Boguddrag: "En farlig erosion i de demokratiske værdier er i fuld gang"

Efter aftale med Bjarke Møller bringer Altinget et uddrag af hans nye debatbog 'Håbets politik - Sådan overvinder Europa kriserne og bliver grøn supermagt". Uddraget er fra kapitel 5, side 151-179, om det liberale demokratis krise. Bogen udkom 10. april.

Det liberale demokratis krise
Siden Berlinmurens fald har mange i den liberale demokratiske lejr følt, at historien er på deres side, fordi de selv følte sejrens rus. Nogle har taget det for givet, at alle andre bør indordne sig under det politiske, kulturelle og moralske overherredømme, som det sejrende liberale demokrati har opnået.

Men det ligner ideologisk hovmod. For det liberale demokratis "sejr" var nok mere resultatet af fjendens sammenbrud og kommunismens indre modsætninger end produktet af egen succes. I dag bliver det liberale demokratis sejrende selvhævdelse ramt af noget, der ligner dets nemesis, for flere af de indre modsætninger i det liberale demokrati er kommet frem i lyset. "Der er voksende tegn på utilfredshed med det politiske liv i de vestlige demokratier, og der er klare tegn på en farlig erosion i de demokratiske værdier,” mener den radikale demokrat, Chantal Mouffe.

Erosionen er i fuld gang. Tænketanken Freedom House gør hvert år status over, hvordan det går med udbredelsen af demokrati og frihedsrettighederne i verden, og 2020-rapporten var nedslående læsning. Kun 42,6 procent af verdens lande kan betegnes som velfungerende demokratier og frie samfund, vurderer Freedom House, mens 112 lande er mere eller mindre ufrie og udemokratiske lande. Demokratiet har i de seneste fjorten år været i tilbagegang, og mere end halvdelen af verdens demokratier er stagneret, og borgere har oplevet en indskrænkning i stedet for en udvidelse af deres frihedsrettigheder, vurderer tænketanken. Selv i flere europæiske lande har vi set en begrænsning af borgernes rettigheder, og for første gang nogensinde er et EU-land, Ungarn, rubriceret af Freedom House som et "delvist frit" land. Polen er også tæt på at ende i denne lidet prisværdige kategori.

Erosionen er i fuld gang. Tænketanken Freedom House gør hvert år status over, hvordan det går med udbredelsen af demokrati og frihedsrettighederne i verden, og 2020-rapporten var nedslående læsning. 

Bjarke Møller
Fhv. direktør, Tænketanken Europa

Globalt er vælgernes tilfredshed med de beslutninger, der træffes i de demokratiske institutioner faldet kraftigt, og siden den globale finanskrise har vi oplevet demokratisk stagnation, viser en stor rapport fra Cambridge University, der siden halvfemserne har taget temperaturen på folks tilfredshed i lande med et demokratisk styre. "Over hele kloden er demokratiet i en tilstand af gærende uro," hævder rapportens hovedforfatter, Dr. Roberto Foa. "Utilfredsheden med demokratiet er steget over tid og har globalt nået et historisk højdepunkt, specielt i de udviklede lande." Selv I de udviklede og konsoliderede demokratier i Europa, Nordamerika, Australien, New Zealand, Japan og Sydkorea, er tendensen negativ. I midten 1990'erne var omkring to tredjedel af borgerne tilfredse med demokratiet, men i dag er det under halvdelen af borgerne. I EU-landene er mistilliden accelereret kraftigt i årene efter finanskrisen, euro-statsgældskrisen og migrationskrisen.

Der kan spores stigende pessimisme i forhold til demokratiets fremtid. Nogle forfattere er begyndt at tale om risikoen for, at "demokratiet dør", og de spekulerer over, "hvordan demokratiet slutter". I stedet for de sidste 30 års jubelhistorie om det liberale demokratis sejr har vi i stedet fået historien om dets forfald og afslutning. Vi er gået fra eufori og optimisme til fremtidspessimisme. Ingen af disse historier holder. Der er bestemt mange bekymrende tendenser, og det ryster mange at se, at en siddende præsident i USA forsøger at forhindre stemmeoptællingen ved et præsidentvalg, eller at se hvordan enkelte EU-lande som Ungarn og Polen laver illiberale reformer. Alligevel går vi ikke i retning af det store opløsningsscenarie for demokratiet. Der er stadig håb.

