratiet ikke længere fortsætter sin globale sejrsgang, og hvor opbakningen til demokrati og liberale værdier eroderer – eller “dekonsoliderer”, som Mounk kalder det med en sproglig nydannelse – selv i Europa og USA.

Sammen med andre offentlige intellektuelle som Ivan Krastev, Mark Lilla, David Runciman, Jan-Werner Müller og duoen Daniel Ziblatt og Steven Levitsky analyserer Mounk det liberale demokratis vilkår ud fra en presserende bevidsthed om dets skrøbelighed.

Født i 1982 er Yascha Mounk det yngste skud på den stamme, og hans bog er lige dele analyse og kampskrift – skrevet på ryggen af chokket over valget af Trump. Noget, der desværre ender med at svække hans indsats.

Illiberalt demokrati 
Det store og vigtige clou i People vs. Democracy er Mounks udpegning af, hvordan det liberale demokratis delelementer – rettighederne og pluralismen på den ene side og valghandlingen på den anden – skilles ad i disse år. Sådan afdækker han to modsatrettede tendenser.

Illiberalt demokrati, hvor folk stadig stemmer, men får udhulet deres rettigheder, og hvor de institutioner, der skulle beskytte dem, udhules. Og som sit modstykke: “udemokratisk liberalisme”, hvor borgerne ganske vist nyder fuld beskyttelse af deres rettigheder, men hvor deres indflydelse, enten via stemmesedlen eller hvad de rent faktisk kan stemme om, er blevet inddraget af særinteresser og teknokrater.  

Hvor begrebet populisme let mister noget af sin forklaringskraft, kan man med begrebet illiberalt demokrati bedre fastholde, at populismen indeholder noget genuint demokratisk.

Her er Mounks alarmerende pointe, at illiberale demokrater eller populister over tid ved magten til sidst springer ud som fuldblods-autokrater og -diktatorer. Her fremhæver han Ruslands præsident Vladimir Putin, førnævnte Orban, Venezuelas Hugo Chavez og Tyrkiets præsident Recep Erdogan som eksempler.

De er måske ikke de stærkeste udtryk for en tendens, vi også skal være bange for i demokratiets nordvestlige hjerteland; ingen af landene har en lang indgroet tradition for liberalt demokrati, og det er selvfølgelig også derfor, Mounk holder et vagtsomt øje med Donald Trumps færd i verdens ældste nulevende demokrati i USA. Som han selv bemærker, er det stadig et spørgsmål, om det lykkes Trump at underminere det amerikanske system, eller om det kan inddæmme ham.

Har man fulgt populismedebatten de senere år, er det velkendte pointer, Mounk bringer til torvs, omend han gør det velformuleret og bakket op af empiri.

Udemokratisk liberalisme
Så er der faktisk mere at hente i hans beskrivelse af udemokratisk liberalisme. Han siger det ikke højt, men han gør en konservativ kritik af, at liberalismen – ikke forstået som en økonomisk-politisk position, men som politisk ideologi og samfundsmodel – har en iboende tendens til at erstatte politik med jura, administration og moralisme.

I USA er det i Mounks øjne særligt pengestærke særinteresser, der har holdt vælgerne uden for reel indflydelse, mens han fremhæver EU’s håndtering af den græske gældskrise som eksempel på, hvordan udemokratisk liberalisme tager sig ud i Europa, da teknokrater og politikere, der ikke var valgt i Grækenland, tilsidesatte de græske vælgere.

Det er ærgerligt, at Mounk ikke går længere med den analyse og udborer, hvordan illiberalt demokrati og udemokratisk liberalisme lever gensidigt af hinanden. Og det er også tydeligt, at han betragter det illiberale demokrati som en større og i hvert fald mere akut trussel end den udemokratiske liberalisme.

Socialdemokratiske svar
Det store spørgsmål for Mounk er selvfølgelig, hvorfor støtten til illiberale politikere og deres programmer intensiveres, selv i etablerede demokratier. Svarene centrerer sig om forskellige momenter af globaliseringen – øget økonomisk prekaritet og ulighed, migration og flerkulturelle samfund og slutteligt de samfundsmæssige konsekvenser af digital kommunikationsteknologi.

