Carolina M. Maier: Socialdemokrater er enormt dygtige, men kyniske strateger

KOMMENTAR: Med sikkerhedspakken opfinder regeringen et problem med kriminalitet, som ikke findes, og derefter en løsning, som ifølge forskningen ikke har effekt. Det er et strategisk arbejde, som er lige så dygtigt udført, som det er usympatisk, skriver Carolina M. Maier.

Statsministerens åbningstale efterfulgt af regeringens nye sikkerhedspakke er et eksempel på et eminent dygtigt stykke strategisk arbejde. Og et eksempel på et uendeligt usympatisk stykke politisk arbejde, som i sidste ende kommer til at føre til en endnu større kløft mellem politikere og befolkning.

Strategien er tydelig og er også blevet omtalt dygtigt af flere politiske kommentatorer: Mette Frederiksen vælger at bruge sin åbningstale på at adressere dels værdien af den tillid, som man, hvis man kigger bare en lille smule ud i verden, med rette kan rose det danske folk for at sætte højt.

Men dels advarer hun også imod, at tilliden slår revner på en lang række områder, blandt andet i forhold til bandekriminalitet, indvandring og fejlslagen integration. Som statsministeren sagde i talen: "Hvis det skal blive ved med at gå godt, skal vi gøre noget ved det, der går skidt. Forskellene er blevet for store. Samfundskontrakten er svagere. Tilliden er blevet mindre. Hvis afmagten slår rod, så risikerer vi troen på demokratiet."

Spørgsmålet er bare, om ikke det lige præcis er regeringens anvendelse af politisk strategi, der i slutningen af ligningen gør, at afmagten slår rod, og at troen på demokratiet mindskes? Det tror jeg.

For når regeringen en uge efter åbningstalen præsenterer en sikkerhedspakke, som blandt andet indeholder øget overvågning af det offentlige rum med den argumentation, at overvågning er et effektivt redskab imod de eksplosioner og den bandekriminalitet, vi har set særligt i København, så er det jo faktuelt at holde befolkningen for nar.

Hvis vi orienterer os i forskningen, så er der ifølge for eksempel professor Peter Lauritsen ikke noget forskningsmæssigt belæg for, at videoovervågning er et redskab til at forhindre alvorlig, personfarlig kriminalitet, hvilket han skriver i et indlæg i dagbladet Politiken. Samtidig er det også et faktum, at kriminaliteten i Danmark ikke er stigende, hvilket også Paula Larrain påpeger i sit nylige indlæg her i Altinget.

Dertil kan man med rette spørge sig selv, hvorvidt hardcore bandemedlemmer lader sig stoppe af 300 ekstra kameraer ud over de 1,5 millioner, vi i forvejen har? Næppe.

Mette Frederiksen henviser i sin argumentation for den øgede overvågning til, at 180 bandemedlemmer i årets første syv måneder er blevet idømt fængselsstraffe. Hvorvidt dette er en stigning i forhold til tidligere år, har jeg ikke kunnet finde tal på.

De tal, jeg har kunnet finde fra Det Krimanalpræventive Råd, viser et klart fald i bandegrupperinger fra 2013 og frem, dog med en lille stigning i 2017. Så intet tyder på en overordnet stigning.

Men selv om det var tilfældet, hvorfor så fremlægge løsningsforslag, som forskningen ikke kan dokumentere nogen effekt af? Hvorfor ikke i stedet se på den forskning, som rent faktisk siger noget om de bagvedliggende årsager til bandekriminalitet?

Et nyt studie, der sammenfatter forskning fra Danmark, de nordiske lande og den internationale forskning på området, peger på, at de unge mennesker, der rekrutteres til bander, tilbringer for meget tid på gaden uden forældreovervågning og samvær, og at de i bandefællesskaberne kan finde den følelse af samhørighed og fællesskab, de søger efter.

Studiet viser også, at erfaring med eksklusionsprocesser i skolen og oplevelser af stigmatisering og forskelsbehandling er medvirkende årsager til, at de unge glider ind i bandefællesskaberne. Læg dertil sociologen Aydin Soeis budskab i hans bog ’Omar og de andre’, som helt tydeligt er, at skolerne – og altså en investering i disse – er det absolut vigtigste værn mod radikalisering.

