Bundkarakter til mislykket og kedelig EU-debatbog: Forfatteren har simpelthen tabt tråden

'Håbets politik' af Bjarke Møller efterlader læseren i konstant i tvivl om, hvor forfatteren vil hen med bogen, der stikker i alle mulige og umulige retninger. Bogen bliver først interessant efter 719 sider, og der vil de fleste nok være faldet fra, skriver Christian Foldager.

Placeholder image
Bogen efterlader læseren med flere spørgsmål end svar, hvilket er noget overraskende ovenpå 755 sider, skriver Christian Foldager om ny debatbog. Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
Håbets Politik - Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt
Bjarke Møller
Future21, 826 sider, udkommer 10. april

'Håbets politik' er en ny debatbog om europæisk politik skrevet af forhenværende direktør for Tænketanken Europa Bjarke Møller. Et digert værk på hele 755 tætskrevne sider, som ifølge undertitlen vil forklare læseren, hvordan Europa overvinder kriserne og bliver en grøn supermagt.

Om forfatteren

Bjarke Møller er journalist, forfatter og adjungeret professor på Copenhagen Business School. Han har beskæftiget sig indgående med europæisk politik og økonomi i de sidste tre årtier og er fhv. direktør for Tænketanken Europa (2014-2019) og fhv. chefredaktør for ugebrevet Mandag Morgen (2008-2013).

Alene antallet af sider vidner om en imponerende arbejdsindsats, som har krævet meget tid og mange kræfter. Det tjener forfatteren til ære, at han er kommet i mål med sit projekt, der må betegnes som et decideret livsværk.

Bogen giver læseren en meget, meget lang tour de force gennem europæisk politik, som forfatteren har beskæftiget sig med i årtier. Den opsparede erfaring skinner tydeligt igennem i bogen, der ikke efterlader tvivl om forfatterens viden om Europa. Fra enden til anden demonstrerer forfatteren sin dybe indsigt i stoffet og grundige research i den relevante litteratur.

Redaktørerne gjort ret i at afvise
Som ivrig iagttager af europæisk politik var jeg i sagens natur spændt på bogens indhold. Min interesse blev ikke mindre af, at jeg for få uger siden læste på forfatterens facebookside, at bogen var blevet afvist af alle forlagene og derfor er en selvudgivelse.

Var afvisningen mon endnu et trist eksempel på den generelle nedvurdering af europæisk politik i Danmark? Efter endt læsning må jeg konstatere, at redaktørerne nok havde ret i deres afvisning. Bogen er simpelthen mislykket. Den efterlader læseren med flere spørgsmål end svar, hvilket er noget overraskende ovenpå 755 sider.

Forfatteren skulle have taget forlagenes kollektive afvisning som et vink med en vognstang om, at bogen ikke var klar til udgivelse. 

Christian Foldager, cand.mag. i historie og samfundsfag, kommunikationsrådgiver, Rostra Kommunikation og Research

I efterordet skriver forfatteren, at han indledningsvis havde forestillet sig at skrive en kort og skarp politisk pamflet. Han skriver sammesteds, at en bog er som et eventyr, hvor researchen kan føre forfatteren ned ad uforudsete veje. Under sin skriveproces opdagede han således, hvor meget der, ifølge ham, manglede at blive sagt i Europa-debatten.

Det er desværre på mange måder den centrale passage i bogen. For den er nøglen til at forstå, hvad der er gået galt: Forfatteren har haft en idé om en kort politisk debatbog, men er i stedet endt med at skrive en mursten af en bog om hele Europa-debatten. Og det er netop en bog, som handler mere om debatten end den bidrager til debatten.

Det har resulteret i en ufokuseret og kedelig bog, der ikke har en klar retning. Den handler groft sagt om alt og intet på samme tid. Som læser er man konstant i tvivl om, hvor forfatteren vil hen med sin tekst, der stikker i alle mulige og umulige retninger. Efter at have læst efterordet forstår man pludselig hvorfor.

