Borgmestre stiller sig til rådighed: Vi kan godt tage flere flygtninge

Tre borgmestre melder sig nu klar til at tage flere flygtninge, hvis Folketinget beslutter sig for, at der skal flere til landet. Kommunerne har haft positive erfaringer med det store antal fra 2015.

Egedal Kommune har kun fået tildelt seks flygtninge i de seneste tre år. Ifølge borgmester Karsten Søndergaard (V) kan kommunen godt tage flere. 
Egedal Kommune har kun fået tildelt seks flygtninge i de seneste tre år. Ifølge borgmester Karsten Søndergaard (V) kan kommunen godt tage flere. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Andreas ArpGustav Silberbrandt

Hvis regeringen skulle beslutte sig for at tage en større andel af verdens flygtninge, vil en række kommuner ikke stille sig i vejen.

Sådan lyder meldingen i hvert fald fra tre borgmestre, som Altinget har talt med.

Èn af dem er Karsten Søndergaard (V) fra Egedal Kommune. Kommunen modtog over 200 flygtninge i 2015 og 2016, men har i de seneste tre år kun fået tildelt seks.

Ifølge de nye kommunekvoter kommer Egedal desuden slet ikke til at få visiteret flygtninge i 2021.

”Vi vil helt klart kunne tage flere, så hvis regeringen og Folketinget siger, at vi skal, er vi klar til at løse opgaven,” siger Karsten Søndergaard til Altinget.

Fakta

Hvad er visitation af flygtninge?
Flygtninge med opholdstilladelse i Danmark fordeles løbende over hele landet af integrationshensyn på baggrund af reglerne i integrationsloven om boligplacering.

Det er derfor Udlændingestyrelsen, der bestemmer hvilken kommune, de enkelte flygtninge skal bo i – det er dette, der kaldes ”visitering”

Når kommunerne får forskellige antal, skyldes det, at flygtningene fordeles af Udlændingestyrelsen efter et kvotesystem.

Det er kvotesystemets opgave at sørge for, at de visiterede flygtninge fordeles geografisk jævnt ud over Danmark.

Udlændingestyrelsen fastsætter kvoterne ved beregning ud fra en fordelingsnøgle. Denne fordelingsnøgle fastlægges på baggrund af:

  • Den enkelte kommunes andel af den samlede befolkning.
  • Den enkelte kommunes andel af indvandrere og flygtninge.
  • Antallet af familiesammenførte til flygtninge, der i kalenderåret forud for udmelding af landtallet er førstegangsindrejst i Danmark og bosat i den enkelte kommune.

Kilde: Udlændingestyrelsen

Samme budskab kommer fra Sønderborg Kommunes borgmester, Erik Lauritzen (S).

Den sønderjyske kommune har modtaget 15 flygtninge i de seneste tre år, hvilket står i skarp kontrast til de 150 flygtninge, som kommunen fik tildelt i 2015 alene.

”Vi vil gerne være med til at tage vores andel og løse udfordringerne, og hvis det betyder, at vi skal tage 50 ekstra flygtninge, kan vi godt klare det. Man skal ikke sige nej for vores skyld,” siger Erik Lauritzen og fortsætter:

”Jeg bliver træt af dem, der siger, at vi slet ikke kan klare det. Det er et spørgsmål om vilje, og hvis ingen andre vil hjælpe nogle af de mest udsatte mennesker, så bør et så stærkt samfund som vores gøre det.”

Artiklen fortsætter kortet. 

Støttepartier: Vand på vores mølle
Meldingerne fra borgmestrene vækker glæde hos to af regeringens støttepartier, der længe har argumenteret for, at Danmark kan tage flere af de såkaldte kvoteflygtninge.

”Jeg er meget glad for, at de her borgmestre melder sig klar til at tage ansvar, og det er også det helt rigtige at gøre. For mig understreger det med al tydelighed, at Danmark godt kan tage flere kvoteflygtninge,” siger Radikales udlændingeordfører, Kristian Hegaard.

Enhedslisten drager samme konklusion.

”Det er bare vand på vores mølle. Det bekræfter vores indtryk af, at der er flere kommuner, som er klar til at løfte en større opgave,” siger udlændingeordfører Rosa Lund (EL).

Med kvoteflygtningesystemet er det ikke flygtningene selv, der finder vej til Danmark, men FN’s flygtningehøjkommissariat UNHCR, der udvælger de mest udsatte og fordeler dem til verdens lande.

Regeringen og dens støttepartier satte i 2020 penge af til at tage 500 kvoteflygtninge og har gjort det samme på finansloven for 2021. Sidste år endte regeringen dog kun med at tage 200 flygtninge fra Rwanda.

Læs mere om støttepartiernes ønske om flere kvoteflygtninge her.

Positive erfaringer
Antallet af visiterede flygtninge til kommunerne slog rekord i 2015, hvor i alt 10.592 personer blev fordelt på tværs af Danmarks 98 kommuner.

Og i Egedal Kommune fortæller borgmester Karsten Søndergaard, at det overordnet set er gået ”rigtig godt” med at få integreret kommunens del af den store gruppe flygtninge.