EU-landene hører som helhed til blandt de mest frie, åbne og demokratiske samfund i hele verden, og sammenlignet med andre samfund er der meget mere at glædes over end at begræde. Det store flertal af vælgere i de europæiske lande støtter i dag de grundlæggende demokratiske værdier, frihedsrettighederne, retsstaten og idealerne bag det repræsentative demokrati. På en skala fra 0-10, hvor 10 udtrykker ekstrem tilfredshed med at leve i et land med et demokrati, er den samlede score i de nordiske lande 9,2 og i de øvrige EU-lande er den mellem 8,1 og 8,6. Det store flertal af vælgerne har stærke demokratiske overbevisninger. Men de er i stigende grad utilfredse med de løsninger, som de folkevalgte og regeringerne leverer. Demokratiet er ikke ved at dø. Men det befinder sig i en dyb repræsentationskrise, hvor vælgerne ikke føler, at politikere repræsenterer dem ordentligt.

Den schweiziske professor, Hanspeter Kriesi, fra European University Institute i Firenze har undersøgt hvilke specifikke principper i det liberale demokrati borgerne sætter pris på, og det viser, at europæerne på tværs af lande deler mange af de samme forestillinger om demokrati. De fleste synes, at principperne er ekstremt vigtige eller meget vigtige. Lighed for loven scorer mellem 9,1 og 9,5 point på en ti-punkt skala, hvor de nordiske borgere ligger helt i top, men selv i de central- og østeuropæiske lande er scoren 9,1. Og i synet på de frie medier giver europæerne en ret høj score på mellem 7,8-8,4 point. De støtter de demokratiske værdier over en bred front, men der er langt fra lige så stor tilfredshed i alle lande med den måde, som demokratiet fungerer på. I Syd-, Central- og Østeuropa er tilfredsheden helt ned på 4,2-4,4 på en ti-punkt skala, mens tilfredsheden i de nordiske lande ligger på 7. Europæerne er varme tilhængere af de demokratiske idealer, men den politiske praksis lever ikke op til deres forventninger.

I følge Eurobarometers målinger er tilliden til de politiske partier meget lav. I sommeren 2020 sagde hele 73 procent af borgerne, at de ikke stoler på partierne. Denne mistillid til partierne har forplantet sig til de nationale parlamenter og nationale regeringer, og næsten seks ud af ti vælgere har mistillid til dem. Det er udtryk for en dyb krise for det repræsentative demokrati. Kun i Danmark, Sverige, Finland, Holland og Luxembourg har mere end seks ud af ti vælgere tillid til det nationale parlament. Danmark topper stort set alle tillidsranglisterne i Europa, og der er noget i den danske model og demokratiske kultur, som andre medlemslande kan hente inspiration i.

I en række EU-lande er vi ligefrem vidner til et omfattende tillidskollaps, og mistilliden er størst i Øst- og Centraleuropa, samt i Grækenland og Spanien, der begge har været gennem langvarige politiske og økonomiske kriser. Også Frankrig, Italien og Belgien befinder sig i dybe tillidskriser, hvor omkring to tredjedel af vælgerne har mistillid til det nationale parlament og til regeringen. Vælgere, der stemmer på protestpartier, er generelt langt mere utilfredse med det nationale demokrati og mere skeptisk overfor EU end andre vælgere. Tilliden til EU er steget lidt i de senere år - især efter chokkene fra Brexit og Trump - så 43 procent af vælgerne har tillid til EU, og 48 procent har mistillid. Reelt klarer både Europa-Parlamentet og Rådet sig bedre end de nationale parlamenter og nationale regeringer, men, når under halvdelen af vælgerne har tillid til EU-institutionerne, understreger det, at folk stadig ikke ser dem som en redningskrans for de mangler og problemer, som de oplever i det nationale demokrati.

