Debat

By & Havn: Nej, vi er ikke tvunget ud i at sælge uerstattelige naturområder

REPLIK: Det er forkert, når Kim Hjerrild (ALT) påstår, at By & Havns byudvikling ikke afspejler københavneres grønne og progressive ønsker, skriver By & Havns formænd.

Der er en stigende interesse for Nordhavn og Ørestad. I sommermånederne flokkes københavnerne til de grønne områder i Ørestad og især badezonen ved Sandkaj, skriver By & Havn. 
Der er en stigende interesse for Nordhavn og Ørestad. I sommermånederne flokkes københavnerne til de grønne områder i Ørestad og især badezonen ved Sandkaj, skriver By & Havn. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Pia Gjellerup og Lars Barfoed
Formand og næstformand, By & Havn

Der er mange følelser på spil, når fremtidens København diskuteres.

Det skete senest i Altinget, hvor Kim Hjerrild (ALT) postulerer, at By & Havn er økonomisk presset og derfor er tvunget ud i at sælge uerstattelige naturområder, og at By & Havns byudvikling ikke afspejler københavneres grønne og progressive ønsker.

Intet kunne være mere forkert, og man må tro, at skribentens postulater bunder i manglende forståelse for den byudviklingsmodel, som har gjort København til en international storby, der er berømt for sin rene havn, sin arkitektur og ikke mindst sin metro og cykelstier.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Og som har leveret nye bydele med højere krav til bæredygtighed end andre nye bydele i Danmark. Men det skal ikke ligge Kim Hjerrild til last, og vi vil derfor gerne sætte tingene på plads.

Har en sund økonomi
By & Havn er sat i verden for at udvikle nye områder i København på den bedst mulige og helhedsorienterede måde for at finansiere blandt andet offentlig og bæredygtig infrastruktur, som gør det lettere og mere bæredygtigt at være københavner.

Med By & Havns byudviklingsmodel bliver der ikke alene skabt nye boligområder, der bliver samtidig skabt parker, aktivitetspladser og byrum til glæde for alle københavnere.

Pia Gjellerup og Lars Barfoed
Formand og næstformand, By & Havn

Og, ja, vi skal sælge grundene til markedspris. Fuldstændig ligesom en kommune skal, hvis man sælger grunde til private boligformål.

Det er udtryk for sund fornuft, som har bidraget til, at københavnerne har fået en metro med foreløbig 39 stationer, en Nordhavnstunnel, cykelstier, en meget populær badezone ved Sandkaj i Nordhavn og meget, meget mere.

Og det vel at mærke uden at belaste skatteyderne i København. Med By & Havns byudviklingsmodel bliver der ikke alene skabt nye boligområder, der bliver samtidig skabt parker, aktivitetspladser og byrum til glæde for alle københavnere.

Derudover driver By & Havn Københavns havn og det store jorddepot i Nordhavn, så Københavns mange byggepladser kan komme af med deres overskydende jord, mens vi samtidig kan skabe nye arealer til den nødvendige udvikling af København.

Nedbragt gælden med to milliarder
By & Havn driver også udlejningsvirksomhed på land og vand og parkering i byudviklingsområderne.

Alle forretningsområder, hvis løbende drift er med til at betale renterne af den gæld, som rigtig nok er på cirka 12 milliarder kroner. Men økonomisk presset? Det er By & Havn ikke.

Det er en del af den samlede plan, at By & Havn skulle håndtere den gæld, der finansierer metro med videre, og afvikle gælden, efterhånden som vi byggemodner og sælger arealer, der i øvrigt ofte er blevet mere værd, fordi der er kommet metro.

I de sidste tre år har vi derfor nedbragt gælden med cirka to milliarder kroner. Vi er faktisk inde i en stabil, positiv økonomisk udvikling.  

Står for bæredygtig byudvikling
By & Havn har en forretning, der skal drives og en opgave at løse. Det sker som et offentligt ejet selskab, som har en lang tidshorisont.

Vi udvikler bæredygtige og helhedsorienterede bydele med plads til forskellige typer af boliger, arbejdspladser og byrum nu og på langt sigt med fokus på bæredygtighed, trivsel og høj arkitektonisk kvalitet. Det gælder uanset, om det er nye boligtyper, kontorfællesskaber, idrætsliv eller plads til kultur- eller daginstitutioner. 

Vi udskriver arkitektkonkurrencer og er i dialog med omverdenen om, hvordan byen skal udvikles. Det har vi været i Ørestad, det er vi i Nordhavn, og det kommer vi også til at være ved de kommende områder, der skal udvikles.

Netop nu er vi for eksempel ved at gå i gang med borgerinddragelse i udviklingen af den store naturpark på 28 hektar, der skal ligge i Nordhavn.

Snæver kreds står ikke bag udviklingen
Og de områder, By & Havn får til opgave at udvikle og sælge, har været igennem politisk behandling og vedtagelse i Københavns Borgerrepræsentation. Så det er ikke en snæver kreds, der beslutter, hvordan byen skal udvikle sig.

Det er en demokratisk valgt forsamling, der skaber rammerne, og så gør By & Havn vores bedste for at fylde de rammer ud. Og når vi er ved det politiske ansvar, så er det måske også værd at bemærke, at det er hele Borgerrepræsentationen, der har valgt By & Havns formand, mens det er staten, der vælger næstformanden.

Derfor går Kim Hjerrilds kritik ram forbi, når han anklager sammensætningen af By & Havns formandskab for at være "forudsigelig og fantasiløs". Det er dårlig stil at kritisere mennesker, som man selv har valgt, hvis de passer den opgave, som man har valgt dem til.

Beboerne er tilfredse  
Lad os afslutte med en sidste ting i Kim Hjerrilds indlæg. En omdømmeanalyse af både Nordhavn og Ørestad viser, at beboerne i disse områder er utrolig glade for at bo i deres kvarterer.

Faktisk er tilfredsheden i Nordhavn lige så stor som for de mennesker, der bor på Christianshavn eller på Frederiksberg. Og i Ørestad er tilfredsheden på niveau med Vesterbro.

Der er en stigende interesse for at flytte til begge bydele, og indbyggertallene stiger. I sommermånederne flokkes københavnerne til den rekreative havn, til de grønne områder i Ørestad og især badezonen ved Sandkaj. Beboerne i disse nye områder må efterhånden være lidt trætte af andres automatiske domme over deres del af byen.

Kim Hjerrild, tag vintertøjet på og gå et par ture i de nye byudviklingsområder, og tal med et åbent sind med de mennesker, der faktisk lever i de nye dele af byen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Hjerrild

Finans- og økonomiordfører, Alternativet, fhv. medlem af Borgerrepræsentationen (ALT), Københavns Kommune
cand.mag. i samfundsfag og musik; HD i informatik og økonomistyring

Lars Barfoed

Kandidat til Europa-Parlamentet (M), formand for Det Kongelige Teater, Foreningen Norden og Danmarks Underholdningsorkester, selvstændig med Lars Barfoed & Company,, næstformand, By & Havn
cand.jur. (Københavns Uni. 1981), CBS Executive Bestyrelsesuddannelse (2016), Harvard Kennedy School Executive Education (2017)

Pia Gjellerup

Bestyrelsesformand, By & Havn, direktør, Center for Offentlig-Privat Innovation, formand, Fondet for Dansk – Norsk Samarbejde
cand.jur. (Københavns Uni. 1985), advokat (1990)

0:000:00