Carolina Maier efter Hækkerup-exit: Den enkelte politiker må tage ansvar for et arbejdsliv uden stress

Efter Nick Hækkerups pludselige og for mange overraskende exit fra dansk politik, er debatten om, hvorvidt det er utaknemmeligt at være politiker i Danmark, blusset op igen.

Nogle mener, lønnen er for lav – man kan tjene langt flere penge i det private erhvervsliv. Andre mener, arbejdsvilkårene er umenneskelige – man arbejder nemt 60-70 timer om ugen.

Og endelig er der dem, der mener at tonen i den politiske debat på de sociale medier er så skarp, at den skræmmer mange væk fra det politiske gebet.

Det er sikkert et gran af sandhed i det hele. Men der er et andet element, som af en eller anden grund ikke rigtig adresseres – nemlig den enkeltes personlige ansvar for at definere, hvordan man gerne vil være politiker.

Det er sikkert et gran af sandhed i det hele. Men der er et andet element, som af en eller anden grund ikke rigtig adresseres – nemlig den enkeltes personlige ansvar for at definere, hvordan man gerne vil være politiker.

Carolina Magdalene Maier
Folketingskandidat (R)

Det vender jeg tilbage til. Lad os starte med Hækkerup. Hans egen forklaring på sit pludselige exit var, at han har været i politik i mange år, og grundlæggende bare har lyst til at prøve noget andet.

Det kan jeg godt forstå – jeg forstår ikke dem, der tilbringer et helt liv i politik, så fjernt fra den virkelighed, stort set alle andre lever i og med. Men med max et år til et folketingsvalg er det alligevel besynderligt, at en minister vælger at forlade skuden så pludseligt.

Havde den eneste grund til Hækkerups exit været, at han var træt af politik og gerne ville noget andet, så havde han vel meldt ud, at han ikke genopstiller til næste folketingsvalg og brugt perioden indtil da på at finde et job, som matcher ham i kompetencer og ledelseserfaring.

Så noget andet må stikke under. Om det er FE-sagen, uenighed med den stigende indvandrerfjendtlige linje i Socialdemokratiet eller noget helt tredje, kan vi jo kun gætte på.

Og så en indrømmelse: Da Lars Løkke udskrev valg i 2019, og vi skulle igennem tre ugers intens valgkamp, var der mange øjeblikke, hvor jeg i mit stille sind håbede, at jeg ikke ville blive genvalgt. Ikke fordi jeg var træt af politik, men fordi jeg bare var så usigeligt træt.

På det tidspunkt havde vi været mere eller mindre klar til valg i over et år, og de mange dårlige sager i Alternativet og den medfølgende presseopmærksomhed var opslidende.

Læg dertil, at jeg i fire år havde levet et liv, hvor politik fyldte alt – fra jeg stod op om morgenen, til jeg gik i seng om aftenen. Hvor telefonen ofte ringende klokken seks om morgenen, fordi News eller P1 Morgen ville have en kommentar, og hvor vi skulle sidde klar ved skærmen klokken 22.00 om aftenen, når næste dags avisforsider blev breaket, så vi kunne ringe ind til Ritzau med en kommentar.

Hvor der ofte tikkede SMS’er ind fra partiets ledelse klokken 23.00 om aftenen med ting, man skulle forholde sig til.

At jeg ikke blev genvalgt i 2019, gav mig lige præcis den luft, jeg gispede efter. Både i forhold til at kunne betragte den bevægelse, jeg var en del af, udefra.

Men også for at kunne lægge et nyt blik på min egen modus operandi som politiker. Blikke, der betragter udefra, har som bekendt et bredere perspektiv.

Jeg var kørt fast i en logik, der bestemte, at jeg skulle ofre al min tid på politik ud fra en helt grundlæggende målsætning: At jeg skulle genvælges ved næste folketingsvalg.

Når den logik ligger bag forståelsen af din rolle som politiker, så får du dårlig samvittighed, hvis du ikke er tilstrækkelig aktiv på de sociale medier, hvis du ikke forsøger at komme i pressen på enhver sag, som måtte give opmærksomhed, eller hvis du ikke tilbringer alle dine mandage (Christiansborg-fridage) til arrangementer eller besøg i din kreds.

Jeg gætter på, at mange af de (alt for mange) stresstilfælde, der har været på Christiansborg, har rod i samme logik: At blive fanget i en praksis, hvor du aldrig har tid nok, og altid kan gøre det bedre.

Carolina Magdalene Maier
Folketingskandidat (R)

Jeg gætter på, at mange af de (alt for mange) stresstilfælde, der har været på Christiansborg, har rod i samme logik: At blive fanget i en praksis, hvor du aldrig har tid nok, og altid kan gøre det bedre.

Man kan – og man bør også – kaste et kritisk blik på Christiansborg og på de arbejdsvilkår, danske politikere lever under. Men mit exit fra politik blev også en gave til mig selv.

Det gav mig mulighed for at se min egen praksis udført af andre, høre mig selv gennem andre og opdage, at selv om det kan være svært at bryde ud af et system, hvis hamsterhjul man løber rundt i, så har vi som mennesker altid en selvstændig vilje til at stoppe op og ændre praksis.

Det er denne selvstændige vilje, som jeg mener, vi ikke taler nok om, når vi i dag diskuterer politikeres arbejdsvilkår.

Der er ret mange ting, man som politiker kan bestemme selv. Faktisk er det jo sådan, at du ikke kan fyres fra jobbet som politiker. Det er en ganske ret privilegeret position, som vel ikke findes andre steder i arbejdslivet.

Du kan sagtens komme i unåde hos din politiske ledelse, hvis du udtrykker kritik af ledelsens linje. Du kan få frataget ordførerskaber og få flyttet kontor helt ned til bunden af Ridebanen (ja, det er en praksis hos de store partier). I sidste ende kan du blive løsgænger – en i disse tider hyppigt anvendt praksis!

Men det er vælgerne, der har givet dig dit mandat, og det er personligt. Derfor er din opgave også først og fremmest at være tro mod den politik, du gik til valg på og mod dig selv som menneske.

Derfor må det også altid blive det enkelte menneskes ansvar at gøre op med sig selv, hvordan man vil leve livet som politiker. Det er ikke forbudt at have et liv ved siden af.

Derfor må det også altid blive det enkelte menneskes ansvar at gøre op med sig selv, hvordan man vil leve livet som politiker. Det er ikke forbudt at have et liv ved siden af.

Carolina Magdalene Maier
Folketingskandidat (R)

Det kan være en rigtig god idé at sørge for at få noget motion, fordi man som politiker sidder alt for stille til alt for mange møder. Og hvis man ikke sørger for at få sin søvn, kommer man til at se hundrede år ældre ud og gambler med sit helbred.

Der er så mange gode grunde til at den enkelte politiker bør sætte sig ned, se sig selv i spejlet og bestemme rammerne for sit eget arbejdsliv. Argumentet om, at det ikke er muligt, fordi man er en del af et system, der fungerer efter sin egen logik, er besnærende, men i sidste ende uholdbart.

Systemer kan kun ødelægges af én ting: Mennesker. Selvstændige, myndige borgere, som beslutter sig for at bryde med systemets logik. Det er jo det ene privilegium, vi som mennesker har i forhold til andre arter og i forhold til den stigende instrumentalisering og digitalisering: Den selvstændige tanke og den selvstændige vilje.

Jeg tror, den alt overskyggende logik, som bremser for at langt flere politikere bryder ud af hamsterhjulet og sætter egne – og mere menneskelige – rammer for deres arbejdsliv, er logikken om, at endemålet for ens indsats er et genvalg.

Alt for mange politikere – og jeg var selv en af dem – tænker først og fremmest på, hvad de skal gøre for at blive genvalgt. Det må jo være derfor, så mange politikere bruger en stigende andel af deres tid på de sociale medier og en faldende andel af deres tid på det lovforberedende arbejde, hvilket et forskningsprojekt viste tidligere på året.

Det er ikke kun ødelæggende for den menneskelige trivsel, det er jo et alvorligt demokratisk problem.

Men sagen er, at vælgerne ikke har sat deres personlige kryds ved en politiker for at denne skal dedikere sit arbejdsliv på at blive genvalgt fire år senere.

Vælgerne har sat deres kryds hvor de har, for at politikeren skal arbejde på at gennemføre den politik, han eller hun gik til valg på. Helt enkelt.

Det er ikke kun ødelæggende for den menneskelige trivsel, det er jo et alvorligt demokratisk problem.

Carolina Magdalene Maier
Folketingskandidat (R)

Derfor bliver alle politikere nødt til at give sig selv det benspænd at se helt bort fra, at der på et tidspunkt kommer et nyt folketingsvalg. Når det kommer, kan man bruge de tre ugers valgkamp til at forsøge at blive genvalgt – med alt hvad den kan trække.

Men indtil da bør man stramme ballerne og fokusere på det parlamentariske arbejde, man er valgt ind for at gennemføre, i stedet for at gøre sig fyldig og kendt på de sociale medier.

Jeg vil æde min gamle hat på, at det vil have den bivirkning, at man pludselig opdager, at man selv kan definere, hvilket arbejdsliv – og hvilket fritidsliv – man gerne vil have.

Jeg ved godt, at det har konsekvenser. Mindre synlighed på de sociale medier kommer med en pris – måske endda, at man rent faktisk ikke bliver genvalgt til næste folketingsvalg. Men det er jo altså heller ikke derfor, man sidder på et folketingsmandat.

Jeg siger ikke, at vi ikke også skal have en alvorlig samtale om arbejdskulturen på Christiansborg og den struktur, der ligger bag. Men politikere har en selvstændig vilje og et personligt ansvar for eget liv og egen trivsel.

Det kan bruges til at træde ud af systemets logik med alle de konsekvenser, det har – dårlige, måske for ens synlighed, men helt sikkert gode for ens trivsel og for demokratiet i sin helhed.

Tilbage til mig selv: Jeg stiller jo som bekendt op igen til næste folketingsvalg. Fordi mit hjerte banker for politik og fordi jeg elsker det parlamentariske arbejde.

Men det er med en målsætning om, at et eventuelt nyt liv i politik indebærer mere søvn, mere plads til et liv ved siden af politik, mere parlamentarisk rugbrødsarbejde og til gengæld mindre tid på de sociale medier. Det må I gerne holde mig op på.