Det er paradoksalt, at i en tid, hvor flere og flere meningsdannere og politikere taler om nationalstatens genkomst, er tilliden til det nationale repræsentative parlament faktisk mindre, end den er til Europa-Parlamentet, som har langt færre beføjelser. Skal man finde en fællesnævner i disse tillidstal, kan man måske sige, at borgerne ser positivt på staten renset for den nationale politiks polemik. Tilliden de politiske partier er styrtdykket, hvorimod et solidt flertal af borgerne nærer tillid til sundhedsvæsenet, hæren, politiet, den offentlige administration, de lokale myndigheder og domstolene i den nævnte rækkefølge. Den hårde statsmagt i form af politiet og militæret har over 70 procent af de europæiske vælgere tillid til. At det er de mest autoritære håndhævere af ordensmagten, og ikke den frie demokratiske proces i de repræsentative forsamlinger, som vælgerne har mest tillid til, giver grund til bekymring.

Stærke indre spændinger i det liberale demokrati
Der er både politiske, økonomiske og sociale årsager til denne tillidskrise, som vi vil undersøge i dette kapitel. Men der eksisterer også en mere fundamental idekrise, som nogle af det liberale demokratis største tilhængere glemte at reflektere dybere over i de jubelår, hvor de følte, at de stormede frem og havde historien på deres side. I den oplyste liberale elite var der en stærk overbevisning om, at man repræsenterede selve rationaliteten i samfundet, og de har til tider haft en tendens til at betragte kritikere som ufornuftige mennesker, der ikke har set lyset og bare er i deres følelsers vold. Det har været den herskende holdning på bjerget, når man har kigget ned på den bølge af populistpartier og systemkritiske bevægelser, som i de senere år er vokset frem i EU-landene. Man har bare overset, at det liberale demokrati rummer et spændingsfelt mellem flere idealer - herunder mellem liberalisme og demokrati - som man ikke på forhånd kan tage for givet. Man skal konstant kæmpe for at realisere idealerne i praksis, for de er ikke alle gennemført fuldt ud, og de kan til tider komme ud af balance.

Den oplyste liberale elite har haft en tendens til at betragte kritikere som ufornuftige mennesker i deres følelsers vold. Det har været den herskende holdning på bjerget, når man har kigget ned på den bølge af populistpartier og systemkritiske bevægelser, som i de senere år er vokset frem i EU-landene.

Bjarke Møller
Fhv. direktør, Tænketanken Europa

Det er opmuntrende, at der i dag er bred opbakning blandt europæerne til den liberale stat forstået som retsstaten, forsvaret for borgernes individuelle rettigheder, mediefriheden og det grundlæggende princip om deling af magten. Det er en opbakning, der er vokset over tid, så demokratiet er helt overordnet meget velkonsolideret i EU-landene. Allerede i 1748 beskrev Montesquieu i sit klassiske værk om lovens ånd, L´Esprit des Lois, hvor vigtigt det er, at forfatningen garanterer tredelingen af magten mellem den udøvende, lovgivende og dømmende magt. Dette magtdelingsprincip har rødder helt tilbage til Aristoteles i det gamle Grækenland, men i dag refereres der normalt til Montesquieu, fordi hans ideer fik så stor praktisk betydning i Amerikas demokratiske revolution.

Magtdelingsprincippet deler autoriteten mellem de tre instanser, så ingen længere har absolut magt til at kanøfle de andre. Det geniale ved den løsning er, at den beskytter bedre mod magtmisbrug. Eller som en af de amerikanske forfatningsfædre, John Adams, så præcist sagde: "Magt må imødegås af magt, kraft af kraft, styrke af styrke, interesse af interesse, lige så vel som fornuft af fornuft, veltalenhed af veltalenhed og passion af passion.” Og kunne man tilføje med Montesquieu: Selv dyder og moral har behov for at blive begrænset af noget andet udenfor sig selv.