”Mange af dem er kommet i arbejde og har efter en midlertidig periode i en form for flygtningebolig selv fundet sig mere permanente boliger,” siger han og roser især flere af kommunens lokale virksomheder for at hjælpe til med at få flygtningene i beskæftigelse.

Indsatsen fra erhvervslivet har også været en vigtig faktor i Rudersdal Kommune, hvor man fik visiteret i alt 214 flygtninge i 2015 og 2016.

For langt den største hovedpart er det gået rigtig godt. De er blevet selvforsørgende, og nogle af dem søger nu også fællesskaber uden for kommunen.

Jens Ive (V)
Borgmester, Rudersdal Kommune

Det fortæller borgmester Jens Ive (V), der helt generelt er godt tilfreds med integrationen af de nye borgere.

”Der er en ikke ubetydelig gruppe, som stadig hænger i bremsen af forskellige årsager – nogle af dem velbegrundede. Men for langt den største hovedpart er det gået rigtig godt. De er blevet selvforsørgende, og nogle af dem søger nu også fællesskaber uden for kommunen,” siger Rudersdal-borgmesteren.

Han pointerer samtidig, at de visiterede flygtninge på visse områder har været en gevinst for kommunen.

”Helt overordnet skal vi gøre os klart, at vores samfund mangler arbejdskraft. Ikke mindst på social- og sundhedsområdet, hvor mange af dem, der kommer – i hvert fald kvinderne – har vist sig at have en god og stærk baggrund for at tage sig af vores ældre medborgere,” siger Jens Ive.

Hovedstadskommunen har de seneste tre år kun fået visiteret 17 flygtninge, og i 2021 får kommunen slet ikke nogen.

Rudersdal skulle oprindeligt tildeles 11 flygtninge i indeværende år, men dem har man givet videre til Bornholm Kommune, der overtager flygtninge fra andre kommuner, for at øens sprogskoler kan løbe rundt.

På kortet nedenfor kan du se udviklingen i antallet af visiterede flygtninge til kommunerne fra 2015 til 2020. Artiklen fortsætter efter kortet.

 

Vil ikke opfordre
Nu melder de tre borgmestre fra Sønderborg, Egedal og Rudersdal sig så klar til at tage flere flygtninge, hvis Folketinget beslutter sig for det.

De understreger således også alle tre, at det må være statens beslutning, og at de derfor heller ikke direkte vil opfordre regeringen til at tage flere.

Jens Ive påpeger blandt andet, at særligt kvoteflygtninge kræver ressourcer i mange år fremover.

"Vi er klar til at tage flere, hvis vi bliver pålagt at gøre det. Men det er vigtigt, at vi også tænker over, hvem vi modtager, og hvilke forventninger vi har til folk,” siger borgmesteren fra Rudersdal Kommune, der helst ser, at Danmark prioriterer midlerne i nærområderne.

Man må ikke lukke øjnene for, at der er store udfordringer forbundet med det. Men vi kan godt tage flere, end vi gør i dag.

Erik Lauritzen (S)
Borgmester, Sønderborg Kommune

Også Karsten Søndergaard fra Egedal Kommune gør det klart, at opgaven med de visiterede flygtninge ikke er ”rosenrød”.

Han mener derfor også, at det ville ”være forkert” direkte at bede om flere flygtninge, da det heller ikke må ses som en konkurrence om, hvem der kan tage flest.

Sønderborg-borgmester Erik Lauritzen er af samme opfattelse.

”150 flygtninge plus familiesammenføringer om året er mange, og det er også for mange, hvis det skal være det samme hvert år. Det holder ikke, og man må ikke lukke øjnene for, at der er store udfordringer forbundet med det. Men vi kan godt tage flere, end vi gør i dag,” siger S-borgmesteren.

Minister: Skriv til styrelse
Regeringen tog sidste år 200 kvoteflygtninge fra Rwanda efter en årrække, hvor Danmark har afholdt sig fra at tage flygtninge gennem FN’s kvotesystem.

Begrundelsen har været det store antal af flygtninge, der kom til landet i 2015 og 2016, som kommunerne har skulle have ro til at håndtere og integrere.

Altinget vil derfor også gerne have spurgt udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), hvad regeringens reaktion er på meldingerne fra de tre borgmestre, og om det får regeringen til at overveje, hvorvidt der nu kan tages flere kvoteflygtninge.

Det har dog ikke været muligt at få et interview med ministeren.

I et skriftligt svar opfordrer han i stedet kommuner, der mener, at de kan tage flere flygtninge om at ”skrive det direkte til Udlændingestyrelsen frem mod den næste udmelding af kvoterne”.

Se, hvor mange flygtninge din kommune fik visiteret i 2020 her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Lauritzen

Borgmester (S), Sønderborg Kommune
lærer (1996), landmand (1984)

Jens Ive

Fhv. borgmester (V), Rudersdal Kommune, bestyrelsesmedlem, KL
HH (Niels Brock 1974)

Karsten Søndergaard

Byrådsmedlem (V), Egedal Kommune, økonomisk specialkonsulent, Halsnæs Kommune
bankassistent

0:000:00