Carl Valentin: Venstrefløjen har glemt at være kontroversiel

Man kan mene meget om højrefløjen og dens politik, men én ting har den i hvert fald forstået bedre end venstrefløjen: Vil man skabe forandring i verden, må man være klar på at være kontroversiel, og vil man flytte grænserne for, hvad man kan tillade sig at mene offentligt, må man bryde de grænser, der allerede er.

I hvert fald har højrefløjen de seneste 10 år rykket samfundsdebatten helt vildt. Lad mig give et eksempel:

I september 2005 udtalte daværende socialminister, Eva Kjer Hansen, de berømte ord: »Uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. […] Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv.«

Det virker umiddelbart som noget, man har hørt før, men dengang vakte udtalelsen enorm opsigt. Ikke bare på venstrefløjen, hvor SF’s daværende formand, Villy Søvndal, bebudede et mistillidsvotum over for ministeren, men også på højrefløjen, hvor det gik så vidt, at Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, truede med at vælte regeringen. Efter to dages voldsom modvind gik daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, ud og tog afstand offentligt med ordene: »Det er faktisk en styrke for det danske samfund, at vi har skabt et samfund, hvor der ikke er for stor ulighed, og sådan et samfund vil vi også have i fremtiden.«

Hvad der i dag er relativt stor konsensus om i dansk politik, var voldsomt kontroversielt for bare ti år siden.

Carl Valentin

Fast forward til 2017, hvor økonomiminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), uden at blinke står i Debatten på DR2 og siger, at det overhovedet ikke optager ham, om uligheden stiger som konsekvens af regeringens politik. Venstres egen skatteminister, Karsten Lauritzen, sagde sågar ifm. fremlæggelsen af regeringens skatteudspil, at regeringen øger uligheden med åbne øjne.

Ulighedsspørgsmålet er ikke det eneste, der har rykket sig de seneste år – udviklingen på eksempelvis udlængeområdet er så voldsom, at det er sværere at finde et eksempel på, hvor debatten ikke har rykket sig, end hvor den har.

Man behøver vist ikke have en ph.d. i vælgeradfærd for at regne ud, at det rebelske og systemkritiske tiltrækker ungdommen, og at mange unge i dag finder venstrefløjen uinteressant.

Carl Valentin

Hvad der i dag er relativt stor konsensus om i dansk politik, var voldsomt kontroversielt for bare ti år siden, og DF har ikke blot formået at få hele den borgerlige blok med på en stram udlændingepolitik – centrum-venstre (og i særdeleshed Socialdemokratiet) har også rykket sig gevaldigt.

De store højreskred er ikke kommet af sig selv. De er kommet som konsekvens af en højrefløj, der har turdet være upopulær og udfordre det bestående, mens venstrefløjen i alt for stort et omfang er forfaldet til at blive fortalere for det, vi allerede har.

Og det er da også det letteste. At lægge sig op ad medianvælgeren og sige det, de fleste gerne vil høre, giver formentlig flest stemmer på den korte bane – men vi taber kampen om fremtiden, hvis ikke vi bryder rammerne.

Se bare på, hvad der er sket med store dele af ungdommen. Opbakningen til rebellerne i Liberal Alliance er enorm, og var det kun de unge under 25 år, der kunne stemme, så var Liberal Alliance Folketingets største parti.

Man behøver vist ikke have en ph.d. i vælgeradfærd for at regne ud, at det rebelske og systemkritiske tiltrækker ungdommen, og at mange unge i dag finder venstrefløjen uinteressant.

Og man forstår dem jo godt, for det gælder alle de røde partier. Selv Enhedslisten er på mange måder blevet et parti, der forsvarer det bestående, for selvom de selvfølgelig har fremlagt progressive forslag, så er rigtig meget af tiden gået med at være imod. Imod skattesænkninger, imod privatiseringer og imod udlændingestramninger, og igennem flere år har Enhedslistens faste synspunkt i medierne været at ville ’tilbagerulle’ borgerlig politik. Ikke ligefrem revolutionerende.

Mit eget parti, SF, har også alt for ofte holdt de store visioner for sig selv, og Socialdemokratiet er efterhånden blevet Folketingets mest konservative parti, hvis hovedformål er at bevare det samfund, vi allerede har.

Venstrefløjens frygt for at være kontroversiel har endda været så voldsom, at Alternativet har formået at fremstå både nytænkende og visionære, selvom størstedelen af deres partiprogram ikke er spor nytænkende, men snarere copy-paste af gamle venstrefløjsforslag.

Det går simpelthen ikke. Danmark fortjener bedre.

Vi fortjener en venstrefløj, der ikke bare reagerer på borgerlig politik, men agerer ved at fremlægge egne progressive dagsordener.

Tænk engang, hvis venstrefløjen turde bryde rammerne og foreslå nationaliseringer i kølvandet på den masseopbakning til offentligt ejerskab, vi så ved DONG-salget. Eller et totalopgør med brugerbetaling hos psykologen og tandlægen, som jeg tidligere har argumenteret for her hos Altinget. Eller hvad med et indkomstmaksimum, hvor alle indtægterne går direkte til bekæmpelse af hjemløshed?

Mulighederne er mange, og det er på tide, at vi griber dem. For gør vi ikke det, bliver det højrefløjen, der definerer, hvad det bliver normen at mene i fremtidens Danmark.

-------------

Carl Valentin studerer samfundsfag og retorik på Københavns Universitet. Han er folketingskandidat for SF på Fyn og betegner sig selv som en debatlysten socialist. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.