Med andre ord kunne en indsats, som i virkeligheden har potentiale til at løse problemerne med bandekriminalitet, uden videre sættes i værk: mere forebyggelse i de udsatte områder, herunder flere ressourcer til skolerne, og mere forskning i de forebyggende indsatser.

I stedet vælger regeringen en strategi, hvor de præsenterer et falsk billede af en forværret kriminalitetsudvikling for derefter at levere en løsning på det, som ikke kommer til at have effekt, hvis vi skeler til forskningen.

Hvorfor gør regeringen det? Jeg tror, svaret skal findes to steder: For det første tror jeg, at Mette Frederiksen rent faktisk mener, at vores samfund er blevet mere utrygt. Hvorfra hun får den fornemmelse (eller hvad det nu er), står hen i det uvisse.

Måske er det bare et resultat af for mange år bag de tykke mure på Christiansborg og for få ude i det almindelige samfund. Ordet skaber som bekendt, hvad det nævner, som den gode Grundtvig påpegede.

For det andet er det her et rigtig godt eksempel på det, som Socialdemokratiet er enormt dygtige til: at agere strategisk frem for politisk-ideologisk. Åbningstalen og sikkerhedspakken handler – for mig at se – om én ting: at sikre stemmer til næste folketingsvalg og dermed at bevare magten.

Men det er, når man tænker over det, ikke kun beskæmmende at føre politik på den måde. Det er også tragisk. Og farligt for demokratiet.

Jeg tror, at regeringens strategi i sidste ende kommer til at virke kontraproduktivt: Når Mette Frederiksen i sin åbningstale bruger ordet tillid 33 gange og betoner, hvor vigtig tillid er for sammenhængskraften i det danske samfund, og kort efter lancerer en sikkerhedspakke, som har til formål, at danskerne skal føle sig mere trygge, men som – jævnfør mine ovenstående argumenter – stort set med sikkerhed ikke kommer til at mindske bandekriminaliteten, så efterlades befolkningen skuffede, utrygge og med endnu mindre tillid til politikerne, end de havde i forvejen.

Det er i sandhed et stykke politisk håndværk udført med et kynisk blik rettet mod det næste folketingsvalg frem for et reelt ønske om at løse de samfundsudfordringer, vi har. Det har ingen fortjent.

I stedet for at skubbe til danskernes frygt burde regeringen skubbe til danskernes kritiske bevidsthed. For den er afgørende for demokratiets overlevelse på sigt.

Når flere danskere for eksempel udtrykker, at de ikke ser noget problem i øget videoovervågning i det offentlige rum, fordi de ikke selv har noget at skjule, så burde enhver politiker råbe vagt i gevær.

For Danmark er en retsstat, som hviler på de fire sind, der står skrevet på murværet i Folketingets vandrehal: retsind, frisind, storsind og lovsind. Vi er ikke en overvågningsstat. Vi er frie borgere, som har ret til at færdes frit i det offentlige rum – uagtet om vi har noget at skjule eller ej.

Men vi bliver meget nemt en overvågningsstat på glidebanekurs, hvis ikke den almindelige dansker forholder sig kritisk til, at hans eller hendes færdsel i det offentlige rum potentielt bliver overvåget.

Som Edward Snowden sagde: "Arguing that you don’t care about the right to privacy because you have nothing to hide is no different than saying that you don’t care about free speech because you have nothing to say."

-----

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Christian Egander Skov: Klimareligionen giver ingen reelle muligheder for frelse Christian Egander Skov: Klimareligionen giver ingen reelle muligheder for frelse Næste artikel Jarl Cordua: LA-topfigurers exit er et længe ventet befrielsens øjeblik Jarl Cordua: LA-topfigurers exit er et længe ventet befrielsens øjeblik
Farvel til velfærdsstaten – husk din forsikring

Farvel til velfærdsstaten – husk din forsikring

FEATURE: Op mod 400.000 danskere har tegnet lønforsikringer, og tallet stiger. Mens vi i de sidste tyve år har talt om udlændinge, er den danske samfundsmodel blevet skrevet om – uden debat.