Fungerer aldeles dårligt
Alverdens sidespring fra den meget grundige research er kommet med i bogen, hvilket gør læsningen ualmindeligt tung. Forfatteren har simpelthen tabt tråden undervejs i projektet, hvilket er utrolig ærgerligt. Kapitlerne er opbygget som små artikler om emner mere eller mindre relateret det overordnede emne, hvor sammenhængen mellem dem ofte går tabt. At det er endt sådan, er nok en risiko for en journalist, der er vant til korte artikler, men det fungerer aldeles dårligt over 755 sider.

Allerede det første kapitel om den planetariske klimatid indledes med en lang, irrelevant personlig gennemgang af den amerikanske månelanding. Her sættes tonen for resten af bogens rodede og usammenhængende opbygning. Det er først efter 719 sider, at bogen faktisk bliver interessant og får en klar retning. Og det er naturligvis trist, at det først sker til sidst, da langt de fleste læsere til den tid vil være faldet fra.

Det afsluttende kapitel bærer samme titel som bogen og handler om håbets politik for Europa. Man skal altså frem til bogens afslutning, før man overhovedet kommer til sagens kerne. Og den kerne var nok idéen til den korte pamflet, som forfatteren droppede til fordel for den lange bog om hele Europa-debatten. Et valg, som på alle måder var en fejl.

Kapitlet om håbets politik lider således under, at det er blevet underprioriteret og alt for kort. Det var her, forfatteren skulle have fokuseret sin energi og udfoldet et originalt bud på retningen for Europa. I stedet er kapitlet endt med en overfladisk skelnen mellem det, som forfatteren kalder håbets og frygtens politik, der i virkeligheden er en skelnen mellem venstreorienteret og højreorienteret politik. Og det er selvfølgelig ikke særlig originalt.

Idéerne om demokratiske, sociale og grønne reformer er desværre heller ikke opsigtsvækkende eller originale, men det kunne de måske være blevet, hvis de var udfoldet mere grundigt. Hvorfor skrive en hel bog om, hvordan Europa bliver en grøn supermagt, men lade det fylde forsvindende lidt i bogen sammenlignet med de øvrige emner?

Det er først efter 719 sider, at bogen faktisk bliver interessant.

Christian Foldager, cand.mag. i historie og samfundsfag, kommunikationsrådgiver, Rostra Kommunikation og Research

Som læser føler man sig en smule snydt, når titlens løfte ikke indfries. Man efterlades netop med flere spørgsmål end svar, fordi forfatteren ikke leverer et gennemarbejdet bud på den grønne omstillings praktiske realisering på en overbevisende måde, men de sædvanlige paroler om flere investeringer i grønne teknologier og potentielle reformer i Europa. Alt sammen noget, som vi har hørt før.

Det kendetegner bogen, som rammer helt ved siden af og grundet sin længde ikke har noget bredere publikum. Gennemgangen af den omfattende baggrundslitteratur kunne være interessant for visse læsere, men den skæmmes af mange unødvendige kommentarer og sidespring. Og er alt for lang.

Et vink med en vognstang
Forfatteren skulle have taget forlagenes kollektive afvisning som et vink med en vognstang om, at bogen ikke var klar til udgivelse. Den burde være skrevet om fra bunden med fokus på den oprindelige idé om en kort og skarp pamflet. I samarbejde med en redaktør, som kunne have sparret med forfatteren undervejs og sikret en bedre sammenhæng i bogens opbygning.

At forfatteren i ren trods selv udgiver den, er en skam, fordi han åbenlyst har erfaringen, niveauet og potentialet til noget langt bedre og mere interessant for offentligheden.

Man vil som ivrig iagttager af europæisk politik gerne give seks stjerner for forfatterens ambition og arbejdsindsats, men må desværre også i loyalitet over for læserne af denne anmeldelse trække fem stjerner fra på grund af det mislykkede resultat af anstrengelserne. 

Omtalte personer

Bjarke Møller

Kommende direktør, Rådet for Grøn Omstilling (1/6-22)
executive leadership (Columbia Uni. 2014)

    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser