Cepos: Bagklog Hummelgaard-bog misforstår finanskrisen

ANMELDELSE: Peter Hummelgaards analyse af finanskrisen hviler på et fundament af myter og misforståelser, og derfor bliver hans løsningsforslag også derefter, skriver direktør for Cepos, Martin Ågerup. 

Altingets vurdering: 2/6

Martin Ågerup

Af Martin Ågerup
Direktør for tænketanken Cepos

Peter Hummelgaards (S) bog Den syge kapitalisme er i to dele med overskrifterne ”Sygdommen” og ”Medicinen”.

Første del stiller altså en diagnose – for at blive i det medicinske sprog. Anden del anviser en kur.

Ifølge forfatteren er den sociale kontrakt, der sikrer en retfærdig fordeling af samfundets goder, brudt sammen. De rigestes indkomster stiger hastigt, mens almindelige mennesker ikke oplever nogen væsentlig fremgang.

Forfejlet fra start
Finanskrisen er ifølge Hummelgaard selv en central begivenhed, som har formet hans politiske forståelse, ligesom Berlinmurens fald formede Henrik Sass Larsens generation. Finanskrisen tilskrives forfejlet deregulering samt den makroøkonomiske politik under Anders Fogh.

Almindelige hårdtarbejdende menneskers løn er ifølge Hummelgaard (men ikke ifølge Finansministeriet med flere) blevet brugt på at redde banker fra konkurs, hvorefter selvsamme banker hjælper de velstående med at snyde i skat.

Globaliseringen bidrager ifølge Hummelgaard til at presse almindelige danskeres lønninger via selskaber såsom Ryanair, som bedriver ”social dumping”. Og i erhvervslivet ser Hummelgaard en stigende monopoldannelse med særligt fokus på teknologiselskaber som Facebook, Google og Amazon.

Med digitale platforme er der det særlige problem, mener Hummelgaard, at de betaler meget lidt i skat i de lande, de opererer i.

Hummelgaard mener, at almindeligt lønarbejde beskattes hårdere end kapital, hvorfor det bedre kan betale sig at leve af arbejdsfri indkomster end almindeligt ”ærligt arbejde”.

Medicin på kryds og tværs
Hummelgaard når to tredjedele inde i bogen til sit medicin-afsnit.

Konkrete anbefalinger kommer dog først på de sidste få sider med forslag om at splitte bankerne op, skrappere bankregulering med forbud imod handel med ”bestemte typer derivater”, øgede kapitalkrav, flere ansatte til Finanstilsynet samt oprettelsen af et fælles europæisk finanstilsyn (hvilket dog allerede findes).

Desuden anbefales højere skatter på bankerne og en fælles europæisk transaktionsskat. Derudover en progressiv arveafgift, øget skaffefradrag for fagforenings- og a-kassemedlemskab, højere dagpengesatser (dog uden specifikke anbefalinger), digital skat på digitale platforme som Google og Amazon, højere kapitalskatter og flere almene boliger.

Hvis man skal blive i Hummelgaards metafor, er et af de centrale problemer med bogen, at forfatteren ikke stiller en diagnose for én patient, men at han derimod sammenblander observationer fra en lang række forskellige patienter, der fejler forskellige ting.

Det kommer der selvsagt ikke en korrekt diagnose ud af eller nogen god kur.

Ingen dansk afkobling
For eksempel skriver Hummelgaard: ”Engang var det sådan, at når produktiviteten steg, så fulgte reallønnen med. Det har været den økonomiske lærdom i årtier, men sådan er det ikke længere. Nu er det afkoblet, som OECD konkluderer i en omfattende analyse, der udkom i 2017.”

Men det er ikke, hvad analysen viser.

Den finder, at der i en række OECD-lande ser ud til at være sket en i hvert fald delvis afkobling mellem produktivitet og løn, men det gælder ikke alle landene. Og nok så væsentligt gælder det ikke Danmark, hvor der fortsat er en tæt kobling mellem produktivitetsvækst og løn.

Det indebærer, at tiltag, der fremmer produktiviteten i Danmark, kan forventes at føre til en tilsvarende lønfremgang. Det gælder eksempelvis en reduktion af selskabsskatten.

Peter Hummelgaards centrale påstand om, at kapitalismen ikke længere leverer fremgang for den brede befolkning, bygger ligeledes på observationer af alle mulige andre lande end Danmark.

I Danmark er indkomstuligheden steget noget, men fra et meget lavt udgangspunkt, og der er ikke belæg for at påstå, at store befolkningsgrupper er koblet af velstandsudviklingen.

Rod i diagnosen
Det burde Hummelgaard have gjort opmærksom på.

I stedet påstår han, at siden 1980 ”har halvdelen af verdens indbyggere oplevet, at deres indtægt samlet set er stagneret.”

Ud over at det vel næppe er en diagnose, som er ret relevant, hvis patienten er Danmark, så er udsagnet ganske enkelt forkert. Hummelgaards kilde viser, at den fattigste halvdel tværtimod har næsten fordoblet deres indkomst siden 1980 – et tegn på, at kapitalismen måske er ganske sund, når det kommer til stykket, kunne man tilføje.