Efter mellemkrigstidens totalitarisme og Anden Verdenskrigs rædsler stod det klart for alle i Vesteuropa, hvor vigtigt det er med en forfatningsgaranteret tredeling af magten, så uafhængige domstole har magt til at forsvare forfatningen. Demokratiet må beskyttes mod sig selv, så der aldrig mere kommer en Hitler eller anden totalitær leder, som laver statskup og afvikler demokratiet på ryggen af nødretsbeføjelser fra præsidenten. Et lille flertal i parlamentet skal ikke have ret til at give diktatoren absolutte beføjelser til at handle i strid med forfatningens demokratiske garantier. Den enkelte borger og mindretal skal beskyttes mod forfatningsstridige overgreb fra flertallet, så demokratiet ikke forvandles til flertalstyranni. Og der må være lighed for loven. Eller som Hannah Arendt bemærkede i sit værk om totalitarismen: "Nation-staten kan ikke eksistere, når dens princip om lighed for loven er brudt sammen. Uden denne legale lighed (..) opløses nationen til et anarkistisk rod af over- og overprivilegerede individer."

De liberale demokratiske principper er indskrevet i EU's unionstraktat, og alle medlemslande har lovet at overholde dem. Det fremgår af unionstraktatens afsnit 1, artikel 2, at unionen bygger på fundamentale værdier som "respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal." Medlemslandene forpligter sig også til "pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd". Fra og med Lissabontraktaten har EU's medlemslande lovet at respektere det fælles charter om grundlæggende rettigheder, der er gjort juridisk bindende på traktatniveau. Så medlemslandene har pligt til at overholde menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Det er et stort fremskridt og har været med til at tydeliggøre, hvad det egentlig er, unionen er sat i verden for.

Alle er værdifulde idealer, men skal de alle forsvares med samme styrke til enhver tid? Unionstraktaten er et kompromis, der tilgodeser mange forskellige interesser, og ikke alle værdierne er fuldt og helt realiseret. Det rejser derfor spørgsmålet, hvilke værdier har forrang i den politiske kamp for at virkeliggøre vores fælles idealer? Det har EU-landene aldrig rigtig taget stilling. I traktaten står det, at unionens mål er at fremme freden, sine værdier og befolkningernes velfærd. Men det er ikke noget, unionens institutioner alene kan diktere, for værdierne skal føres ud i livet i behørig respekt og hensyntagen til de enkelte medlemslandes demokratier. Eller som der står i unionstraktaten, så bidrager unionen "til bevarelsen og udviklingen af disse fælles værdier under hensyn til de europæiske folks forskelligartede kulturer og traditioner samt til medlemsstaternes nationale identitet og organisering."

I Europa betragter vi med rette det "liberale demokrati" som et stort fremskridt, der er værd at forsvare, men vi bør også erkende, at det ikke er en sammenhængende størrelse. Det kan forbedres. Værdierne skal fortolkes og praktiseres, og her kan der opstå politiske og ideologiske uenigheder - både i EU og i de enkelte medlemslande - om, hvad der er vigtigst at prioritere i den konkrete situation. Der er mange spændinger mellem frihed og lighed, mellem individets frihed og friheden for flest mulig, mellem frihed og demokrati som kollektiv beslutningsproces, mellem økonomisk og politisk frihed, som stadig er uforløste. I spændingen mellem disse poler opstår der noget tredje eller fjerde, der er med til at drive historien videre. Vi kan som mennesker bruge den frie vilje til at supplere det liberale demokrati med stærke idealer om social retfærdighed og naturbeskyttelse.

I sin seneste bog, Identity, erkender Francis Fukuyama, at "den virkelige verdens liberale demokratier aldrig lever fuldt op til deres underliggende idealer om frihed og lighed. Rettigheder bliver ofte overtrådt; loven anvendes aldrig lige for de rige og magtfulde såvel som de fattige og svage; borgere, der får mulighed for at deltage, vælger regelmæssigt ikke at gøre det. Desuden er der iboende konflikter mellem frihedens mål og lighedens mål: Større frihed indebærer ofte øget ulighed, mens bestræbelser på at fremme lighed reducerer frihed." Vi er spændt ud mellem idealet om social retfærdighed, der er vigtig for den enkelte borgers frihed, og så beskyttelsen af privat ejendom og folks jagt på størst mulig lykke og rigdom.