Heraf lægger han mest vægt på det første, og sammen med hans understregning af nationalstatens vigtighed, er det let at se for sig, at danske socialdemokrater vil læse Mounks bog med notesblokken fremme og spidset blyant.

Også fordi det er på den økonomiske politik, han konkretiserer sine løsningsforslag allermest: En offensiv boligpolitik, der kan sænke boligpriserne og dermed mindske den formueulighed, der opbygges her overalt i Vesten, samt millionærskat og bekæmpelse af skattely skal give provenuet til den omfordeling, som i Mounks analyse kan forny vælgernes tillid til, at det liberale demokrati kan levere tryghed og fremskridt.

Indvandring
Uanset om man er enig i Mounks politiske svar, er der meget godt at hente i hans bog. Også selvom den til tider virker både lidt langt i spyttet og skrevet i hast – noget, der kun umiddelbart er modsætninger.

Det er et større problem, at han har en tendens til at undervurdere psykologiske dimensioner af politik. Han beskriver næsten konsekvent skepsis over for indvandring og opslutning bag en restriktiv udlændingepolitik som et udtryk for “frygt”, men uden at gå ind i en nærmere undersøgelse af, om frygten i hvert fald nogle gange er velbegrundet og måske nogle gange endda udtryk for en erkendelse.

Det undrer så meget desto mere, fordi han gør Francis Fukuyamas bemærkning om, at vi er på ukendt territorium, når kulturelt homogene demokratier udvikler sig til multikulturelle demokratier, til sin. Her forbliver Mounk på overskriftsniveau, og det er ikke mindst problematisk, fordi det om noget er på emnet indvandring, at striden mellem illiberale og liberale demokrater står i de her år.

Parlament eller præsident
Det fører til det sidste kritikpunkt. For hvordan skal liberale demokrater egentlig håndtere mødet med illiberale demokrater i dag-til-dag-politikken?

Her er Mounk ikke vag, men til gengæld er han unuanceret og koncentrerer sig næsten udelukkende om Trump. Her er der ikke tale om det samarbejdende folkestyre, men om direkte og offentlig protest, der skal deployeres i et nulsumsspil om magten. Strategisk ved jeg ikke, om ikke lige netop Trump ville kunne udnytte alskens demonstrationer og happenings til sin fordel – al den stund at hans rette element er det politiske gadeteater.

Det er påfaldende, at Mounk, der i bogen ellers arbejder med at sammenligne den politiske udvikling verdens lande imellem, ikke gør mere ud af at sammenligne, hvordan et liberalt demokrati som det danske med negativ parlamentarisme og lav spærregrænse synes at have betydelige fordele over for topartisystemer med flertalsvalg i enkeltmandskredse, når der skal rammes en ny balance mellem rettigheder, repræsentation og magtudøvelse.

Tidlig repræsentation og adgang til at påvirke den førte politik har i hvert fald skolet og præget et parti som Dansk Folkeparti, der nok har populistiske træk, men som også udpræget har accepteret normer og spilleregler for at blive et anerkendt parti. Her er det klart, at demokratier som det amerikanske, som ikke mindst er designet til at holde folkelige raptusser stangen, havner i problemer, når en mand som Trump vinder. For så vinder han hele magten.

Yascha Mounk: The People vs. Democracy: Why Our Democracy Is in Danger And How to Save It, Harvard University Press, 400 sider, er netop udkommet.

Forrige artikel Anna Thygesen: Fremragende manifest om kvinder og magt Anna Thygesen: Fremragende manifest om kvinder og magt Næste artikel Anmeldelse: Ny bog om universiteterne er fyldt med tvivlsomme postulater og grelle misforståelser Anmeldelse: Ny bog om universiteterne er fyldt med tvivlsomme postulater og grelle misforståelser
Brexit-panik er udsat, men ikke aflyst

Brexit-panik er udsat, men ikke aflyst

TOPMØDE: 29. marts er ikke længere Brexit-dag. EU’s regeringschefer har givet briterne lidt mere tid til at bestemme sig for, hvordan de vil forlade EU-klubben.