På trods af den betydning, finanskrisen har for bogen og Hummelgaard, undersøger han ikke systematisk litteraturen om krisen. Hummelgaard nævner en amerikansk finanskriserapport, ”hvor kritikken er særligt hård ved den deregulering af finanssektoren, som havde fundet sted i årtierne op til krisen.”

Igen en diagnose af en anden patient end den, Hummelgaard vil prakke sin kur på.

Faktisk er der i Rangvid-rapporten, den danske bibel på området, ikke udelt opbakning til, at finanskrisen skyldtes deregulering.

Udvalget skriver således: ”Det vurderes ikke at have været en egentlig årsag til krisen i Danmark, at der siden 1970’erne er sket en generel liberalisering af de internationale kapitalbevægelser og af den finansielle sektor, herunder opbygning af finansielle supermarkeder, der kan tilbyde en række forskellige finansielle produkter til kunderne.”

Kapitalismen er reguleret
Hummelgaard kalder til et opgør med ”de sidste 30 års næsten fundamentalistiske tro på, at den frie markedskapitalisme kan regulere sig selv” samt påstanden om, at ”det ødelægger markedskræfterne at regulere”.

Men det er jo stråmænd. Markedsøkonomien er mere reguleret end nogensinde.

Siden 1989 er omfanget af regulering af det danske samfund tredoblet, og Erhvervsministeriet – der står for reguleringen af erhvervslivet – er det ministerium, der har haft den største tilvækst i regelmængden.

Kapitalismen har aldrig været mere reguleret end i dag. Det kalder på nogle overvejelser af, om nogle problemer måske kan skyldes for meget eller forkert regulering.

Noget regulering fremmer markedskræfterne, og anden regulering hæmmer dem. Da Reagan i 80’erne og EU i 90’erne deregulerede luftfarten, afskaffede man ikke regulering.

Luftfarten er fortsat reguleret, men den nye regulering er mere markedskonform. Det vil sige, at den for eksempel fremmer konkurrencen i stedet for at forhindre den, hvilket har gjort luftfart billigere.

Hummelgaard gør sig selv til talsmand for øget konkurrence, hvilket er et af hans forslag, som jeg varmt kan tilslutte mig, men overser, at en af vejene til at øge konkurrencen går igennem deregulering – i hvert fald i nogle brancher.

Kapitalskatten er større, end Hummelgaard tror
Hummelgaards argument for at hæve kapitalskatterne bygger på en misforståelse.

Det er korrekt, at hvis man ser isoleret på aktionærskatten på 42 procent, så ser den umiddelbart ud til at være lavere end skatten på arbejde, som over et vist niveau rammes af en topskat på 56 procent.

Men eftersom skatten pålægges det nominelle afkast (før inflation), er skatten af realafkastet (efter inflation) meget høj – i gennemsnit omtrent det dobbelte.

Blandt andet derfor er den reelle samlede kapitalbeskatning i Danmark generelt meget høj (men også uensartet på tværs af forskellige typer kapitalindkomst) – både sammenlignet med beskatningen af lønindkomst og sammenlignet med kapitalskatter i andre lande.

Myter og misforståelser
Hummelgaard ser perioden frem til begyndelsen af firserne som "kapitalismens guldalder", hvor ”Kapitalismens værste sider blev reguleret, og velfærdssamfundene blev smedet”.

Men den førte politik i perioden skabte en dyb økonomisk krise, som kulminerede, da daværende socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen i 1979 advarede imod den økonomiske afgrund.

Man fornemmer, at Hummelgaard ikke er enig i denne udlægning. I stedet skriver han lidt kryptisk, at ”1970’ernes oliekriser, der blev til økonomiske kriser, blev udlagt som en krise for velfærdsstaterne og var med til at støbe fundamentet for 1980’ernes neoliberalisme” (egen fremhævning).

At 70’ernes oliekriser i sig selv skulle have ført Danmark tæt på en statsbankerot, og at en uhensigtsmæssig indretning af velfærdsstaten ikke skulle spille nogen rolle i den sammenhæng, forekommer ikke sandsynligt.

Under alle omstændigheder måtte man kunne forvente, at en sådan påstand blev diskuteret og underbygget.

Bogen vil uden tvivl vække begejstring hos Hummelgaards meningsfæller, men den bygger på et fundament af myter og misforståelser.

Peter Hummelgaard: Den syge kapitalisme, 200 sider. Udkommer på Gyldendals forlag 10. december. 

Forrige artikel Forfatter: Forfatter: "Meget svensk" debatbog tænder en ild, men lider af skyklapper Næste artikel Trier Mogensen: Retsstaten smuldrer under tidens Facebook-politikere Trier Mogensen: Retsstaten smuldrer under tidens Facebook-politikere
Sommerpodcast: Liberalisme i Danmark

Sommerpodcast: Liberalisme i Danmark

AJOUR: Såvel Venstre, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance henviser til liberalismen, som deres ideologi. Alligevel er partierne uenige og forskellige. Hvad handler det om?