Der eksisterer også en reel spænding mellem liberalismens etiske princip om, at hvert enkelt individ har ret til at leve sit liv, men at det ikke må ske på bekostning af de andres frihed og demokratiske rettigheder. Man kan ikke altid bare gøre, hvad man ønsker, og hvad man har lyst til, for alle andre har lige så meget ret til at realisere sig selv. De har lige så meget ret til frihed, retfærdighed og sikkerhed. Demokrati uden frihed, uden lighed for loven og uden social retfærdighed kan ende i flertalstyranni eller i værste fald føre til afvikling af folkestyret. Friheden kan drives for vidt, hvis den bliver til egoisme uden tanke på de andres frihed og sociale rettigheder.

Allerede i 1999 skrev Francis Fukuyama i sin bog The Great Disruption, at "tendensen i vor tids liberale demokratier til at forfalde til overdreven individualisme er måske deres største langsigtede sårbarhed, og det er særligt tydeligt i de mest individualiserede af alle demokratier, USA." I bogen beskriver han, hvordan de sociale bånd, fællesskaberne, de fælles værdier og tilliden til de fælles institutioner, der tidligere bandt borgerne sammen, blev svækket kraftigt ved overgangen fra industrisamfundet til informationssamfundet. Han gav samtidig udtryk for et håb: At mennesker, fordi de er født som sociale væsener, har en stærk evne til at genskabe tilliden, den sociale orden og sammenhængskraften. Det vil ikke bare ske via decentrale handlinger mellem individer og lokale fællesskaber, for det afhænger også af, at der træffes fælles politiske beslutninger om offentlig handling.

Det er det politiske valg, ikke stammemæssige følelser, der kitter samfundet sammen. Her er Fukuyama fuldt på linje med filosoffen Hannah Arendt, der siger, at fællesskabet bliver til gennem aktive politiske handlinger mellem mennesker i deres pluralitet. "Det politiske handler om sameksistens og forening af forskellige mennesker. Mennesker organiserer sig selv politisk i forhold til at bestemme essentielle fællestræk, som kan findes i eller uddrages fra det absolutte kaos af forskelligheder". Og for hende er det politiske tæt forbundet til frihedsbegrebet. "Den ide, at politik og frihed er bundet sammen, gør tyranni til den værste af alle politiske regeringer og i virkeligheden antipolitisk, bevæger sig gennem den europæiske kulturs tænkning og handling i den senere tid," skrev hun i slutningen af halvtredserne. 

EU's mangel på demokrati
Der forestår en lang og sej oprydning og reformproces, hvor det gælder om at udvikle en ny europæisk samfundskontrakt, der kan genskabe tilliden til demokratiet og de politiske ledere i Europa. I den proces er det afgørende, at medlemslandene overholder de aftaler og love, der er indgået i EU, at retsstaten forsvares i alle medlemslande, at borgernes demokratiske frihedsrettigheder beskyttes mod magtmisbrug, og at de fælles europæiske værdier omsættes til den politiske praksis, så borgerne mærker, at de gør en konkret forskel og ikke bare fejres i skåltalerne. Den politiske og økonomiske elite må gå foran med et godt eksempel og vise et moralsk og intellektuelt lederskab i stedet for at forfalde til magtmisbrug, korruption og beskidte benspænd.

Vi kan ikke bare overlade kampen for retsstaten alene til Europa-Kommissionens teknokratiske embedsmænd. Vi må også støtte borgerbevægelser, der kæmper for rene hænder, imod korruption, for beskyttelse af frihedsrettigheder og den frie forskning.

Bjarke Møller
Fhv. direktør, Tænketanken Europa

Vi kan ikke bare overlade kampen for retsstaten alene til Europa-Kommissionens teknokratiske embedsmænd og EU-domstolens uafhængige dommere. Vi må også støtte og opmuntre de borgerbevægelser, der kæmper for rene hænder, imod korruption, for beskyttelse af frihedsrettigheder og den frie forskning. De folkelige bevægelser er med til at skabe et engageret civilsamfund, der kan revitalisere det europæiske demokrati fra neden af - både i de medlemslande, hvor illiberale magthavere krænker fundamentale frihedsrettigheder, og i EU, hvor der stadig er for mange beslutninger, der træffes på lukkede rådsmøder. EU's demokratiske beslutningsprocesser har sine fejl og mangler, der trænger til et kritisk blik.

De europæiske beslutningstagere og den intellektuelle elite må spørge sig selvkritisk, om de faktisk og i praksis forsvarer de demokratiske værdier i EU, eller om man på nogle punkter selv har været med til at underminere dem? I Den Økonomiske Monetære Union (ØMU) indførte man absolutte disciplinkrav for gæld, budgetunderskud og inflation, som alle eurolande skulle underlægge sig, men eurogruppen og den uafhængige centralbank er ikke underlagt demokratisk kontrol i et fælles parlament.

Det er siden videreført med finanspagten og det europæiske semester, hvor man kan gennemtvinge teknokratiske diktater, der griber dybt ind i de demokratiske medlemslandes finanspolitik, socialpolitik og arbejdsmarkeder. Vi har set trojkaen afsætte en demokratisk valgt regering i Italien og ignorere resultatet af en folkeafstemning i Grækenland, og det er rettelig en demokratisk skandale. EU fremstod her mere som et teknokrati, der bekymrede sig mere om finansmarkedets reaktion end at finde demokratisk legitime løsninger på det dilemma, der var opstået midt i den dybe økonomiske krise med en for slap finanspolitik i syd og en for stram finanspolitik i de nordvestlige EU-lande. Der er i praksis sket en afkobling mellem staten og markedet, mellem økonomi og demokratisk politik, der i længden er svær at legitimere folkeligt set. De populistiske partier har udnyttet det og krævet en genrejsning af demokratiet, blot på national grund.

Den tyske professor, Ulrike Guerot, trækker det skarpt op: "EU tilbyder os kun teknokratisk regeringsførelse. Men populisterne ønsker en regering - og det gør de ret i!". Euroland betyder "økonomisk og monetær union og suverænitet, men uden demokrati. Det er, hvad vi har nu, og vi kan ikke lide det. Det betyder post-demokrati," siger hun, og er her på linje med den kritik, som Jürgen Habermas, Thomas Piketty og flere andre kritiske tænkere har fremført. Jeg er uenig med Guerot i, at EU bare er lig teknokratisk regeringsførelse. For Europa-Parlamentet har faktisk fået medbestemmelse på de fleste af de beslutninger, der træffes i fællesskabet. Kommissionen har aldrig lavet så mange borgerhøringer før og sendt kommissærerne så meget rundt til de europæiske landes forsamlingshuse før, som de gør i dag. Og Kommissionen og Parlamentet er også blevet meget bedre til at praktisere åbenhed i beslutningsprocessen.

Der er sket mærkbare fremskridt i de senere år, som vi må bygge videre på, så EU kan blive demokratiseret endnu mere. Den største akilleshæl er, at forhandlingerne i Rådet mellem ministrene og i Det Europæiske Råd mellem stats- og regeringscheferne stadig foregår bag lukkede døre, hvor ingen kan holdes direkte ansvarlig for deres ord og handlinger, og de træffer til tider vidtgående beslutninger, hvor borgerne ikke har mulighed for at blive hørt eller gøre deres indflydelse gældende. Og eurogruppen har som et uformelt magtorgan løftet sig op som en supranational magtenhed, der frigjort fra normal parlamentarisk kontrol træffer vidtgående beslutninger, der griber dybt ind i de enkelte eurolandes politiske og sociale kontrakt. Eurogruppen kan i dag gennemtvinge illiberale og meget indgribende diktater og sanktioner imod eurolande.

Vi er nødt til at tale om disse realiteter. Europa bør ikke styres som et oligarkisk teknokrati, der overstyrer i forhold til demokratiet. Det vil være et langsomt forrædderi imod de idealer, som Den Europæiske Union bygger på. En fortsat magtglidning væk fra det parlamentariske demokrati er ganske uholdbar, og fortsætter den, kan vi være sikre på, at der kommer store populistiske oprør i fremtiden. For hvor længe vil de demokratisk sindede europæere acceptere det nye teknokratiske fåmandsvælde, som er mere optaget af at behage de finansielle markeder og sikre stram budgetdisciplin end at investere i de sociale, klimapolitiske og økonomiske reformer, som borgerne håber på?

Det øger risikoen for dårlige beslutninger, når magthaverne afskærmer sig fra den kritiske og refleksive proces i en åben demokratisk offentlighed. Og det vil forstærke fornemmelsen blandt borgerne i de forskellige lande og provinser, at afstanden fra magtcenteret i Bruxelles er for stor.

Tillidsgabet vil vokse, og det kan underminere opbakningen til EU. Vi er nødt til at gå andre veje i 2020'erne. Der skal laves demokratiske reformer af EU, og der skal bygges nye og mere solide broer over det store tillids-handlingsgab mellem den politiske elite og borgerne. Det bliver særlig vigtigt, når politikerne i de kommende år kan blive nødt til at bede borgerne om at yde ekstra ofre i forbindelse med løsningen af de store megakriser fra pandemier til klima, eller fra finanskriser til migrationskriser. Uden mere inddragelse af borgerne risikerer fællesskabet at knække midt over i et gab mellem den priviligerede elite og de marginaliserede vælgergrupper. De franske gule veste kan ende med at vise sig som et teselskab i forhold til det, der venter, hvis de store megakriser i 2020'erne intensiveres og sætter fællesskabet under pres for historisk hurtige og vidtgående beslutninger. I stedet for at forvandle unionen til et endnu mere topstyret EUkrati, kan man vælge at mobilisere langt flere ressourcer i det civile samfund, hvor europæerne engageres og involveres nedefra og op. 

Gør et politisk Europa muligt 
Vi trænger til en bred offentlig debat og involvering af borgerne i en åben samtale om, hvordan demokratiet kan revitaliseres i fremtidens Europa, som ikke bare afklares ved en lukket regeringskonference eller henlægges til en topstyret ekspertkommission. Debatten om fremtidens Europa bør organiseres som et mønstereksempel på, hvordan borgerne aktivt kan involveres i at finde løsningerne på den dybe tillidskløft og demokratiske repræsentationskrise, der opstået i hjertet af samfundet.

Ulrike Guerot slår til lyd for en demokratisk europæisk republik, hvor markedet ikke sættes over borgerne, og hvor der ikke kan udstedes teknokratiske diktater ud fra såkaldt økonomiske nødvendigheder, men hvor borgerne behandles ligesom demokratiske borgere, og de fælles demokratiske beslutninger træffes på europæisk plan. Det er der sikkert mange nationale realpolitikere, og karrierediplomater i nationalstaterne, der mener er alt for vidtløftigt.

Men hun sætter fingeren på det ømme punkt: "Enhver, som ønsker at debattere Europas politik, må gøre et politisk Europa muligt." Hvordan det kan gøres mere konkret, vender jeg tilbage til senere. Det er dog vigtigt at forstå det som en evig kamp og en gradvis proces, hvor vi skridt for skridt skal skabe forbedringer og konkret fremskridt, der virker og har borgernes opbakning. Vi har brug for drømme og politiske idealer om, hvordan EU kan indrettes i fremtiden. Men vi skal også bevare fødderne på jorden og engagere borgerne til at tage del i forandringen og være med til at finde løsningerne indenfor rammerne af de demokratiske institutioner, som er opbygget i medlemslandene, og som fra traktatreform til traktatreform gradvist har fået en stærkere europæisk overbygning. EU er endnu ikke en demokratisk republik, som Guerot drømmer om. EU er heller ikke en demokratisk forbundsstat. EU er stadig en hybridorganisation, der har visse demokratiske elementer, men stadig har store mangler. Kampen for yderligere demokratisering af EU er ikke slut. Den er først lige begyndt.

Forfatninger og unionstraktater er fælles samfundskontrakter fyldt med idealer, men de er ikke altid realiseret fuldt ud. De skal forsvares og føres ud i livet af mennesker af kød og blod. Vi kan ikke bare overlade forsvaret af idealerne til teknokrater og kølige hjerner. Det er ikke nok at deponere den opgave på Slotsholmen eller i Bruxelles. Det er en stadig kamp for at overbevise, bevæge og sætte befolkningens følelser i bevægelse. Politik er i sidste instans også et spørgsmål om at kunne forføre. Og den del har EU-tilhængerne ikke altid været lige succesfulde med.